Holger Drachmann: Af Derovre fra grænsen (1877)
Når vi vender os fra fjendens monument, så har vi foran os de danskes monument – den gamle Dybbøl Mølle. Står den ikke der, lyslevende, sej og kraftig i sin overbevisning om at stå på sin ret, til trods for at den står på fjendens grund? Er der ikke kerne i den; og bider og tygger ikke dens stenhårde tænder al denne kerne, for at sigte skallerne fra og kun give kerne igen? Nedskudt og oprejst, brændt og opbygget, har den som en fugl Fønix stedse rejst sig af sin aske, og hæver nu i dette øjeblik sine store, mørke vinger mod himlen, som om den ville tage aftenens skyer til vidne på, at den har båret meget og er rede til at bære mere. Og hvorfor? Den lever på en idé; og når man lever på en idé, kan man ikke falde sammen. Den kan også tale, ligesom de faldnes skygger; ja bedre end skyggerne. [...]
Jeg stod udenfor det lille skovhus i udkanten af Bøffelkobbel Skov, hvor for tretten år siden den danske dragon var kommet sprængende og blevet kastet af hesten ved preussiske geværer bag træerne. Jeg stod ved siden af den unge pige, i sin tarvelige, klædelige dragt, med dette noget i øjet, som ingen dansk bondepige ovre fra øerne skulle kunne fremvise. Jeg stod foran den grav, som fædrelandskærligheden havde indviet, pieteten smykket. Vi danske fra øerne er sådan et æstetisk folk. Jeg kunne, trods pieteten og fædrelandskærligheden, ikke undlade en lille bevægelse i mit stille sind: ja, dette er ærligt og smukt og varmt ment, men – lidt smagløst. Den unge pige stod og så’ på disse bomber og fuldkugler med flagrende dannebrogssløjfer, disse græsrabatter med tro, håb og kærlighed i evighedskranse, og denne enfoldige inskription over de faldne krigere. Hendes træk var så rolige og hendes blik så fordringsløst, sikkert i al sin troskyldighed, da hun vendte det mod mig og i sin dybe, faste dialekt sagde:
Ikke sandt, det er så kønt!
Da jeg trykkede hendes moder, den gamle, halvblinde kone, min skærv i hånden, vendte hun sig bort.
Glem os ikke! sagde hun, da jeg tog af sted.
Glem os ikke!
En stor, rigtudrustet kunstner fra renæssancen kunne måske i et lykkeligt øjeblik fængsle dette udtryk i den sønderjyske piges øjne. En stilist ville, selv med opbydelsen af hele den moderne kunst, stå hjælpeløs overfor gengivelsen af indtrykket. Men man har jo lov til at fordre sig troet på sit ord, når man taler ærligt og varmt til et folk. Hvis al det håb, den inderlighed, den dybe resignation og den brændende tro, som lå i dette blik, kunne gennemtrænge det danske folk, så kunne en vandringsmand derovre ved grænsen begynde at tro på en regeneration hos det danske folk, hos det folk, som aldrig er interessant ved sin opblussen i øjeblikket, som kan være så forunderlig svagt gennem lange tiders selvfortærende hvile, og som kan rejse sig, stærkere end noget andet, mere pålidelig i sin kraft, og kæmpe og lide i heltemodig enfold gennem trange og truende timer – fordi det da kaster sit frønnede ved fra sig, som offer på håbets brændende vagtblus.
Af Derovre fra Grænsen, fra kapitlerne "Efter solnedgang" og "Gilder og grave" 1877. Genoptr. DIH Kildebind s. 225. Læs mere om Holger Drachmann >
fuldkugle: massive kanonkugler |
