A. P. Berggreen: Danske folkesange og melodier (1869)
Under den bevægelse i videnskabens og kunstens regioner, der har fundet sted i dette århundrede, er også opmærksomheden bleven mere end hidtil henvendt på de skatte, som nationerne ejer i deres folke-sange og melodier. Som umiddelbare ytringer af folkeslagenes åndelige natur må de også i højeste grad tiltrække ethvert poetisk gemyt. De befrugter fantasien og lader os skue dybt ind i hver nations ejendommelige væsen; og medens deres store karakterforskellighed forfrisker sindet, forebygger de ensidighed i smagen, idet vi lærer at opfatte skønheds-ideen under de mest forskellige former. Tillige afgiver de den tilforladeligste prøvesten for sandheden af det, der i kunsten fremstiller sig som karakteristisk for et vist folk, og leder os således til den rette opfattelse af fremmede kunstværker; hvortil kommer, at vi, ved sammenligning af det fremmede med vort eget, bliver dettes ejendommelighed os først ret klar. Endnu kan tilføjes, hvad jeg på et andet sted har ytret, at "det ejendommelige, det særegne ved de forskellige nationers folkesange har noget følelsen så berigende og udvidende, at humaniteten fremmes, idet nationerne vinder vort hjerte ved deres sange".
Alt for lang tid siden har digterne erkendt betydningen af folkepoesien; men for musikerne synes det først i senere år mere almindelig at være gået op, hvilket nærende stof for musikalsk komposition der ligger i folkemelodierne. Optagelsen af dette element i kunsten skal imidlertid ikke blot bestå i ligefrem at indlægge hine melodier i et musikværk; men disse må være gået over i komponistens væsen, der da, opfyldt af deres ånd, vil kunne give sit arbejde det ejendommelige, nationale præg, der dog fremfor alt giver et kunstværk betydning.
Men herved, hvad der også ligger i det tidligere sagte, vil jeg ikke have udtalt det berettigede i en nations udelukkende interesse for sit eget, men tværtimod hævde den anskuelse, at fremmede kunstværker bør ydes vor interesse i samme grad, som de bærer præget af den fremmede nationalitet – forsåvidt vi nemlig er i stand til at opfatte denne; og at kunstneren, ved behandlingen af et fremmed sujet, bør give det den dertil passende fremmede kolorit. Men at det fædrelandske vedbliver at være os det kæreste, behøver intet forsvar.
Af forord til 2. udg. af Danske Folke-Sange og Melodier, 1869. Genoptr. DIH Kildebind s. 43
alt: allerede. |
