Jens Jessen: Om danskheden (1902)

Med rette kan man indvende, at vi ikke har grækernes oldtidskultur, ikke jødernes racekraft, ikke svejtsernes fædrelandsfølelse og ikke hollændernes dygtighed. Men vi har dog noget af hvert, og meget af, hvad vi savner, kan vi tilkæmpe os.

De store formål har vi fælles med hine folk. Det græske sprog blev genfødt efter et par årtusinder; det jødiske åndsliv holder folket oppe i adspredelsen; den svejtsiske borgerlige frihed sammenbinder et folk, der taler tre sprog og har forskellig religionsbekendelse; den hollandske samvittighedsfrihed lever endnu som landets gode ånd.

Men det danske folk, og vi med det, har et godt og livskraftigt modersmål, der nok er værd at holde på, et åndsliv, der i vore dage skyder så kraftige skud som hos intet folkesamfund af samme tal, en borgerlig frihedsfølelse, der som sans for personlig uafhængighed endog trivedes under Enevælden, og en samvittighedsfrihed og tålsomhed, der er så stor som nogensteds.

Dette er vor danskhed: ikke alene vort sprog, for i en stor del af Sønderjylland har man lagt modersmålet øde; ikke alene vort åndsliv, thi hvor man river tungen ud af folkets mund, river man ofte med det samme sjælen ud af folkets legeme; men også vor borgerlige friheds- og retfærdighedsfølelse og vor danske tålsomhed og sunde sans. Man skal ikke kimse ad de dansksindede sønderjyder, der som følge af tidligere tiders folkelige vanrøgt taler tysk, men har dansk følelse. Deres danskhed kan bunde i deres medfødte gode danske natur, i deres danske blod og deres danske sjæl.

Hvad trænger vi til for at hævde os? I sangen om "Fremtidsmaalet" har Frederik Paludan-Müller sagt, hvad Danmark venter af sine børn:

Ynglinger i plade,
drenge klædt i stål,
mænd med faste hjerter,
det er Danmarks mål.
―  ―  ―
Ingen døgnets flaner,
rendt fra bog og nål,
fromme stærke kvinder,
det er Danmarks mål.

[...] Det danske folk har vel haft for meget af tonekunst og sang, har vugget sig for stærkt i drøm og digtning. Vort rige åndsliv må underbygges af nøjsomhed og hårdførhed, legemskraft og sindsstyrke. Et kraftigt legeme må huse en fast sjæl.
Fortyskningspartiet kan ikke lide, at vor ungdom danner idrætslag og gymnastikforeninger. Men vi har i vor åndelig kamp brug for en stærk slægt. Får vi mænd med faste hjerter som hjemmets værger og fromme stærke kvinder som dets vogtere, så vil troen og håber og modet blive ved at leve iblandt os, og så har vi trods alt gode udsigter.

Fra talen Vore Udsigter holdt i Haderslev den 6. marts 1902. Her efter Redaktør Jessen i tale og skrift. I udvalg ved Marie Jessen, 1921. s. 75-76. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Jens Jessen >