Otto Jespersen: Sprogrøgt (1902)

Lad mig sammenfatte: for mig er spørgsmålet om fremmedords afløsning ikke et nationalt spørgsmål i gammel forstand, så at kun det fra arilds tid danske (eller dog nordiske) har værd, alt andet er af det onde. Men nationalt i den forstand at alt hvad der har værd for vort folk, udnyttes, dyrkes og udvides, uden hensyn til hvor det kommer fra: meget godt er født udenfor Danmark, det kan vi optage; og meget slet er født i Danmark, det skal vi udskille. Målestokken for hvad der er godt eller dårligt, bliver rent sproglig, eller om man vil sjælelig, men vel at mærke dansk-sproglig eller dansk-sjælelig: langtfra alle de ord der i deres hjemstavn føles som ypperlige udtryk for tanken, er lige så gode for os, ganske simpelt fordi den sjælelige jordbund er en anden, så at ordet kommer til at stå rodløst og forladt; tanketrådenes fine spind knytter det ikke til andre ord, og derigennem til begrebet. I samme grad som de allerede optagne ord er vanskelige at tumle med (svære at forstå, at huske, at udtale, at skrive, at bøje, at danne afledninger af), i samme grad bør man se at få dem bort og, om fornødent, afløse dem med ord der bedre opfylder danske ords borgerpligt: bekvemt og sikkert at bringe tankebud fra mand til mand her i landet. Og derved bliver spørgsmålet endelig nationalt også i den forstand at vi ved denne art sprogrensning fjerner en af de værste hindringer for folkeoplysning, afskaffer en af årsagerne til dumt klassehovmod og sletter et af de overflødige skel mellem folkets lag. Der er desværre nok af dem tilbage!

I Tilskueren, 1902. Genoptr. DIH Kildebind s. 317