C.C. Hall: Ja til fredsslutning (1864)
Når talen er om at handle på folkets vegne, da er man nødt til og forpligtet til at måtte overveje, om de farer og ulykker, der vil true ved at svare nej, ikke er større end de, der vil komme frem ved at sige ja.
Efter den alvorligste og samvittighedsfuldeste overvejelse er jeg kommen til den fulde overbevisning, at disse farer, således som vor situation er, således som den i enhver retning er, både med hensyn til det indre og med hensyn til det ydre, vil blive større ved at svare nej end ved at svare ja, og efter denne min opfattelse og overbevisning kan jeg ikke forsvare at sige nej.
Når jeg da forsøger at besvare mig selv det spørgsmål, hvilken fremtid der da vil komme for os, så føler jeg sikkert alt det tunge og sorgfulde og nedtrykkende, der vil komme til at ligge i den, – det vil blive en sørgelig og tung fremtid; men jeg føjer dog til: Det er for mig ikke en håbløs fremtid; det er for mig ikke nogen dødsdom, der fældes over mit fædreland! Jeg kan ikke gå ind på denne opfattelse. Når jeg betragter vort lille fædreland således, som det nu bliver tilbage, da sker det visseligen med et tungt og nedtrykt hjerte, og det ikke mindst, fordi jeg ved, at det sidste år har været rigt på onde dunster, som har lagt deres klamme og nedtrykkende tåge over det danske sind; men jeg ved også, at disse onde dunster har fundet deres største næring netop i den uvisse og tvivlsomme stilling, hvori vi stadigt har befundet os, og jeg har på ingen måde opgivet håbet om, at når afgørelsen er sket, selv om den er tung og sorgfuld, så vil dog dunsterne forsvinde og det gamle danske, frejdige sind atter komme frem!
Og når jeg ser hen til mine slesvigske brødre, der går bort, kan jeg heller ikke opgive håbet, – og jeg føler mig overbevist om, at dette håb ej heller er opgivet.
Man har vel sagt, at man har set, hvorledes en del af en nationalitet kan kues og tilintetgøres. Men jeg har dog den faste tro, at dette ikke vil ske lige overfor den danske nationalitet i Slesvig, og jeg har denne tro, netop fordi de danske slesvigere under stedfundne kampe, som måske i visse henseender har været fuldt så farlige, netop fordi kampens berettigelse og formål ikke stod så klart, har vist, at de vil holde fast på deres nationalitet, og jeg er overbevist om, og er styrket i denne min overbevisning ved mange vidnesbyrd, der er kommet til mig, at denne følelse ikke er blevet og ikke vil blive knust hos de danske slesvigere ved den afgørelse, der nu måtte finde sted.
Den vil leve og overleve også de anstrengelser, der måske vil blive gjort for at kue den, og den har nu en støtte, som den tidligere ikke havde, en støtte nemlig hos et folk, vel et lille, men som har den fordel, at det er et rent og fast og fuldstændig dansk folk, der fremfor tidligere er sig bevidst, at det har kæmpet de hårdeste og blodigste kampe for Slesvig, og derfor bragt de største ofre, er sig bevidst, at, selv om det nuværende tryk har måttet lede til den afgørelse, som er sket, dog ingen dansk slesviger vil – det håber vi – kunne tro, at noget medlem af den danske repræsentation har frivilligt og godvilligt bortkastet sine slesvigske brødre.
Af folketingstale, nov. 1864. Genoptr. DIH Kildebind s. 219 |
