N. L. Høyen: Om national kunst (1863)

Det nationale, folkets historie, folkelivet er nu en trang over hele Europa; den gør sig gældende i de større lande og i de mindste, overalt hvor kunsten kan komme frem. Men i et så fattigt land som Danmark, hvad kan der egentlig gøres her for national kunst?

Det er et vigtigt spørgsmål, mine tilhørere, men jeg tror rigtigtnok, at vi ikke må forhaste os med at besvare det. Vi skal ikke tro, at vi har kræfter, som vi ikke har, men vi må heller ikke fortvivle og nedsætte vore kræfter.

Der er et vigtigt middel til at skaffe kunstværker frem, det er foreningsmidlet; vel at mærke når foreningen ikke går ud på igen at adsplitte, men på at samle for i fællesskab at nyde. Vi har begyndt på flere måder at virke således; vi har fået Landsoldaten rejst i Fredericia, Løven i Flensborg, vi ser at bønder har skudt sammen og rejst en herremand, som de holdt meget af, en smuk broncestatue ude på hans gods. De ser altså, hvad foreningen formår i sådanne snævre kredse. Det er sådanne foreninger, der alle vegne skal danne sig for at fremme enkelte bestemte formål. Derved vil der ikke alene i København, men rundt om i landet komme monumenter frem som vil tiltale den nationale følelse.

Vi må ikke drømme om, at det vil gå så hurtigt; men lad der blot komme gang i det! Det er forbavsende, hvad der er gjort i de sidste 12-13 år. Den, der kaster blikket tilbage og mindes hvor tomt og øde det var forinden, vil virkelig forbavses; men der er endnu så meget at gøre! På samme tid, hvor vi kan glæde os over at se vore kunstnere tage fat på vort fødeland og dets liv, og hvor vi kan se, at det dog virkelig er muligt at fremstille det nordiske liv – på samme tid har vi dejlige vidnesbyrd om, hvilket ædelt stof vi har i egne sagn, selv om vi ikke vil gå videre end til Saxo.

Er det ikke let, selv for Dem, mine tilhørere, at komme med rækker af figurer fra den tidlige middelalder, som De kunne ønske at se malede eller huggede? Skylder vi ikke endnu at rejse Knud den Hellige et mindesmærke? Katolicismen gjorde ham til helgen; nyere historikere har vist, hvilken ædel karakter det var, hvorledes han faldt som offer for sine bestræbelser. Skylder vi protestanter ham ikke at lade vore bedste kunstnere rejse ham et minde som vidne om, at vi erindrer ham?

Tænk blot på Absalon! Vi har intet andet minde om Absalon og Esbern Snare end en dejlig sang og en ret mærkelig sten fra det 16. århundrede i Sorø kirke, som ingenlunde kan tilfredsstille vore fordringer.

Er det nogensinde faldet nogen af vore bedre kunstnere ind at forsøge på at give os den gamle Saxo, siddende i sin celle og skrivende sin historie? Savner vi ikke billedet af en mand som Niels Ebbesen? Er det ikke tungt at se, hvor skammelig afklædt Valdemar Atterdag står i Sorø, eller hvor barbarisk man har handlet med Margrethes monument i Roskilde? Skulle nogen af os være ufølsom ved at se en mand som Herluf Trolle på en værdig måde fremstå med sin hustru, eller Arild Huitfeldt, Ole Worm, Niels Juel, den store sindige helt, eller Tordenskjold, for ikke at tale om mænd som Tycho Brahe, Ole Rømer eller Ludvig Holberg?

Idet jeg nævner rækker af sådanne mænd, som betegner forskellige perioder af vor historie og vort hele åndelige liv, betegner jeg også rækker af kendsgerninger, som viser, at vore kunstnere har et rigt stof, når de blot må få mod til at tage fat derpå. Se, der kommer igen det andet, som jeg før talte om: kunstnerne kan ikke virke ene. Folket må virke sammen med dem. Er trangen til nationalitet, til at føle os som danske, til stede, så må den også kunne give sig luft gennem kunsten.

Det er altså ikke alene som æstetisk nydelse – den kan være nok så betydelig – at vi dvæler ved kunsten, men som et af de store midler til at styrke, hæve og drage folket; således har den nationale kunst sin begrundelse. Men, vil De sige, skal vi da indskrænke kunsten? Skal vi binde hænderne på den?

Jeg holder ikke af, at hænderne bindes på mig, og jeg vil endnu mindre binde dem på andre; men det er undertiden godt, om der er visse grænser. Netop kunstneren trænger mange gange til, at der skal være visse grænser, indenfor hvilke han arbejder: at stødet, det, som bevæger ham, kommer udefra; er der noget i ham vil det nok gøre sig gældende alligevel.

Vær overbevist om, at den danske landsoldat i Fredericia aldrig var kommet, hvis der ikke var kommet opfordring til kunstneren derom. Men det er ingenlunde min mening at kunstnerens område på nogen made skal indskrænkes. Her kan ikke være tale om at udelukke noget; talen er om, at kunsten må søge sin bedste kilde i sin nærmeste omgivelse.

Jeg må vende tilbage til hvad jeg begyndte foredraget med, idet jeg talte om det ejendommelige, som går gennem naturen og gennem folket alle vegne; kunstneren må se med danske øjne, endogså på det fremmede, for virkelig at kunne præstere noget. [...]

Tro mig! den sikreste og retteste vej til bestandig at komme i nærmere og nærmere forbindelse med vore brødre i Sverige og Norge er at hævde os selv som danske, også i vor kunst; at gøre vor nationalitet, vort land, vore sagn gældende; at vise, at vi ikke behøver bruge fremmede fjer for at smykke os med.

Hvor mørk og truende fremtiden end kan se ud, må vi aldrig slippe den tanke, at den legemlige død og undergang ikke er den værste. Der er en åndelig undergang, som vi skal grue for fremfor alt, og der er intet bedre middel til at kæmpe som mænd imod denne åndelige undergang end at hævde vor ejendommelige nationalitet, at vise i enhver retning med sindighed, med beskedenhed, men med fasthed: vi bærer ikke alene navnet af et folk; vi er et folk.

Af foredrag i Studenterforeningen, 1863, gengivet i Høyens Skrifter bd. III, 1876. Genoptr. DIH Kildebind s.39

N.L. Høyen: Niels Lauritz Andreas Høyen (1798-1870). Dansk kunsthistoriker. Lagde grunden til studiet af vore nationale bygningsmonumenter, især de kirkelige. Kæmpede for en national kunstskole med en virkelighedsbetonet gengivelse af landskabet modsat arrangerede billeder, for fremstillingen af dansk folkeliv og for benyttelsen af danske emner inden for historiematerialet og i det hele taget for behandling af nordiske, også litterære, emner. Blev herigennem en fører for sin samtids kunst.

skudt sammen: samlet penge sammen

stødet: impulsen, tilskyndelsen