Offentlig henvendelse om modersmålsundervisningen (1863)

Det danske folk er stedt i en hård og efter al sandsynlighed afgørende kamp ikke blot for at hævde sin politiske selvstændighed lige overfor fremmede magters vold, men også for at bevare sin nationalitet som gren af den nordiske folkestamme usvækket af forstyrrende indflydelser sydfra. Kun når det går uovervundet, vakt og styrket ud af denne sidste kamp, vil det kunne vinde fuldstændig og varig sejr i den første; thi kun da vil det have evne til at indtage en selvstændig plads blandt Europas folkeslag, evne til at yde sit bidrag til menneskeslægtens udvikling og dannelse – og kun i en sådan evne ligger ethvert folks adkomst til at bestå som folk. Uden den vil folket tidlig eller sent gå til grunde, også i politisk henseende.

Jo mindre det danske folk er og jo mere fædrelandets beliggenhed udsætter det for hine fremmede indflydelser, desto mere fornødent er det, at så mange som mulig bliver i stand til klart at fatte, hvad den nationale kamp går ud på, for at enhver på sin plads og på sin måde kan deltage i den med kraft og årvågenhed. Men skal dette ske, må den ved alle midler virkes hen til at klare, styrke og i alle samfundsklasser udbrede en levende følelse og erkendelse af, hvad der er og fra den første stund, vi ser det optræde i historien, har været vort folks særegne væsen og værd, dets medfødte anlæg, dygtighed og adel.

Et hovedmiddel i så henseende er, at sansen for modersmålets renhed skærpes; thi sprogets ånd er folkets ånd: modersmålet er det umiddelbare udtryk for folkets særegne måde at føle og tænke på, det udvortes mærke, hvorpå folket kender sig selv som en åndelig enhed overfor andre folkeslag. Et andet hovedmiddel er at de værker, hvori folkets ånd klarest har åbenbaret sig, bliver kendt, forstået og elsket i så vide kredse som mulig.

I begge disse henseender er ungdommens undervisning et af de punkter, hvor der især kan og må virkes. Det er her, grunden skal lægges til at lære modersmålet ret og til fulde at kende, her kærligheden skal vækkes til vore forfædre og vort fædreland. Derfor er det nødvendigt, at især de, som ved deres højere dannelse oftest vil blive folkets styrere og ledere og som sådanne får anledning til, enten mundtlig eller skriftlig, at henvende ordet til deres medborgere, og de, der skal meddele ungdommen i byerne og på landet de almindelige og nødvendige kundskaber, tidlig bliver bekendt og fortrolige med hovedfordringerne til modersmålets rette brug. Og hvorledes kan kærlighed til vore forfædre og vort fædreland bedre vækkes og styrkes hos ungdommen end ved at gøre den bekendt med mesterværkerne i fortidens litteratur; efterladenskabet fra hine folkets ypperste, som klarest, stærkest og skønnest har formået at udtale, hvad der på de forskellige tider har levet og bevæget sig i vort folks sjæl, et efterladenskab, der som en hellig arv fra dens fædres ånd kan og bør af ungdommen betragtes som dens bedste og dyrebareste skat?

Rigtigheden af disse betragtninger anerkendes også af regeringen, idet der i de lærde skoler og skolelærerseminarierne gives undervisning i modersmålet og dets litteratur. Men denne undervisning må blive mangelfuld, så længe den ikke forbindes med undervisning i den gamle "danske tunge", som er roden til det nuværende danske sprog, og med vejledning til at forstå og glæde sig over den litteratur, især den digtning og historieskrivning, som skønt nedskreven i et enkelt af Nordens lande, dog afspejler det liv, der i oldtiden rørte sig i dem alle, den ånd, der også var mægtig i vore danske forfædre. Kun af oldsproget kan nemlig det nuværende danske, såvel som det svenske sprog forklares; kun ved bekendtskabet med det oldnordiske kan øjet åbnes for alt det fremmede i udtryk og vendinger, som er trængt ind i modersmålet og endnu kan udskydes af det; kun i det oldnordiske kan den naturlige følelse for det sprogrigtige finde den støtte, som den må have, når den ikke under sprogets fremtidige udvikling skal svækkes og hildes og modersmålet således vanslægte. Og den oldnordiske digtning indeholder, i den ejendommeligste og skønneste form, de gude- og heltesagn, hvori Nordens folkeånd først og kraftigst har åbenbaret sig for indbildningskraften, ligesom de oldnordiske sagaer gemmer en række af de bedste og betydningsfuldeste sagn og efterretninger om de nordiske folks liv og dåd i den tidsalder, da de udfoldede størst kraft. Den oldnordiske digtning og historieskrivning er i det hele et hovedgrundlag for de åndsfrembringelser, der i nyere tider har grebet de nordiske folk dybest og indtaget den fornemste plads i folkenes bevidsthed.

Skal undervisningen i modersmålet i de lærde skoler og ved skolelærerseminarierne virke tilstrækkelig styrkende og klarende på følelsen og erkendelsen af, hvad der oprindelig er det danske folks ånd og væsen og således bidrage til at vække levende fædrelandskærlighed, er det altså nødvendigt, at der til undervisningen i modersmålet og dets litteratur knyttes undervisning i det nordiske oldsprog og dets litteratur, vel afpasset efter lærlingenes modenhedstrin, men dog af en sådan udstrækning, at de kan få en forestilling om nutidssprogets forhold til og sammenhæng med oldsproget, og ved bekendtskabet med noget af det fortrinlige af oldtidens litteratur få lyst og evne til at tilegne sig mere.

I de lærde skoler er undervisning i oldnordisk i særlig grad påtrængende fornøden. Medens nemlig her de unges dannelse for en meget væsentlig del bygges på et fast og udstrakt grundlag af kundskab i de to gamle kulturfolks, grækernes og romernes, sprog og litteratur, samt på studiet af to nyeuropæiske folks sprog, af hvilke det ene, som dyrkes mest og tidligst, især er farligt for den danske sprog- og folkeånd, savnes derimod et tilsvarende grundlag for kundskaben om fædrelandets sprog og litteratur, så længe det oldnordiske, der i begge henseender er den væsentlige forudsætning, aldeles ikke har nogen plads i undervisningen. Der er derfor megen grund til at frygte for, at ungdommen, der oplæres her og som altså erhverver en grundigere fordannelse i det fremmede end i det hjemlige, vil i den modnere alder føle sig fremmed for dette og, selv med den bedste vilje til at tjene fædrelandets sag under den nationale kamp, dog savner den nødvendige skønsomhed til at gøre det på den rette og mest virksomme måde.

I skolelærerseminarierne vil undervisningen i oldnordisk være så meget gavnligere, som der ved disse undervisningsanstalter ellers ikke er lejlighed for lærlingene til at vinde den åndsdannelse, som følger med studiet af et klassisk oldsprog, ligesom de også ellers kun i ringe grad har anledning til sysselsættelse med kilderne til den kundskab, som det er undervisningens hensigt at udruste dem med.

Da undervisningsbyrden i de lærde skoler allerede er meget betydelig og i alt fald har fremkaldt klager fra mange sider, tør vi, idet vi fremkommer med ønsket om at få undervisningen i modersmålet udvidet så meget, som det nødvendigvis må ske, hvis undervisningen i oldnordisk skal gøre nogen nytte, ikke undlade samtidig at ytre det bestemte ønske, at en tilsvarende lettelse må finde sted i den del af undervisningen, der snarere hæmmer end fremmer de formål, som undervisningen i oldnordisk i særdeleshed skal tjene.

I henhold til det ovenstående – i erkendelsen af, at Danmarks folkelighed (nationalitet) er udsat for en stadig truende fare; i erkendelsen af, at den trænger til at styrkes og plejes; og overbeviste om, at dette i væsentlig grad vil kunne ske ved at kundskab i Nordens oldsprog og bekendtskab med dets litteraturfrembringelser udbredes gennem ungdommens undervisning – henvender vi undertegnede os herved til kirke- og undervisningsministeriet med bøn om: at der i forbindelse med undervisningen i modersmålet og dets litteratur i de lærde skoler og ved skolelærerseminarierne også meddeles undervisning i og ved afgangseksamen kræves kendskab til det nordiske oldsprog og dets litteratur, – dog at den samlede undervisningsbyrde ikke herved forøges.

København, den 20de februar 1863

F. Dyrlund stud.philol., D.M. – K.J. Lyngby cand.philol. – C. Flor Etatsråd – S. Grundtvig Premierløjtnant, cand.mag., R.D. – C.Rosenberg dr.philos.

Bilag til Dansk Boghandlertidende, marts 1863. Genoptr. DIH Kildebind s. 311.