Jeppe Aakjær: Historiens sang (1916)

 

Som dybest brønd gir altid klarest vand,
og lifligst drik fra dunkle væld udrinder,
så styrkes slægtens arv hos barn og mand
ved folkets arv af dybe, stærke minder.
Din egen dag er kort, men slægtens lang;
læg øret ydmygt til den rod forneden;
årtusind toner op i gråd og sang,
mens toppen suser imod evigheden!

Vi søger slægtens spor i stort og småt,
i flintøksen efter harvens tænder,
i mosefundets smykke, plumpt og råt,
i kirkens kvadre, lagt af brede hænder.
Hvert skimlet skrift, hver skjoldet alterbog
har gemt et gran af slægtens ve og våde;
nu skal de røbe dig, hvad vej jeg drog,
og løfte mig en flig af livets gåde.

Endnu en stund, så drær den danske rug,
mens lærken trilrer og grågøge kukke.
Du pusling-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge,
mod dig vort håb og mandomsdrømmen går,
når landsbyklokken signer dine strande,
når aftenrøden højt i skyen står
og sænker fredens korstegn på din pande.

Lad mig kun flagre hen som blad i høst,
når du, mit land, min stamme, frit må leve,
og skønne sange på den danske røst
må frie, stærke sjæle gennembæve.
Da står en ny tids bonde på sin toft
og lytter ud mod andre lærkesange,
men himlen maler blåt sit sommerloft
og rugen gulnes tæt om vig og vange.

 

Skrevet til Historisk Stævne 1916. Trykt i Samlede Digte II, 1920. Her efter M. Brøndsted (red.) Danske Lyriske Digte, Kbh. 1954. Læs mere om Jeppe Aakjær >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg