Harald Nielsen: Om den danske krigshistorie (1911)

[Svenskeren Dr. Gustav Sundbärg har hævdet, at danskerne mangler personligt mod]. Man kunne jo unægtelig ønske at høre begrundelsen til en påstand, der udslynget i al almindelighed blot er en grov fornærmelse. Er det danske soldaters opførsel i forrige århundredes krige, der berettiger hr. Sundbärgs dom ? Er det danske sømænd eller måske vore fiskere, der langs vore kyster gang efter gang har kæmpet med døden for at frelse skibbrudne, der har givet ham grund til at fremsætte den? Er det det skudsmål, danske udvandrere har erhvervet sig i fremmede lande? Spørg i Kongostatens annaler, søg i Fremmedlegionens lister, i Siam eller hollandsk Indien, og hør, om danske ikke så godt som nogen anden nations mænd har forstået at ofre livet på pligtens og ærens bud […] 

Danskernes krigshistorie afgiver på intet punkt vidnesbyrd om mangel på mod. I vikingetiden deler de ry med de andre nordiske stammer, i Valdemarernes tid frembyder landets historie et billede af krigerlykke, statsmandsevne og udvidelsestrang, der svarer til Sveriges historie flere århundreder senere. De er hverken nu eller senere nogen antydning af, at danskerne skulle have haft mindre fysisk mod end svenskerne. Det var ikke dette, der afgjorde deres kampe, det var noget helt andet, hvorover de ikke var herrer. Det var de to landes geografi. Det var det, at Sverige på grund af sin størrelse og sin natur lod sig erobre, men ikke besætte. Et slag var ingen sejr, et hærtog ― skovene lukkede sig som bølger bag det. Alle anstrengelser, alt mod mattedes på denne opgaves uløselighed. Det var usårligt, medens Danmark, det dengang folkerigere og mere velhavende land lå udsat for alle angreb. Svenskerne kunne hærge Skåne og tyskerne Jylland. Et hærtog fra Danmark var som et udfald fra en åben by ― alt afhang af sejren. Et hærtog fra Sverige var et udfald fra en naturlig fæstning, der sikrede tilbagetog og nyt fremstød. De mærkeligste bedrifter i Sveriges historie, Gustav Adolfs og Karl d. XII's, har dette forhold til forudsætning. Kristian den Fjerde i Tyskland og Gustav Adolf i Tyskland er ikke blot forskellig feltherredygtighed, ikke blot forskellen mellem nederlag og sejr, men tillige en anden og endnu mere skæbnesvanger forskel. Den ene kunne omgås, hans land kunne oversvømmes bag hans ryg, medens den anden kunne drage frem og falde uden uro for sit land. Det kunne angribes, men det kunne ikke i en håndevending oversvømmes og ødelægges. Karl d. XII kan uden at hjemlandets integritet lider sidde årevis i Tyrkiet. Valdemar Sejr kan ikke forsvinde, inden Danmark hærges fra alle sider. En svensk krigsherre kunne vende alene tilbage som flygtning, en dansk var aldrig alene. Havde han ikke sine egne, så havde han fjendens tropper til følge.

Historien læses jo bagfra, og resultaterne kaster sit bestemmende skær over planerne og anstrengelserne. Seet tilbage, hvilken dårlig krigernation har danskerne da ikke været, hvor overstråles de ikke af svenskerne! Men læs engang vores historie forfra, og man vil få en noget anden opfattelse; thi se engang, hvor det har kæmpet, dette land! Hvergang de strategiske betingelser tillod det, har det foretaget fremstød. Efter et tidsrum af grænseløse ulykker samler det sig på ny, og fuldbringer den største militære og politiske opgave, nogen nordisk magt har at opvise, det forener de tre nordiske riger. Også denne lider, som antydet af det foregående, af en indre umulighed, men medens Sverige trods al sin tapperhed og krigerdygtighed aldrig har formået at undertvinge Danmark, skal det huskes, at det folk, der nu efter hr. Sundbärgs opfattelse mangler fysisk mod, engang har hersket over Sverige, og i fire hundrede år formåede det at hævde herredømmet over Norge, Sveriges naboland, adskilt fra os ved et hav. ― ― I hundreder af år kæmpede det mod Sverige og Tyskland, kæmpede beundringsværdigt, heroisk; udrustede hær efter hær, flåde efter flåde, ― sejrede og tabte ―, tabte, hvorfor og mod hvem ? Ikke imod Sverige, ikke mod Hansestæder og holstenere, men imod en anden langt farlige fjende, dets egen politisk-strategiske beliggenhed.
Dets stilling var som Thors i Utgårdlokes hal. Det løftede og løftede, og da katten kun fik det ene ben fra gulvet, troede det beskæmmet, at det var kommet til kort og ydmyget gav det fortabt, thi det anede ikke, hvad det løftede på. Men i virkeligheden havde det udført en mærkelig bedrift. Opgaven, på hvilken det tilsyneladende ødte sine kræfter, var en anden og større end den så ud til, men først nu, da vi er ude af trældommen, ser vi det.

Af Ugens Tilskuer. Tidsskrift for politik, litteratur og samfundsspørgsmål. Fredag d. 1. december 1911 nr. 61-62. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Harald Nielsen >