P.V. Grove: Tilbagetoget fra Dannevirke (1864)

Slesvig, fredag den 5te februar, kl. 10 1/2 aften.

I afskedens øjeblik skriver jeg, fortumlet og dybt rystet, disse sidste ord fra Slesvig by. Hovedet svimler af tusinde tanker. Armeen er på tilbagetog. Dannevirkestillingen er opgiven, de kostbare værker, hvortil så mangt et stolt håb var knyttet, står nu med fornaglede kanoner, og når dagen i morgen oprinder, vil fjenden triumferende holde sit indtog i Slesvig, hvor alt er forberedt på at give de tyske tropper en festlig modtagelse.

Endnu i dette øjeblik ved vore soldater ikke, hvad der forestår dem i denne nat. De står endnu i stillingen og venter måske om kort tid at skulle optage det angreb, som man ved, at fjenden har påtænkt i morgen, men når da signalet lyder, vil det ikke være: avancer! men: retirer!

Stakkels soldater, stakkels officerer, stakkels Danmark! Hvor tungt at være lille, og dobbelt tungt at regeres af folk, der ikke kan tåle tanken om de "strømme af blod", som hver af Danmarks sønner i hæren med glæde vil udgyde for vores fælles fædreland. Det er smukt at være menneskelig, men smukkere endnu ikke af menneskelighedshensyn at glemme det, der står højt derover: æren!

Der alarmeres til opbrud. Farvel Slesvig. Farvel du dyrebare Dannevirke, hvis navn giver så kraftig genklang i hvert dansk bryst!

Af krigskorrespondents beretning til Dagbladet, februar 1864. Genoptr. DIH Kildebind s. 213