Hans Dahl: Om det danske sprog og fremmedord (1875)

Det er en vel kendt sag, at vort modersmål i tidernes løb har været stærkt udsat for påvirkning af fremmede sprog, af de levende særlig tysk, og det gik så vidt i sidstledne hundredår med ødelæggelsen, at det er et helt under, at en genoprejsning, som den der yppedes fra førstningen af dette hundredår ved det store ånder, Gud sendte vort folk, kunde lade sig gøre; – men skønt vi endnu langtfra er komne så vidt, at følelsen for modersmålets ære og renhed kan siges at være klart rådende hos størstedelen af nutidens forfattere og skrivende, er der dog meget udbytte at hente til vidnesbyrd om fremgangen og om, at den følelse breder sig mere og mere, "at sproget på den kulturgrad, som det har opnået, fordrer en ulige strengere omhu for renhed i orddannelsen" (Molbech, 1833).

En ukendt forfatter sig i et lille skrift udkommet 1766 (1), altså midt i den værste tyskertid, om dem, der ville gå den rette vej til modersmålets "forbedring": 1) "hvor der noget umisteligt er glemt og gået af brug, der opsøge de det og bringe det for igen ... 2) de er ikke for storagtige til at lære dansk af fattige folk og pøbelen eller de enfoldig talende landets børn, og 3) de tage tiltakke med alle slags gamle ringeagtede skrifter, når der kuns er noget at finde, som tjener til sprogets forbedring."

Netop denne vej, om hvilken han i sit troskyldige sprog varsler, at de, der følge den, ville føres "til en behagelig frugtbar egn, hvor den danske tunge vil stifte et nyt rige igen", have vi søgt at slå ind på i nærværende dansk hjælpeordbog. Det blev givet dette hundredår i det store både at påvise modersmålets foryngelseskilder, grave dem op og yde hele det hjælperede, som er fornødent til at fremme hin ukendte forfatters og vort formål, og vi have søgt at bruge det, så godt vi evnede, for at imødekomme en trang hos almenheden, vi tro er til stede netop i en tid som denne, da sporene af de tidligere tiders hærværk mod vort modersmål ingenlunde endnu ere udviskede, og striden endnu er standende (jvf. det politiske livs rørelser), om vi er bedst tjente med at uddanne vort modersmål i retning af det verdensborgerlige eller i retning af det nordiske, d. e., om vi skulle i magelighed gå ud af os selv eller i alvor gå i os selv. Hvor vi stå kan bedst udtrykkes i nogle ord af fortalen til "100 danske ord" 1868, hvor samme forfatter som dansk hjælpeordbogs siger: "om det end kan siges med rette, at ikke enhver sprogøgning er af det gode, så skal det dog slås fast, at en sprogrensning og sprogøgning, der støtter sig på oldsproget, dettes levninger i vort skrift- og talesprog og vore bygdemål, frændemålene i Norge og Sverige, så vel det skrevne som det, der tales mellem Norges fjelde og ved Sveriges dybklare søer, og ikke gør brud på de almindelige lydovergange, er en naturlig ret, som ingen, han være nok så klog, skal kunne fravriste os", og vi føje hertil ny-islandsk, hvis evne til så godt som alene at bruge ord af egen malm næsten er enestående. – Denne grundtanke, som for så vidt ikke er ny, da den i næsten alle sine hovedtræk i 1850 er udtalt af M. Hammerich, er måske dog ikke tidligere bleven udtalt i så kort og sammentrængt form, og den er vor eneste sprogrensnings- og sprogøgningsregel. Det gælder da kun at finde de "unyttige" fremmedord og så vise skønsomhed med hensyn til "levningerne", så vi ikke efter vort særtykke pårakke modersmålet, hvad det hverken vil eller kan tage imod. At finde den rette grænse her er vanskeligheden, og denne turde vel og i en vis mon være flydende, så til en vis tid ord, der nu ikke kunne få indgang, godt kunne indlades længere hen, når vilkårene for deres tydelighed imidlertid er komne til stede, som Horats siger:

Ord genfødes, som én gang er faldne, og falde vil de, som
nu er i hæder og ære, hvis så sprogbrugen det kræver,
denne lægger som dommer jo love og regel for talen.

(Efter O. Kjærs overs.).

Så meget om bogens grundtanke, om dens enkeltheder kun følgende:

1. At lave ord har ligget aldeles udenfor vor tanke; et sprog lader sig ikke "rette" som en flok soldater, når det lyder: "ret!" Derimod er et sprog ofte blevet godt og vel øget ved ord, som falde den dannede taler eller skribent i munden og i pennen i et lykkeligt øjeblik, som derfor ikke findes i fortidens ordbøger, men straks vise sig tjenlige til klart at udtrykke tanken. Sådanne ord vil man og kunne finde i nærværende bog, f.eks. bogløs, bogfast, fredlægge o. s. v. Men tallet på slige ord uden vedføjet kildested er ikke stort.

2. Læseren vil støde på en hel del ord, som er vel kendte og måske spørge: hvorfor stå de her? dem bruge vi jo stadig! – De stå der, fordi ved siden ad dem bruges fremmede eller fremmedladne ord, med de tilsvarende danske – ikke énstydige, – men aldeles samfældige, der enten kunne true med at tage luven fra de danske eller i det hele er en skændsel for modersmålet, f.eks. få = bekomme, erholde, fader = papa, slid = slittage, medgørlig = facil, gelassen o. s. v.

3. Hvad menes med udtrykket "Nordens sproglige vekseldrift", som findes flere steder? – "Vekseldrift" er som vel kendt hentet fra agerbrugssproget; ligesom i følge den snart den ene snart den anden ager hviler efter et vist omdrev, således kan i Nordens tre sprog, som dog kun er ét tvillingsprog, et ord en tid ligesom være i hvile i det ene, medens det findes i levende brug i et af de andre eller dem begge, indtil så tidens fylde kommer, da det atter skal komme i levende brug. Gennem svensk eller norsk tale- og bogsprog kan på denne måde et ord, der kun findes i gammeldansk eller måske i et enkelt af vore landsmål, bringes tilbage i nutidsdansk og blive levende ord i sproget igen, og omvendt, og i dette forhold ligger den glædeligste, ja næsten grænseløse mulighed til opelskning og opdyrkelse af ældgammelt sprogemne. F.eks. kending, bryn, emne, ræd, nævn, diger, djærves, balk, mon, øre, huskud, o. s. v.

4. Mangen læser vil spørge ved at se i ordtavlen ordene med de tyske forstavelser satte blandt fremmedord eller fremmedladne ord: kan det forsvares, særligt at støde ordene med be- ud? Hertil ville vi svare: lader os støde ud så mange vi kan af alle de tyske forstavelser, når kun modersmålet har noget godt at sætte i steden enten for ordet i hele dets brug eller i en enkelt retning. Det er vist, at sproget ikke mere danner ord med tyske forstavelser (2), det skulde da være med for, og denne er endda ikke altid en tysk forstavelse, men i mange tilfælde en nordisk, svarende til oldn. fyrir, og det er lige så vist, når vi sammenligne 18ede hundredårs sprog med vort, at mange allerede helt er udtrængte. Til hvilken nytte er vel (jvf. ordtavlen) så uskønne ord som: bedærve, bedærvet, begå sig, befugte, belove, bemidlet, bemældt, bereden, beredt, beredvillig, bero, besigtige, beskeden, beskeler, beskæftige o. s. v.? Kunne de ikke alle gå ud af sagaen uden mén for modersmålet, ja uden at efterlade noget savn? Om forstavelser: er-, bi-, ge-, ent-, an- tror jeg ikke der findes tvivl hos nogen, det skulde måske være med hensyn til an-; men de er allerede godt på tilbagetoget.

5. Om de fremmede ord af romansk eller i det hele sydlandsk (græsk, latinsk, fransk) rod have mange den tro, at de er lidet farlige, og at man derfor ikke skal være for ræd for dem. Vi kunne ikke være enige med folk heri. De tage i alle tilfælde pladsen op for et ord af nordisk rod, og ikke få af dem ere allerede gåede over i sproget (f.eks. just) og flere true dermed, dersom man vil, som svenskerne og nogle her hjemme gøre, helt "nasjonalisere" dem. En prydelse for sproget ville de ikke kunne blive, og de ville aldrig kunne give tanken så klart som et dansk. Stundom kan visselig sprogbrugen kræve noget svævende, almindeligt, som det fremmede ord godt egner sig til at give; dersom da modersmålet endnu ikke kan gengive dette, må man vænte og bruge det fremmede som "nyttigt", til tiden til dets afløsning kommer (s. herom Dahls fremmedordb. 3dje udg. s. XXVIII). Men en ting må særlig mærkes, som der ikke altid er blevet tænkt på: at uddrivelsen af et romansk eller i det hele ikketysk fremmedord, som oftest drager et eller flere tyske med sig i udlændighed, så udbyttet bliver tve-, tre-, ja stundom flerfoldigt. Således uddriver forespørgsel både interpellation (lat.) og erkyndigelse (ty.); mindegave uddriver souvenir (fr.) og "til erindring" (ty.); skikkelse uddriver figur (lat.) og gestalt (ty.); godkende approbere (lat.), attestere (lat.) og anerkende (ty.); stadfæste ratihabere (ny lat.), ratificere (lat.) og bekræfte (ty.); medgørlig facil (lat.) og gelassen (ty.); samråd uddriver konference (fr., lat.), danner samrådes, samråde sig, der atter uddrive beråde sig (ty.), o.s.v. o.s.v.

6. De fremmede fagord påstå mange er nødvendige. M. Hammerich fremhæve med rette, at netop disses uddrivelse er en hovedsag (3). At fagordene nødvendig skulle være fremmede er en stuelærd, for ikke at sige doktrinair, tankegang. Jo mere udviklingen i samfundet stiger, des mere bliver det, vi kalde fag, led i den enkeltes dannelse, almindeligt fælleseje, og der er derfor, så snart gode ord kunne skaffes, aldeles ingen grund til at fastholde de fremmede ord, hvormed fagene indførtes af fagmændene. I denne henseende har Ørsted virket meget for sin videnskab, s. ordene ilt, brint, rumfang, gnidning, snarfaldslinje o. s. v.; Rask gav danske navne til sproglæren, som er almindelig gængse i alle danske skoler; 18de hundredårs naturhistoriske forfattere dannede et helt rede af fagord til deres videnskab, som endnu bruges og udvides (jvf. Rostrups flora); for historiens vedkommende have Grundtvig og Allen dannet en række historiske kunstord ud af sprogets egen malm, og de have fundet efterlignere i mængde, således, for at nævne navne: Fr. Barfod og F. Hammerich; den sidste har i sin kirkehistorie dels optaget Grundtvigs ord, dels dannet nye, vi pege på ord som: svøbebroder, søjlehelgen, fredhelg, munkelag, kirkemøde, særtroende, særkirke, skøgevælde, o. s. v., og Allens sprogbrug er fulgt af andre historikere, således Cesare Cantús oversættere og flere blade. Ikke at tale om det store arbejde, der udførtes af den grundlovgivende rigsforsamling, der gav danske navne for så godt som alle de fremmede kunstord, der ellers høre til det flervældige styresæt udenlands, såsom ting, formand, næstformand(?), aldersformand, forespørgsel, ændringsforslag, flertal, mindretal o. s. v. – At ville fastholde de fremmede fagord er i sandhed ufolkeligt, så snart et godt dansk ord bydes, – Vil man overtyde sig om, hvorledes der kan skrives smagfuldt for folket uden brug af et eneste fremmed fagord, læse man M. Hammerichs bog om Thorvaldsen, udgivet ved hans 100 årsfest af selskabet for dansk folkelæsning.

7. Er det skjalden, der særlig udvikler, renser og øger sproget, eller gives der andre veje, ad hvilke man lige så godt kan nå målet, modersmålets skønhed og renhed? I en vis mening er det altid skjalden, fordi der skal skjaldeflugt og ikke tør forstand til, at ordet kraftigt, rent og klingert kan lyde over læberne; det var Øhlenslæger og Grundtvig, der sang den nye tid ind og lagde nye og gamle ord på folkets læbe; det var skjaldeætten efter dem, der udførte gerningen videre; men når de egentlige skjalde er borte, så må de træde til, som vel ikke kunne synge på vers, men dog have skjaldeåre. Enhver skjaldeånd, hvo han så er, har her adgang til at kaste sit lod i vægtskålen; men særlig synes historikeren, både sagamanden og den strengere videnskabsmand, at være nærmest kaldede til at tage fat. Der er ikke nogen side af menneskelivet, uden at historikeren kan få lejlighed til at tage den i øjesyn for derved at kaste lys over sin fremstilling, og med det samme er lejligheden given ham til at gengive sine granskninger på ren dansk, og han kan det så meget lettere, da han gennem kildeskrifterne har adgang til den tids tilstande og sprog, han vil tegne. Særlig vægt er der derfor i dette arbejde lagt på kildesteder af historikere, og jeg tør nok sige, at Allens sprog i hans "de tre nordiske rigers historie..." er således blevet gennemgået og gennempløjet, at her er givet adskilligt ordbogsemne, der ikke findes anden steds.

At historikeren ved sit arbejde for sproget kan påvirke de større blade, tidender og tidsskrifter, hvis for øjeblikket temmelig sammenlappede sprog, frembragt til dels ved altfor skyndsom oversættelse af de europæiske blades artikler, truer med at ville opkaste sig til vejleder for hele "pressen" og de dannedes talesprog, er da åbenbart. –

Det har været mig et uvant arbejde at sætte disse samlinger i rigtig ordboglig skik, og for min tungfærdighed heri må jeg bede om undskyldning; den første del af bogen er langtfra i den strenge ordbogsform, som jeg kunde have ønsket, og det er kun min frisindede forlæggers skyld, at sidste halvdel om muligt er blevet bedre i denne henseende. Om fejlene i de oldnordiske ords skrivemåde tillader jeg mig at henvise til efterskriften. For værkets lyder er jeg selv ansvarlig, og der falder intet tilbage på de mænd, hr. prof. S. Grundtvig, Frederik Barfod og pastor H. V. Rasmussen, der have virket for dets udgivelse; min tak til dem, til ministeriet for kirke- og undervisningsvæsenet og det kgl. danske videnskabernes selskab, der have støttet mig med penge til arbejdets udgivelse! Også må jeg rette en særlig tak til dem, der undervejs have sendt mig ord og samlinger og bede dem og enhver anden, der føler deltagelse for et arbejde af denne art, vedblive at vise det deltagelse og mundtlig eller skriftlig sende mig sådanne oplysninger, rettelser og tillæg, så bogen, hvis den atter engang skulde udkomme, ikke fuldt så meget skulde stå som et værk af forfatteren som enesamler.

Hermed være så bogen overgiven til almenheden med et par ord af gamle Henrik Smiths lægebog, 1577, fortalen: "bedendis eders ærlighed kierligen, at i dette mit foye arbeide ville tage til tacke ... oc mig beskierme hos dennem som alting gnaffue met hunde-tanden oc til det verste vdlægge."

Skorup præstegård august 1875.

H. D.

(1) Tanker om det danske sprogs nye og gamle tilstand og forbedring til det danske folk, o. s. v. Kbh. 1766.

(2) "belive", "indforlive", "antræk" er tysk-norsk, ikke tysk-dansk.

(3) Vi kunne ikke nægte os den glæde at minde om et par ord af hans foredrag om fremmede ord, gældende så vel fagordene, som fremmedordene i alm, s. småskr. II, s. 59: "... og når vi derfor ved at give vore fremmede ord bort for andre, som kun gælde mellem os landsmænd, bortgive en mængde fælles europæiske ordlegemer, så bortgiver vi sikkert ikke noget, som fremtiden vil kræve tilbage. Disse fællesord – lige besværlige og lige uskønne overalt, hvor de er fremmede – er ikke tidens forløbere, men dens efternølere, mindesmærker om den tid, da med ordet også forestillingen var fremmed, standsninger for folkets oplysning og modersmålets forædling".

Af forord til Dansk hjælpeordbog til fredning af det hjemlige og uddrivelse af det unyttige fremmede i vort modersmål (1875). Venligst indsendt af Mads Kierkegaard.