Hans Jacob Hansen: Sundhed og fædrelandskærlighed (1914)
En moderne svaglighed er "nervøsitet". Hver andet voksent menneske er "nervøst"; nogle tåler ikke dit eller dat, andre kan ikke sove, atter andre bliver overanstrengte af grumme lidt; man hører om alskens nervelidelser, om hysteri, om indlæggelse på nervekliniker, om sindssygdommes tiltagen, om det uhyggeligt store årlige antal af forsøgte selvmord. Dette selvmordsvæsen, der er udslag af stærk modløshed eller ren pjaltethed og tillige af en faktor, som må være en vis form for mod til at gøre springet over i det ubekendte eller en fuldstændig optagethed af øjeblikket uden tanke derudover. Netop denne hjemlige floreren af selvmord er en udpræget kultursygdom, thi i halvkultiverede lande, som Spanien, Italien, Balkanfolkene, er selvmord langt, langt færre. – Og hele nervøsitets-uvæsenet, fra de lettere former til nerveklinikkernes patienter, hænger nøje sammen med nydelsessygens åndelige habitus. Nydelsessyge, trangen til for himlens skyld at skulle være med, forfængeligheden at skulle kappes med venner og bekendte i – ja, selvfølgelig ikke i dygtighed og soliditet, men i alt, hvad der overfladisk kan tage sig ud. Deraf mangelen på sindsligevægt og på rolig, kraftig virksomhed, deraf medtagne nerver hos yngre og ældre, deraf den ængstelse for øjeblikkets eller den nære fremtids økonomiske tryk, der angriber de gifte. Mange finder det ligefrem fint at være "nervøs"; det kan man gøre sig interessant med [...]
Men skulle de nævnte sjælelige galskaber med den uhyre materialisme ikke netop være den væsentlige årsag til vore elendige politiske forhold med den mer end tarvelige Rigsdag og dito regering? Mon man ikke også heri kan finde grundene til den tilsyneladende modsigelse, at vi er ovenud indbildske af vor "høje kultur", så vi mener os selv at være verdens mest fremskredne kulturfolk, mens vi samtidig anser os selv for så ynkelige, at vi, i hvert fald det store flertal af os, mener at vi egentlig bør opgive at forsvare os mod en erobringslysten fjende? Og mon netop de sjælelige sygdomme, der giver sig udslag som "nervøsitet", ædesyge etc., ikke også er en hovedgrund til, at over 90 procent er blinde eller ligegyldige for de ydre farer, at ikke 10, måske ikke 3 procent af landets voksne befolkning har fædrelandskærlighed? [...]
Nationalfølelsen vil sikkert ytre sig vidt om i det øjeblik, fjenden begynder at brede sig på dansk grund, men den vil vise sig som et tyndt surrogat for det, en vidtstrakt og sund fædrelandskærlighed kunne have tilvejebragt.
Thi fædrelandskærligheden er i følge sit navn kærlighed, altså en aktiv følelse, hvis naturlige udslag er bekymring og omsorg for den, man elsker. Den kan paralleliseres med forældrekærlighed. Og læserne vil antageligt indrømme, at forældrekærlighed viser sig i, at den drager omsorg for børnenes sunde legemlige og åndelige behov og udvikling, således at de står godt rustede til kamp for tilværelsen. Men når forældre forsømmer deres børn, lader dem gå for "lud og koldt vand", med det resultat, at børnene dør tidligt eller udvikler sig til forbrydere, så vil man næppe sige, at forældrenes hylen op over ulykken, når den er sket, er tilstrækkelig til at kaldes værdifuld forældrekærlighed. Kærlighed, altså også fædrelandskærlighed, er en følelse, der driver til omtanke på forhånd, driver til aktivt så vidt muligt at skabe og sikre både i den nærmeste og i den fjerneste fremtid en god, en lykkelig, en hæderfuld eksistens for den, der elskes.
Jyllands-Posten, 1914. Venligst indsendt af Peter Neerup Buhl. |
