J. Aldal: Modersmålets renhed (1912)

At skolen og især dennes dansklærere har pligt til at lære børnene og de unge at tale, læse og skrive deres modersmål klart og rent og så vidt mulig fejlfrit, er alle enige om. Hvorledes det bedst sker, er der adskillige meninger om. Det er dog ikke min hensigt her at yppe drøftelse af de midler og veje, der er mest egnede til at indøve og indvi skoleungdommen i modersmålets rette brug.

Derimod ville jeg gerne overfor dette tidsskrifts læsere gøre mig til talsmand for den opfattelse, at skolen ved sin brug – både mundtlig og skriftlig – af landets sprog har den opgave tillige at holde dansk, således som det nu foreligger for os som vort modersmål, rent for alle unødvendige fremmedord og udanske udtryk og vendinger. Den danske skole i alle dens former bør efter min mening vække ungdommens sans for, at de mange snyltere på vort sprog pilles bort, og at der ikke gives indpas for nye låneord, uden at der først ses efter, om vi ikke har eller kan mønte ord af modersmålets eget malm, som fuldgyldigt udtrykker tanken og tingen.

Alligevel rejses mange indvendinger mod stræben i den retning: fremmede ord beriger sproget, vort danske sprog er fattigt, og det er heldigt at kunne udtrykke finere afskygninger ("nuancer"), ja også at have flere ord af samme betydning til afveksling. Der er ingen grund til at udstøde fremmedord, som er blevet fuldt forståelige for alle, ofte måske mere end ord fra landsmål eller oldsproget. Desuden går al nyere udvikling af samfærdsels- og meddelelsesmidler og fællesskab i handel, samkvem og indretninger (fælles krigs- og søfartsregler, verdenspostforening, arbejdsstandsninger) mere og mere i retning af at nedbryde de nationale skranker. Hvorfor skal da grænserne mellem tungemålene skærpes? Man føler jo netop stærkt trangen af et alment sprog, der kan lette udvekslingen af ord og tanker mellem folkene. Lad os derfor ikke modarbejde den naturlige tilbøjelighed, som sprogene har til at blande sig, men hellere virke med til, at de civiliserede sprog får et så stort antal fællesord som mulig.

Mon nu disse betragtninger virkelig holder stik?

Selve folkeselvstændigheden i sin udprægede form tilhører den nyeste tid, der ikke blot har set store folke- og sprogsamfunds samling til politiske enheder og har skabt de folkeegne hære, men også sat skel mellem nationaliteter af skilt oprindelse og sprog. Modersmålet føles overalt som folkeegenhedens stærkeste værn, og det er først og fremmest for dettes bevarelse der kæmpes i Sønderjylland, Polen, Bøhmen og andre voldvundne landsdele. Og det er så langt fra, at nationalfølelsen er i aftagende! Både i Tyskland og Frankrig og spredt andetsteds ser man det parti, der har krævet, at den mellemfolkelige broderfølelse bør udjævne de nationale skel, både i ord og handling vise sig villige til at værge land og folkeeje. Den nyeste tids omsorg for undervisning i modersmålet tilsigter ikke blot praktisk at dygtiggøre, men også at styrke og værne. I de fleste lande med nogenlunde ublandede sprog har man sans for disses renholdelse. I Tyskland findes en forening for målrensning, og efter hvad en tysker engang fortalte mig, anses det dér i mange kredse for mindre dannet og fint at bruge fremmede (romanske) ord i stedet for ord af germansk rod. Desværre modsat hos os! [...]

Som alt sagt har vi i vore egne landsmål og i vore nordiske frændemål en rig ordskat til øgning af vort modersmål. Vi skal heller ikke være rædde for ordlavning, når det blot sker med omtanke og smag. Vi bør stræbe at finde korte og fyndige ord af vort eget sprogmalm, sådanne vil have lettest ved at udestænge de ofte lange og tunge fremmedord. Vi kan jo ofte finde ikke blot eet, men to, tre eller flere hjemlige ord for eet og samme fremmedord, og ved at uddrive eller spærre indgangen for de sidste, når vi har eller danner flere at sætte i stedet, gør vi da ikke det danske rigsmål fattigere. Selv om enkelte nydannede ord viser sig uheldige og ikke trænger igennem, er det dog den vej, sprogene er gået og vil gå til øgning af deres ordforråd. Her er en opgave for digtere, bladskrivere og sprogmænd.

At vi finder folkeegne udtryk for, hvad der kommer til os udefra, er ikke at afspærre os fra europæisk eller almen menneskelig dannelse. Det gælder blot ved dennes tilegnelse at gøre det fremmede fuldt ud hjemligt ved også at finde et rent og lettydigt udtryk for tingen og for tanken.

Af bidrag i tidsskriftet Vor Ungdom, 1912. Genoptr. DIH Kildebind s. 317

yppe: fremkalde

landsmål: folkemål, dialekt(er)

voldvundne: ved (fremmed) magt undertvunget

folkeegne: hjemlige