Jens Jessen: Om Sønderjyllands historie (1902)
Fra vore modstandere kan man høre den indvending mod vore valgmøder, at vi næsten ikke taler om det tyske riges indre sager, om enkeltheder i lovgivningen og lignende ting. De glemmer, at der altid tilstedes forespørgsler om almene anliggender, så enhver jo kunne bringe slige emner på tale, når der var trang til det.
I den tyske presse har man også undret sig over, at der altid er fuldt hus ved vore møder, skønt vi næsten kun taler om uvedkommende kedsommelige ting. Det lader til, vi er ikke tyskerne krasse nok. Det er sandt, at vi afholder os fra at skaffe oplivelse ved personlige angreb på modstandere. Vi mener nemlig, at hvis vi fik folk til at tro, at personerne på vor side var engle, og at modstanderne var meget ufuldkomne mennesker, så ville lidet være vundet, når man så til gengæld sluttede, at den sag, der kunne opretholdes af dårlige redskaber, måtte være bedre end den, der kun kunne forsvares af engle.
Modstanderne forstår ikke vort standpunkt. Vi er ikke et politisk parti som andre, der vil vinde en øjeblikkelig fordel og vil leve fra hånden i munden, da det altid kan søge nye tropper, når de gamle falder fra. Nej, de øjeblikkelige spørgsmål er ikke af afgørende betydning for os. Vi må altid holde på en fast stok af tilhængere om en stor sag. Vi er mindre et politisk end et folkeligt parti eller rettere en hel befolkning.
Hos os gælder det til enhver tid om grundsætninger og om en fast stilling, om det, der har blivende værd, om fælles livssyn ud over det rent partipolitiske, fælles livsværdier, fælles livsindhold, fælles livsgrund.
Det almindelige grundlag for vort folkeliv finder vi i historien. Når vi stoler på at vinde ungdommen, så er det, fordi vi kan vise dem hen til fortiden. I et eventyr fortælles, at en ung mand, der ville ud for at vinde livslykken, først gik til sin moders gravhøj for at tale med hendes ånd og få dens velsignelse og vejledning. Intet fæster sig i vor ungdoms sind som indtryk af fædrelandets historie, thi folkets ånd taler derigennem.
En dag i sidste efterår (den 14. november 1901) holdt den nye prøjsiske overpræsident i Slesvig, friherre Wilmowski, en tale i Rensborg, hvori han mindede om en gammel port der i byen, som indtil først i afvigte hundredår (1806) bar den indskrift på latin: Ejderen er det romerske (tyske) riges grænse (Eidora terminus imperii romani). Men nu, sagde den prøjsiske overpræsident med stolthed, nu er grænsen flyttet til den blinkende Kongeå. Det mente hans exellence at alle skulle glæde sig over!
Hr. Wilmowski har her draget en god skillelinje mellem den gamle danskhed og den nye prøjsiske tyskhed:
Danskheden er trofasthed mod landets fortid gennem tusinde år; det er forsvaret for vort eget.
Prøjseri er jubel over, at en fremmed magt er trængt ind i vort land og har undertvunget det; det er kampen for det fremmede.
Ja, i slesvigere, nu kan I jo selv vælge.
Vort lands historie vidner om, at Sønderjylland altid har været et dansk land, at vi alle sammen er et led af det danske folk. Tyskerne har travlt med at fortælle vor ungdom, at da angelsakserne for 14-15 hundrede år siden, 449, drog til Bretland, da var det fra vor landsdel, anglerne udvandrede; indbyggerne i det sønderjyske landskab Angel, angelboerne, er en rest af dem. Det med angelboerne som tysk stamme har intet på sig, for de har tidligere alle talt dansk. Desuden er næsten alle nyere historikere enige om, at de gamle angler, der drog over Vesterhavet, kom nede fra tyskland. Men selv om de var komne her fra Sønderjylland, og selv om de i så fald ikke var en dansk stamme, men enten en mellemting mellem danskere og tyskere eller hele tyskere, hvad ville det så sige, at de havde boet her, når de var rejst bort med deres pakkenelliker, rejst frivillig bort, rejst bort alle sammen, så der nu ikke findes spor tilbage at dem, ikke så meget som et stedsnavn? Det ville jo så være aldeles ligegyldigt.
Hovedsagen er, at alle virkelig pålidelige minder om vor oldtid peger mod nord: alle oldsager, der findes i hele Sønderjylland, er danske; alle runestene, der er fundne nede ved Danevirke, er danske; alle gamle stedsnavne lige ned til Slien, Egernførde fjord og Ejderen er danske. Der er i hele Angel ikke en landsby, ikke en gård og ikke et hus, uden at det gamle navn er dansk.
Rejs ned til byen Slesvig. Se på den gamle domkirke. Over hoveddøren er der en halvrund stenplade med et ældgammelt udhugget billede. Midt i billedet står Kristus mellem domkirkens to værnehelgener, apostelen Peder og sankt Lavrentius. Frelseren overgiver kirkens nogle til den hellige Peder og modtager en skriftrulle af sankt Lavrentius. Domkirkens bygherre, en mand med krone på hovedet, rækker en model af kirken, med to tårne op imod frelseren. Det menes at være kong Knud den Store eller Knud den Hellige. Det er det ældste danske kongebillede, der gives. Vi danske må rejse ned til Slesvig for at se den ældste afbildning af en af vore danske konger. Og hvad står der på skriftrullen, stenbåndet? En tysk videnskabsmand, professor Haupt, har for et par år siden tydet indskriften. Der står på latin:
"Uddriv du mig tyskeren, verdens tyran, og kald de folk tilbage, der dyrker sankt Peder i ærefrygt." (tu mihi Germanum fundi depelle tyrannum et revoca gentes petrum pietate colentes.)
Det tyske ærkebispedømme i Bremen havde i midalderen en tid lang tilranet sig magten over Slesvig stiftskirke; men det danske ærkebispedømme i Lund havde atter fået herredømmet.
Det står der altså på vor landsdels ældste hovedbygning, at i gamle dage lød Kristi befaling om at bortjage de tyske tyranner og at kalde tilbage de danske, der dyrker Gud i ærefrygt.
Stenbåndet på kirkedøren i Slesvig fører det samme vidnesbyrd fra midalderen som de runestene fra oldtiden, der er fundne uden for byen; alle deres indskrifter er affattede på dansk: vi står her på gammel dansk jord. Lad en vanartet slægt i nutiden juble over landsforræderi og falde de fremmede til fode. Det går her, som så ofte sagt, efter bibelens ord: hvor børnene tier, skal stenene tale.
Uden for Slesvig ved en vig af Slien omslutter en vældig halvkredsvold den plads, hvor det gamle danske H e d e b y lå. Et stykke derfra er på begge sider af Oksevejen, den gamle adelvej fra Viborg til Hamborg, levninger af Tyra Danebods virke; vejåbningen hed i gamle dage Karlegat, mændenes port. Andre steder her ved D a n e v i r k e finder man stærke murlevninger fra Valdemarsmuren, der minder om Valdemar den Stores og Aksel Hvides, biskop Absalons, storværker. Mellem hovedvolden og Hedeby ligger Margretevolden, opkaldt efter dronning Margrete Fredkulla, den svenske konge Inges datter, der i 1101 ved de nordiske kongers fredsmøde i Kongshelle som den unge fredspige var givet den norske konge Magnus Barfod til ægte, efter hvis død hun blev gift med kong Niels af Danmark.
Danmarks første navne fra oldtid og midalder mødes nede ved Danevirke. Og de to dronningenavne giver os endnu vort løsen i nutiden. Tyra Danebod har sit navn af, at hun ville bøde på Danmark, forsvare vort land og vort folk; Margrete Fredkulla ville værne om freden.
Forsvar og fred, det er det, vi vil.
Men i Slien tæt inde ved Slesvig ser vi Maageøen; her lå i gamle dage Juriansborg, hvor brodermorderen hertug Abel boede. Ja, desværre, vor landsdel har også kendt brodermordere, forrædere, der går i ledtog med udenlandske fjender mod deres egne brødre.
Men landsforræderi har jo altid skullet besmykkes. Da den danske konges landfoged på Sild Uve Jens Lornsen i 1830 begyndte at prædike løsning af Slesvigs forbindelse med kongeriget, og flensborgeren professor kr. Paulsen i Kiel imødegik ham med historiens vidnesbyrd om, at Sønderjylland var et dansk land, turde Uve Lornsen ikke modsige ham, men afviste hans indvending med de ord: "Gamle historiske forhold kommer os ikke ved." Men da senere den danske konges embedsmænd og en flok advokater i Holsten og Sydslesvig samt et par forræderske prinser lavede oprør, skulle der pyntes på edsbruddet og forræderiet, og så brugte man et af en gammel historisk skrammelkiste fremhentet ord "up ewig ungedeelt". Med dette udtryk skulde samvittigheden dysses i ro; med det ville man vaske de brudte eder af sine fingre.
Blandt de "slesvig-holstenske" kampmidler var også en henvisning til et dokument fra 1326 (Constitutio Valdemariana), hvori der skal stå, at Danmark og Sønderjylland ikke måtte forenes under een hersker. Det var et dokument, som grev Gert lod den unge hertug Valdemar af Sønderjylland underskrive, da han for en kort tid gjorde ham til konge. Dokumentet er forsvundet, og den nævnte bestemmelse findes ikke i den gamle afskrift deraf. Men selv om den var ægte, faldt den jo bort, da senere hertugtitien og kongeværdigheden forenedes i en og samme person.
I året 1375 uddøde Abels efterkommere, der som kongens lensmænd havde været hertuger i Sønderjylland og til sidst boet på Gottorp. Den sidste af dem var hertug Valdemars søn Henrik. De holstenske grever, der var i slægt med dem, gjorde krav på at arve landet. Dronning Margrete måtte 1386 på sin søn kong Olavs vegne give Sønderjylland som dansk len til den holstenske greve Gerhard. Da greverne i Holsten idelig udstykkede deres land mellem sig, hvad der var tilladt efter tysk lensskik, men selvfølgelig til skade for indbyggerne, som udsugedes af de mange herrer, så forlangte Margrete, overensstemmende med d a n s k lensskik, at lenet ikke måtte deles, så at Sønderjylland skulde blive tilsammen udelt. På Danehoffet i nyborg (1386) gik grev Gerhard ind på dette vilkår. En udstykning af landet måtte ikke finde sted.
Den holstenske greveæt sad inde med Sønderjylland i 73 år. Den sidste mand af slægten var hertug Adolf. Da hans søstersøn Kristian af Oldenborg 1448 blev konge af Danmark, havde Adolf taget det løfte at ham, at han ikke også skulle være hertug i Slesvig; men det er sandsynligt, at Adolf har givet kongen denne forskrivning tilbage. I hvert fald var der senere slet ikke tale herom. Efter Adolfs død blev kong Kristian valgt til hertug i Slesvig og Greve i Holsten. Da Kristian den første 1448 var bleven fransk konge, havde han i Haderslev (den 1. september 1448) måttet underskrive en håndfæstning, hvis vigtigste forskrifter var følgende: 1) Hver gang tronen bliver ledig, skal en ny konge tages ved valg. 2) Embedsmænd skal være fødte i landet, ingen udenlandske herrer må komme ind i riget uden rigsrådets samtykke (i tidligere håndfæstninger var de enkelte landsdele holdte hver for sig, så at embedsbesættelser og forflyttelser skulde blive inden for den enkelte landsdel). 3) Kongen må ikke føre krig eller pålægge skat uden rigsrådets samtykke. 4) Kongens børn har ikke arveret til rørligt eller urørligt gods i riget; med andre ord, landet måtte ikke udstykkes, men skulle holdes sammen udelt.
Efter hertug Adolfs død 1459 havde Sønderjylland uden videre kunnet inddrages i Kongeriget som et forfaldent len; men kong Kristian ville gerne have det tyske Holsten med, og så gik han ind på at lade sig vælge til hertug i Slesvig og greve i Holsten. Dette skete i Ribe (den 2. Marts 1460). Kongen indgik en håndsfæstning, der i hovedsagen indeholdt de samme forskrifter som håndfæstningen i Haderslev, nemlig. ― 1) Hver gang en hersker dør, skal en ny hersker tages ved valg. 2) Embedsmændene skal være fødte i landet. 3) Der må ikke føres krig og pålægges skatter uden stændernes samtykke. 4) Lenet må ikke deles mellem sønnerne, arven må ikke udstykkes; landene skal blive evig tilsammen udelt ("up ewig ungedeelt").
Om Sønderjyllands tilbagevenden til riget udbryder en krønike, der på den tid blev skrevet i Ejdersted: "Da sandedes det gamle ord, som man ofte hører gamle folk bruge: den dag skal oprinde, da Gottorp og hertugdømmet uden sværdslag kommer tilbage under kronen." Medens man altså i Sønderjylland, selv så langt imod syd som nede i Ejdersted, glædede sig over, at det tvivlsomme forhold med holstenske grever som hertuger i Slesvig ophørte, og at den nøjere tilknytning til kongeriget opnåedes, var en del holstenere misfornøjede med, at hovedparten af deres landsmænd gik ind under den danske konges herredømme. I en krønike fra Lybæk tolkes dette misnøje i hårde ord: "Således blev da" ― siges der ― "holstenerne danske og ― ― ― gav sig med god vilje, uden sværdslag, under kongen af Danmark, hvad deres forfædre i mange år havde været imod og havde forhindret med værgende hånd. ― ― ― Alt dette havde holstenerne nu glemt på denne tid og blev af fri vilje trælle."
Dette er altså sammenhængen med det berømte eller berygtede "up ewig ungedeelt". Den danske lensret, hvorefter en lensarv ikke måtte deles, landet ikke udstykkes, blev ikke alene hævdet for det danske herlugdømmet Slesvig, men også udstrakt til det tyske Holsten, der dengang endnu var et grevskab, men senere fik navn af hertugdømme. Det var en gentagelse af dronning Margretes fordring fra 1386 til de holstenske grever, at Sønderjylland ikke måtte deles; det var en gentagelse af den forskrift i den kongerigske håndfæstning i Haderslev 1448, at landet ikke måtte deles.
Hvorledes gik det senere med disse forskrifter, disse såkaldte "landsprivilegier" ?
Med valgretten gik det således, at efter kong Frederik den tredjes valg 1648 blev der ikke mere valgt nogen hertug; men førstefødselsretten gjaldt, da oprøret kom 1848, havde valgretten været afskaffet i 200 år.
Fra reformationen (1530-1540) blev der fuldstændig slået en streg over den forskrift, at embedsmænd skulle være fødte i landet, der blev fuldt af indvandrede præster fra Tyskland. Også som verdslige embedsmænd fik udlændinge ansættelse. Ved siden af de mange tyske præster og andre embedsmænd fik også enkelte mænd fra kongeriget ansættelse. Forskriften om embedsmændene havde, da oprøret udbrød 1848, været sat ud af kraft i over 300 år.
Forskriften om krigsførelse og skattepålæg var bleven uænset efter enevældens indførelse i hertugdømmerne 1658; indkaldelsen af stænderne eller landdagen fandt efterhånden ikke mere sted. Den sidste landdag, hvis man vil betragte den som en sådan, var den, der 1721 samledes på Gottorp slot for at godkende Slesvigs adskillelse fra Holsten og indlemmelse i den danske krone. Den nævnte forskrift havde ved oprørets udbrud 1848 altså været ophævet i mindst 127 år.
Og så "Up ewig ungedeelt", forskriften om, at hertugdømmerne ikke måtte deles, arven ikke udstykkes. Allerede ved Kristian den Førstes død var hertugdømmerne gåede over til både kong Hans og hans broder hertug Frederik, senere kong Frederik den Første; en tid lang ejede de dem i fællesskab; så udskiftede de dem efter amter, der lå rundt omkring imellem hverandre. Efter Frederik den Førstes død skete en lignende udstykning, og fra den tid var der både en kongelig del og en fyrstelig eller hertugelig del af hertugdømmerne; den sidste ejedes af hertugerne på Gottorp, der indførte førstefødselsretten i deres del, endnu inden kongehertugerne havde gjort det i den kongelige del. Da hertugerne havde givet sig i ledtog med rigets fjender, mistede de deres besiddelser i Sønderjylland, som blev endelig forenet med den danske krone 1721. Dermed var båndet mellem Slesvig og Holsten brudt. Da oprøret 1848 udbrød, havde Slesvig og Holsten været adskilte i 127 år.
Og af håndfæstningen fra 1460, af disse for længe siden ophævede "landsprivilegier" ville man 1848 udlede retten til at gøre oprør og bryde eder og begå landsforræderi! Hvad om man i Kongeriget havde krævet fri forfatning, kongevalg o. s. v. på grundlag af den 400 år gamle håndfæstning fra haderslev 1448! Det kunne man lige så godt have gjort, som oprørerne kunne beråbe sig på håndfæstningen i Ribe 1460. Der var kun en aldersforskel af 12 år.
Ved udlandets hjælp havde hertugen af Gottorp 1658 opnået, at hans lensforhold til den danske krone ophævedes for hele hans slægts levetid. Dog måtte lenet ikke formindskes, da det efter slægtens uddøen skulde falde tilbage til kronen.
Også kongens del af Sønderjylland blev samtidig og på de samme vilkår i formen skilt fra kronen. Men efter at kongen havde fået enevoldsmagten (1660), blev der senere i Kongeloven fastsat, at alt land, som kongen ejede eller måtte komme til at eje, skulle danne en fælles arv, der ikke måtte adskilles. Dermed var den kongelige del af Slesvig atter forenet med kronen.
På grund af de gottorpske hertugers forbund med udlandet (Sverige) besatte og indlemmede kong Kristian den Femte den hertugelige del af Sønderjylland, men måtte igen opgive besiddelsen. Hans søn Frederik den Fjerde besatte under den store nordiske krig (1700-1721) den gottorpske del af Slesvig og udstedte 1713 en kundgørelse, hvorved han tog den i eje (den 18. Februar 1713). Da denne indtagelse aldrig blev hævet, da den tværtimod kort efter blev godkendt af England og Prøjsen, senere tillige af Frankrig, til sidst af den gottorpske hertugslægt selv, som var kommen på Ruslands kejsertrone, og da ifølge Kongeloven enhver tilvækst til den danske konges besiddelser skulle være en uadskillelig del af riget, så kunne der fra nu af ikke være tvivl om, at Danmarks rige gik til Ejderen.
Efter at Danmarks krig med Sverige var afsluttet med freden i Frederiksborg (den 3. juli 1720), hvorved Sverige samtykkede i, at hertug karl Frederik af Gottorp mistede sine lande, ville den tyske kejser som lensherre over Holsten, hvilket land altid havde været et tysk len, ikke samtykke i hertugens fordrivelse fra de holstenske besiddelser, og fra den tid af var hertugerne kun indehavere af deres lande i Holsten, medens hele Sønderjylland stod under kongen. Frankrig og England påtog sig at garantere Slesvigs tilhørsforhold til Danmark til evige tider.
Derefter indkaldte kongen "prælater [provster], det hele ridderskab og andre, som ejer adeligt gods i hertugdømmet Slesvig", til et møde på Gottorp slot for at hylde kongen som enevældig landsherre og sværge troskab og lydighed mod ham og hans efterfølgere efter Kongelovens orden". Hyldningen og edsaflæggelsen fandt sted uden nogen modsigelse, på et guldbæger, som dronningen nogle uger efter forærede kongen til hans 50årige fødselsdag, er der et billede, hvor tre mænd, fremstillende adelen, præsteskabet og borgerskabet, knæler for kongen, der sidder på en trone. Oven over står den indskrift: "Stænderne i fyrstendømmet Slesvig hylder kong frederik IV. 1721 den 4. September."
Som tegn på, at hele Sønderjylland fra nu af betragtedes som indlemmet i riget, blev i det danske våben de sønderjyske løver, der hidtil havde haft plads i midterskjoldet sammen med Holstens våbenmærker, flyttede ud i hovedskjoldet mellem kronens andre lande. Da senere (1767) den gottorpske slægt afstod sine holstenske lande til Danmark som bytte for Oldenborg, og den danske konge således blev enehertug i Holsten, vedblev ikke des mindre de holstenske våbenmærker at stå i mellemskjoldet, hvor de står den dag i dag. Holsten blev nemlig ingen sinde en del af Danmarks rige, men vedblev at være et tysk rigsland under den danske konges herredømme.
Man har stridt om, hvorvidt indlemmelsen i 1721 var, en indlemmelse af hele Sønderjylland i kongeriget eller kun af den hertugelige del i den kongelige del af Slesvig. En sådan skelnen lå ikke for datidens bevidsthed. Man betragtede den kongelige del af Sønderjylland som kronens eje, der efter kongeloven aldrig kunne skilles fra riget; en forening med den kongelige del måtte følgelig blive en indlemmelse i riget.
Hvad der var tidens opfattelse, kan ikke omtvistes. Fra 1721 var alle enige om, at Ejderen var det danske riges grænse.
For nogle år siden lod Flensborg Avis foretage en undersøgelse af geografiske og lignende værker fra de to sidste hundred år for at lå klarhed over brugen af navnet Sønderjylland, opfattelsen af hertugdømmets statsretlige stilling, stedsnavnenes brug osv. Et par hundrede værker på dansk, tysk, engelsk, fransk, latin osv blev gennemsete. Det er, så vidt vides, første gang, at en sådan prøvelse har fundet sted. Det viste sig da, ikke alene at navnet Sønderjylland og de danske stedsnavne altid har været i uafbrudt brug, men at man efter 1721 i alle lande anså hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland for en uadskillelig del af Danmarks rige, og at dette efter alle vidnesbyrd nåede til Ejderen.
Følgelig var det et helt nyt påfund, da i den første halvdel af det sidste hundredår indvandrede tyske professorer og andre ved tyske universiteter uddannede personer ville udbrede den forestilling, at hertugdømmet statsretlig hørte lige så meget sammen med Holsten som med kongeriget og ikke havde den kongerigske arvefølge. Når det nydannede "slesvigholstenske" parti for at støtte sine usande påstande støvede i gamle papirer og hængte sig i et enkelt udtryk som det berygtede "up ewig ungedeelt" ― der, ret beset, betød dansk lensret og dansk arvegang ―, så handlede det som en processyg mand, en ildesindet person, der uden at bryde sig om hævd og arv og fastgroet mening vil tilsnige sig en ret ved spidsfindig fortolkning og brug af et gammelt dokument.
Men dobbelt galt bliver det dog, når papirerne er falske. Og de "slesvigholstenske" papirer var falske. Selv om den gamle håndfæstning fra 1460 havde haft det indhold, oprørspartiet ville lægge ind i den, så var den for længe siden ikke alene sat ud af kraft, men retlig ophævet med alle parters samtykke.
Også af denne grund kunne den holstenske greve Karl Moltke dømme, som han gjorde, da han 1853 som minister for Slesvig i en skrivelse til den slesvigske stænderforsamling betegnede den holstenske opstand 1848 som "det skammeligste oprør, der nogen sinde har fundet sted i noget som helst land: et oprør, der blev forberedt ved de mest uforskammede løgne og bagvaskelser, påbegyndt med det sorteste forræderi, fortsat med mageløs hårdnakkethed, hovmod og grusomhed og endt med nederdrægtighed".
Vel vandt oprørerne ikke sejr i krigen 1848-50, men de havde givet den fremmede prøjsiske stat et påskud til at blande sig i Danmarks anliggender, og lejligheden blev yderligere og med snildhed benyttet af Bismarck i 1864 med det udfald, at både de to tyske hertugdømmer Holsten og Lauenborg, af hvilke det sidste på fredelig vis var kommet til Danmark 1815, og tillige det gamle danske kronland Sønderjylland foreløbig gik tabt for Danmark, der endnu må vente på opfyldelsen af den folkeafstemning, som blev lovet i fredstraktalen i Prag 1866 (§ 5) efter krigen, mellem Østerrig og Prøjsen.
Alle "slesvigholstenske" drømme om oprettelse af en selvstændig stat "Slesvig-Holsten" er slåede til jorden; uden barmhjertighed er hertugdømmerne blevne berøvede enhver art af uafhængighed og indlemmede i en fremmed stat.
Og så vil fortyskningpartiet endda blive ved at tale om vor historie og derfra hente våben mod os danske!
Forfatteren Henrik Pontoppidan fortæller i sin bog "Den lille rødhætte" om en herregårdsfrue, som efter sin mands død gjorde underslæb af testamentet og derved blev ejer af godset. Men hun kunne ikke få sig til at tilintetgøre dokumentet, og samvittigheden lod hende ingen fred. I søvnløse nætter stod hun op og gik ind i salen, hvor hun havde gemt testamentet i et hult rum under et vindue. Hun tog det frem og læste i det. Disse nattevandringer til salen blev påfaldende og gav stødet til opdagelsen af falskneriet. Hun endte i tugthuset.
Fortyskningspartiet bærer sig ad som hin falsknerske. Samvittigheden giver det ingen ro. Det må idelig tale om historien. I sin sædelige forvildelse vil det dække over falskneriet ved fremdeles at påstå, at landsforræderne mod vort fædreland havde ret, og at vi danske kun har halt uret.
Hele vort indre oprøres ved en sådan fornægtelse af sandhed og ret. Vi venter, at vor ungdom vil oprøres og harmes med os og blive stærk til at bryde ud af den løgnevæv, hvori man vil indspinde den, at den vil fatte det faste forsæt, for hele livet at blive tro mod vor sag og at deltage i kampen for den, ledet som vi af de gode, ærlige ønsker:
Ned med falsknerne!
Retten og sandheden leve!
Talen Vor Fortid holdt i Fjelstrup den 22. februar 1902. Her efter Redaktør Jessen i tale og skrift. I udvalg ved Marie Jessen, 1921. s. 50-61. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Jens Jessen > |
