Harald Nielsen: Forsvar og demokrati (1908)

Når man trænger dybere ind i forsvarsspørgsmålet, ser man, at det hænger nøje sammen med hele vor nationale tilværelse og til syvende og sidst munder ud i spørgsmålet:

Hvad er en nation?

Dette må man jo nemlig vide, hvis man vil gøre sig klart; hvilke muligheder vi har for at kunne vedblive at være en nation, og om et forsvar hører til de nødvendige betingelser for at være det.

Flertallet af danske ville straks – uden betænkning besvare spørgsmålet således: en nation er et folk med et fælles sprog og fælles historie. Nogle ville føje til: med selvstændighed og vilje til at forsvare den. Derom ville der dog være delte meninger. Det er netop tvistepunktet, som skal undersøges.

Men selv den del af svaret, som flertallet var enige om, ville ikke kunne stå for kritik.

Man har nationer med en levende nationalfølelse, for hvilke sproget aldeles ikke er det forbindende. I Schweiz taler man tre sprog ved siden af hinanden. I "De forenede Stater" er det officielle sprog ikke særegent for landet, og under det officielle sprog, der for masser af amerikanske borgere ikke er modersmålet, lever og trives en række andre Sprog. "De forenede Stater" er overhovedet beviset for, hvor store forskelligheder, der kan rummes indenfor en nation uden vanskelighed. I henseende til race, til sprog, til fortid er befolkningen en af de mest brogede i verden, og dog lider folket ikke under nogen national splid. Det er eet folk, een nation.

En nation kan altså omfatte forskelligheder af enhver art, og ensartethed med hensyn til sprog, historie, religion o.s.v. må betragtes som en begunstigelse, men ikke som en absolut nødvendighed.

Det samme resultat kommer Renan til i det foredrag, han holdt på Sorbonne 1882.

Han viser, hvor forgæves det vil være at bygge en nations tilværelsesret på geografiske, historiske eller etnografiske grunde. Erobringer har forandret grænserne, undertvungne folkeslag er blevet indsmeltet i nationen og er gået op i den, og de smerter, det engang voldte, er længst glemte. Vi har et eksempel for øje på den anden side sundet. De provinser, der engang var danske og kæmpede mod Sverige, er nu svenske helt og fuldt, som om der aldrig var øvet tvang imod dem.

Da Renan til sidst skal pege på, hvad en nation er, véd han derfor heller ikke andet at sige end: at det er et folk med fælles vilje. "At have udrettet store ting sammen (dvs: at have ytret sig som en samvilje), at ville udrette store ting sammen (dvs: bevare denne samvilje usvækket), det er den væsentlige betingelse for at være en nation". Han tilspidser tankegangen i de ord: "En nations tilværelse er en daglig gentagen beslutning af folket, ligesom individernes tilværelse er en uafbrudt ytring af liv".

Svaret er tilsyneladende meget magert og lidet oplysende, men vi vil senere få at se, hvor rigtigt det er og hvor meget, der ligger i det. [...]

Man har nyligt fra socialdemokratisk side gentaget, at vort forsvar hviler på den løgn, at vi kan forsvare os. Der er grund til at spørge, hvorledes det demokrati vil blive, der lever på den løgn, som det vil være at slås indbyrdes om en frihed, som man ikke vil forsvare udadtil.

Skulle afvæbning finde sted, da kan man kun ønske, at landet hurtigst muligt må blive erobret, inden den hule og fuldkommen forløjede samfundstilstand helt har ødelagt folket.

Vort militærvæsen har det sundeste og bedste grundlag, noget socialt fænomen kan have. Det hviler på den sandhed, at vi skal forsvare os, fordi vi er en stat, og fordi vi er et demokratisk samfund.

Det er et rent umiddelbart livskrav til os. En nation forsvarer sig ikke efter en nøjere overvejelse. Den forsvarer sig, fordi den er en nation, og er en nation, fordi den forsvarer sig. Dens selvhævdelse kan ligeså lidt som individets være afhængig af nogen begrundelse. Individet spørger ikke først, om det kan få sikret sig en så og så lang levetid, inden det overhovedet giver sig til at leve. Det lever og hævder sig, som om det gjaldt at leve evigt.

Det samme bør nationen – blot med så meget større grund. Man hører om mennesker, at de kun lever, fordi de vil leve. For nationernes vedkommende kan der ikke være tvivl om, at dette spiller en rolle. For dem er beslutningen en del af opfyldelsen. I dette er der intet gådefuldt. Det er en lov, der gælder ikke blot for nationen, men også for andre sociale foreteelser, som f.eks. ægteskabet. Selv om der gives skilsmisse, og den bliver benyttet nok så rigeligt, kan man dog ikke gifte sig med den bagtanke, at det ikke kan vare. Forudsætningen er altid og må altid være, at det skal vare, og i denne forudsætning ligger en del af ægteskabets styrke; thi parternes opførsel og de egenskaber, der udvikles i samlivet, bliver anderledes, når man går ud fra, at det skal vare, end når man indretter sig på, at det ikke kan vare.

Genudg. i Fire Felttog, 1949 Venligst indsendtaf Peter Neerup Buhl. Læs mere om Harald Nielsen >