Jens Jessen: Det sande folkelige (1887)
Man må holde tungen lige i munden. Det nytter ikke at gå fra den ene ensidighed til den anden. I vore dage er nationalitetstanken så stærkt oppe, at den indtager en overmåde vigtig plads i folkets åndsliv. Men det er med folkeligheden, d. e. nationaliteten, ligesom med religionen; den er mere liv end lære. Derfor kan der nok være en del ensidighed i den megen tale om nationalitetsprincippet, folkelivets vækst og grøde m. m. Ligesom der gives en rå udvortes uniformering, et af den ydre magt fremtvunget fællespræg, således gives der også en indvortes uniformering, en af visse kulturstrømninger fremkaldt overensstemmelse i tankesæt, der overskrider grænserne for berettiget åndelig påvirkning, idet den udvisker det personlige, gør åndslivets grænser alt for flydende, nedbryder skellet mellem individualiteterne, fylder alt i den samme form. Men hvert menneske skal leve sit eget liv. Hvor stor berettigelse man end vil tillægge de duftninger, der liver op i det åndelige liv og bøjer dets vækster i en bestemt retning, så må man dog bestandig huske på, at overalt har det selvudviklede, det at den hjemlige jordbund fremspirede og nærede, større adkomst til luft og lys, til plads og fredning end det, der mest fremkommer ved påvirkning udefra, ved andres indflydelse. Når man vil hævde folkeejendommelighedens ret, så må man endnu langt mere hævde den enkeltes ret til at leve sit eget liv, til, om han vil, at unddrage sig ensidig dragelse, om den end fremkommer med krav på at være en algyldig bevægelse, som alle skal bøje sig for. Man bør derfor ikke være for rask til at forlange, at folk skal dele et bestemt folkeligt livssyn, nære den samme opfattelse af almindelige eller netop foreliggende spørgsmål. Dette gælder i høj grad Sønderjylland. Ikke skal man tro, at nogen er mindre dansk, fordi han forbliver mindre berørt af de stridsspørgsmål, af de politiske eller andre åndelige strømninger, der bevæger det danske folk. Tværtimod er det naturligt, at de, der i udvortes henseende står uden for partikampen, også indvortes forholder sig mindre deltagende end de, der står midt i kampen. Man har derfor aldeles ingen ret til at forlange, at nogen dansk sønderjyde nødvendig skal tilhøre det ene eller det andet af de politiske eller halvpolitiske partier i kongeriget.
En ensidig påvirkning fra et eller andet bestemt kongerigsk parti er hos os end ikke ønskelig. Når en sådan indflydelse bliver stærk, må den fremkalde en indbyrdes adskillelse, en søndring. Sligt kan vi mindst af alt tåle. Vor enighed er vor styrke. Hvis derfor nogen i den mening, at gøre en god gerning ved at bringe sine sønderjyske landsmænd til at være ivrige deltagere i kongerigske stridsspørgsmål, udsår spirer til uoverensstemmelse og deling, så kan han derved volde en fortræd, som der måske ikke så let kan bødes på.
Hvad er det sande folkelige? Det er det, der vokser ud af folkets egen natur, det, der har rod i sindet og stemmer overens med sjælens grundkrav. At være folkelig, at være national betyder for os sønderjyder ikke at være i fuld overensstemmelse med et eller andet parti i Kongeriget, men at udfolde vort eget indre liv, at udvikle vor ejendommelighed, at holde os til det ægte sønderjyske. Dette er ikke fraser og mundsvejr. Der gives virkelig et under den skiftende historie avlet og opfostret sønderjysk folkeliv, der med sine små afvigelser og særegenheder dog i sit grundlag er fuldstændig og ægte dansk. Denne sunde vækst har en langt større udviklingsmulighed, en langt rigere evne til at bære frugt, en langt fastere modstandskraft end en hvilken som helst importeret plante, selv om denne kommer fra en beslægtet jordbund.
Vor hovedstyrke i kampen ligger i dette: Vi vil være os selv.
De af vore brødre, der en tid lang har ladet sig dåre af fremmed flitterguld, vil nu ikke lade sig vinde at en nok så ordrig og ordfager skildring af nationalitetens ret og folkelivets grøde; men når de ser, at vi holder os udelukkende til det hjemlige, at det er det fra fædrene nedarvede, som opelskes og trives hos os, at vi freder om alle de spirer, som forsynet har nedlagt i os, så vil det kalde på dem, som kirkeklokkerne kalder på den vildfarende sjæl, så vil, samtidig med at befolkningens dårlige elementer kaster sig i støvet for guldkalven, de ædelttænkende blandt vore landsmænd i modstandernes lejr føle, at noget drager dem over til os, noget, der ikke er beslægtet med kryberi og hykleri, noget der er bedre end alle politiske og nationale lærdomme, noget, der er uangribelig, fordi det er sandt, fordi det er ægte.
Men netop dette folkelige standpunkt, hævdelsen af vor berettigede folkelige ejendommelighed, stemmer fuldt overens med de politiske anskuelser, hvorom vi er enige: Kravet på frihed til at udvikle os selvstændigt, kravet på lige ret for alle og forurettelse for ingen.
Holder vi fast på dette vort åndelige fælleseje, så er vi de stærkeste i kampen, så sandt som et sundt og sandt åndsliv formår noget imod de åndelig knugende jernhænder.
Flensborg Avis 15. februar 1887. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Jens Jessen > |
