Jens Jessen: Blodet binder (1882)
Der står i en sang om de danske kæmper, der er faldne i kampen for Sønderjylland, to vægtige ord: Blodet binder. Det i kampen udgydte blod skulle for evig have bundet Sønderjylland fast til moderlandet og forenet sønderjyderne med det øvrige danske folk til een åndelig enhed. I Istedslaget blev 3797 danske mænd dræbte eller sårede. Hvis Sønderjylland, åndelig talt, for evig var bevaret for Danmark, så har disse mænd, der lod deres liv eller udgød deres blod for fædrelandet, ikke forgæves bukket under for døden eller set den i øjnene. Men er det nu så, at blodet binder?
Det er ikke alt blod, der binder. Hvis så var, da ville det være en let sag at binde lande og folkeslag sammen, der er adskilte i slægt og sprog, i sæd og skik. Thi da ville enhver stor hær, der gik ud på landvinding, kunne fuldbyrde en gerning for evigheden, da ville de små uden håb og uden trøst for bestandig være prisgivne til at kues og knuses af overmagten. Men det er lykkeligvis ikke så. Det er ikke alt blod, der binder.
På kæmpegraven hist oppe på kirkegården står iblandt de mange mindesmærker en sten, der mellem buskene og under bladhænget måske er skjult for alle deres øjne, der ørkesløse slentrer omkring i dødens have, men som snart opdages af enhver, der med stolthed, om end med vemod, dvæler ved graven. På denne sten står de ord af menneskesønnen, som han udtalte den sidste nat, før han gik i døden: Ingen har større kærlighed end den, der sætter livet til for sine venner (Joh. 15, 13). Her er der sagt, hvad der alene kan give blodet samlende og forenende kraft! Det er kærligheden, der binder. De helte, der med hjertevarme gik i døden for fædrelandet, der med glæde satte livet til for deres venner, for deres dyrebare landsmænd, de udgød deres blod af kærlighed, og dette blod har bindende kraft. Deres ild tænder i andre sjæle, deres troskab gemmes i andre hjerter, deres kærlighed genopvækkes i andre sind. Mange tårer er udgydte ved de faldnes grave. Hist oppe ved den store grav er de der i ly af de skønne buske, der breder sig skærmende ud over højen, opsendt mangen en stille bøn for den sag, som vore hedengangne kæmper led og stred for. Disse tårer og disse bønner er ikke frugtesløse: de vedligeholder kærlighedens hellige ild.
Vi kender nok det dristige ord om "blod og jern", der skal sammenkitte og sammenføje de før adskilte lande og folk til een statsenhed. Vi glemmer ikke, at der også er flydt meget blod på den anden side i kampen om Sønderjylland. Dette blod har foreløbig bundet os til den prøjsiske stat og det tyske rige. Men derved er vi ikke blevne fremmede for os selv. Lad os længe nok tælles med blandt kongeriget Prøjsens undersåtter og kejserriget Tysklands indbyggere: vore hjerter gemmer dog trofast en kærlighed, som ingen magthaver kan udrive.
Flensborg Avis den 25. juli 1882. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Jens Jessen > |
