Jens Jessen: Om den manglende danske selvhævdelse (1885)

Vort folk har en stakket hukommelse, især den yngre slægt. Det synes, som om året 1864 næsten er skrevet i glemmebogen. Hørtes ikke sønderjydernes klager, ville det for mange snart være en saga blot, at vor landsdel indtil den sidste krig var en del af Danmarks rige. Der er noget vegt i vor folkekarakter, så vi vanskeligt kan fastholde en nok så berettiget uvilje. Det lyder næsten parodisk, når der synges om "dødeligt had, der kan hvæsse vor klinge" Der er så megen øllebrøds-barmhjertighed, som fabler om at "elske sine fjender", som om det ikke var hundsk at kysse den hånd, der svinger riset over en, som om det var mandigt og værdigt at stå og bavle om en mands [Bismarcks] fortræffelighed  i det øjeblik, han slår os lige i øjnene. [...] 

Der klages over, at folkehøjskolerne fostrer en blød og holdningsløs slægt. Men den lærde skole og universitetet stålsætter måske lige så lidt den ungdom, som der udvikles. Hvis der i tidligere tid var unaturlige og overdrevne bestræbelser oppe for ensidig at hævde nationaliteten på andre åndsmagters bekostning, så er det nu omvendt. Men reaktionen, bør ikke gå så vidt, at vi glemmer at hævde vor egen ret og vor værdighed ved at betragte og beundre udenvælts mere eller mindre heldige eller kløgtige personligheder og imponerende forhold.

Flensborg Avis 10. august 1885. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Jens Jessen >