Højskolelærer Gotfred Rode til fru Vilhemine Hage (1852)

[…] Ja, tilvisse er jeg tilfreds i min virksomhed. Selv at beskæftige mig idelig med mit fødelands litteratur og bibringe andre kundskab om den og kærlighed til den, det må vel sagtens kunne behage mig; er det ikke en væsentlig hjælp til at styrke fædrelandskærligheden, og må jeg ikke være stolt af eller i det mindste lykkelig ved således at kunne bidrage mit til et heldigt udfald af den store kamp imellem dansk og tysk, denne kamp som ingen diplomater og ingen stormagter skal gøre ende på, men som skal vare ved, sålænge indtil der ingen tysker har sit fædreland norden for Ejderen, eller – indtil der ingen dansk er i Danmark. Ja, vist er jeg tilfreds, og dog når man kommer med al for stor begejstring og altfor ideale drømme, så får man slemt på hovedet engang imellem […] Et slag har jeg allerede leveret tyskheden her, og det er et slag i åben mark, thi ellers går det jo kun ved skærmydsler og idelige udfald (De forstår mig, her er ingen tyske på skolen, men det er tanken om tyskernes fortrinlighed og nødvendighed, som skal udryddes). […Mange af eleverne vil imidlertid hellere lære tysk end engelsk, og Rode holder derfor en tale for dem…], hvori jeg udtalte, at det havde gjort mig ondt at høre dette, dels fordi jeg deraf kunne slutte, at nogle af dem gik med mindre lyst til den engelske undervisning, og dette nødvendig måtte virke skadeligt på det hele, men i særdeleshed, fordi jeg troede, at navnlig for slesvigerne måtte det være blevet indlysende, efter at en treårig krig med dens ulykker havde hvilet over landet, hvor liden glæde Danmark havde haft af sit samkvem med Tyskland, så at man ikke skulle tro, at de ville gøre noget for at vedligeholde det, og det gjorde de ved at lære tysk, og derved vise tyskerne, at de nødig ville undvære dem; når tyskerne ville have noget med dem at gøre, så kunne de lære dansk o.s.v. […]