Jens Jessen: Om truslerne mod danskheden (1891)
Ved siden af denne tilfredsstillelse på mine egne og mit blads vegne har den hædersbevisning, jeg har været genstand for, ydet mig en endnu langt større glæde. Få og små og overvundne, som vi er, må vi først og fremmest se at holde modet oppe iblandt os. Til daglig brug holder vi derfor ikke af at tale for meget om de farer, der omringer os på alle sider, og det turde være, at vi er i vane med at lægge for ringe vægt på alt det, der truer os. Men vi bør ikke dølge for os selv, at vor stilling er alvorlig. Det er næppe trykket af den udvortes magt, der er det værste, næppe heller den almenmenneskelige svaghed og ynkelighed, hvorved folk fristes til frafald og overløberi; men den fremmede herlighed rummer i sig en dragende magt, der kan øve sin virkning på unge sjæle, som ikke alt er befæstede i et sundt og vakt åndsliv. Opøves ungdommen fra barndomsårene i tysk sprog, tysk sang, tysk tankesæt, prøjsisk eksercits, prøjsisk historie, prøjsisk forgudelse, brandenborgsk lydighed, og føres dette arbejde hos den mandlige ungdom videre ved gymnastik- og idrætsforeninger, frivillige brandværn og krigerforeninger, ganske bortset fra selve militærtiden, så kan det hænde, at en fader og moder med sorg i hjertet en dag må opdage, at deres barn er revet bort fra dem, at han er bjergtagen af en fremmed ånd, at han ikke længere kendes ved sit eget og sine egne. Det nytter ikke at lukke øjnene for denne fare. Den er tilstede og må modarbejdes med kraft. Men dette arbejde kan kun optages af hjemmet, og det tilfalder her først og fremmest kvinden. Lader vore kvinder sig dåre af fremmed væsen, låner de øre til fremmed tale, tages de fangne af en tåbelig forfængelighed efter at slutte sig til de mægtige indvandrere, så brydes hjemlivet i sin hjertespire, og vor folkeager fyldes med ukrudt. Men når jeg ser mange hundrede kvinder på en enkelt egn ved at hædre en deltager i kampen for folkesagen lægge deres alvor og kærlighed for dagen, en alvor, der med foragt vrager fremmed gøgl og tant, en kærlighed, der ikke trættes ved atter og atter at tænde håbets og troskabens kærte, så styrkes jeg i den forvisning, at den danske befolkning i Sønderjylland evner for lange tider at føre kampen for vort folks og vort fædrelands hellige sag.
Derfor bringer jeg af mit fulde hjerte en inderlig tak til de trofaste kvinder, der har villet vise mig, at kampen for retten tæller mange venner.
J. Jessen.
Fra takkebrev til de sønderjyske kvinder, der efter Jessens løsladelse fra endnu en svær fængselsstraf havde hædret ham for hans utrættelige arbejde for Sønderjyllands sag. Flensborg Avis den 9. juni 1891. Læs mere om Jens Jessen > |
