H. C. Andersen: Vintergækken (1863)

"Der ligger en vintergæk!", sagde han.

Det var et nyt navn for blomsten, det havde den aldrig hørt før, kendte kun sit gamle og holdt det i ære.

"Vintergæk!" sagde de andre i stuen, "det er en ny benævnelse, som vi ikke havde kendt før i gamle Danmark. Lad os blive ved det rette, og det er navnet sommer-gæk, det er et kønt navn, det har mening og betydning, og det står desuden i Molbechs ordbog!".

"Men i "Plantelæren" står "Vintergæk!" sagde den anden. "Kan du nægte det?"

Og så blev der stridt om navnet, og den ene ville være klogere end den anden.

"Galanthus nivalis er det botaniske navn!" – "Sommergæk er det danske! Jeg holder mig til mine forfædres fornuftige tale og ikke til latinen! Den kan gå hen og lægge sig!"

Og blomsten selv holdt med ham, som kaldte den Sommergæk, for det er der mening i!

Den oprindelige slutning til H.C. Andersens eventyr Sommergjækken (1863, strøget 1866), optrykt i Margit Brandt: Vintergæk og sommernar. Gækkeri for 100 år siden. Strandbergs Forlag, 1975, s. 48-9. Venligst indsendt af Peter Lindskov Andersen. Læs mere om H. C. Andersen >