N. F. S. Grundtvig: Om den rette gæstmildhed og det betænkelige ved tildeling af dansk statsborgerskab til fremmede (1850)

Den danske gæstmildhed, som med rette var berømt fra hedenold, består nemlig i at lade huset således stå åbent for alle rejsende, som man meget bedre kan mellem fjeldene end på sletten, men deri, at lade huset stå således åbent, som ingen anden steds på jorden, eller rent ud sagt: at have et åbent hjerte og et åbent hoved for alt menneskeligt, så i Danmark behøver man aldrig at frygte for, at noget tåleligt, end sige noget godt skal blive udelukt, men tværtimod kun at frygte for, at der skal myldre så meget fremmed af al slags ind, at vi, for at rette os efter gæsterne, bliver os selv fremmede. Denne det danske folks åbne sands for alt menneskeligt - kan naturligvis, ja må nødvendig i ulykkelige, åndløse tidsrum, synes ligere en åben sans for abespil, men når folket, ved hjælp af en dansk højskole, bliver sig åndelig og hjertelig bevidst, da skal man med forundring se, at intet folk har dybere følelse af den himmelhøje forskel mellem mennesket og abekatten end netop det danske, så alle misgrebene i den henseende udsprang af en unaturlig øjenforblindelse. Derimod vil al menneskelig dygtighed, med særdeles velbehag se, at der er dog én plet på jorden, hvor et lille opvakt og elskværdigt folk, langt fra at være forgabt i sit eget, gerne modtager, påskønner, berømmer og, så vidt muligt, tilegner sig alt det såkaldte fremmede, som dog er menneskeligt og vil derfor ingenlunde udrydde eller undertrykke det folkelige, men kun udfylde, hvad danskheden med flid holder åbent, for ej at gå glip af det almenmenneskelige, hvori naturligvis alt folkeligt omsider skal finde sit mål og sin forklaring [...]

Dersom jeg nu i dag skulle tale i mit eget navn ved meddelelsen af dansk indfødsret, den første folkelige meddelelse deraf til udlændinge, da måtte jeg vistnok som den gamle pennefører, som jeg nu engang er, udbede mig tingets hele opmærksomhed for en dansk udvikling deraf, hvor sørgeligt og uforsvarligt det ville være, hvis den danske rigsdag, ligesom desværre regeringen hidtil over en overdreven, eller rettere misforstået gæstmildhed eller verdensborgerlighed, eller kristenkærlighed, hvad man nu ville kalde de dyder, som man i al beskedenhed selv har tillagt sig, om man derover vil glemme den tørre og nøgne sandhed, som alle tider forkynde, at ethvert folk, der ikke sætter den højeste pris på sin arveret og indfødsret til sit fædreland og på sit modersmål, at et sådant folk, det giver nødvendigvis sig og sit modersmål og hele sin dannelse i de fremmedes hænder, og må tage skade for hjemgæld, når det, som det altid hidtil er sket, og ventelig altid vil ske, når de fremmede opkaster sig til deres herrer og behandle dem omtrent som tyskerne behandle slaver. […]

[Der bør lægges vægt på] folkets ejendomsret og arveret til sit fædreland, som det vel kan have gyldig grund til at skænke enkelte udlændinge del i, men bør aldrig gøre det uden hensyn på sit eget tarv og det almindeligst bedste. […]

[Ved ansøgninger om dansk statsborgerskab kræves det at] de pågældende kan tale og forstå det danske folks modersmål, og kan antages ved herkomst og slægtskab eller på anden måde at være fast knyttede til folket og til fælles bedste.

[Hovedformål med at være på Rigsdagen var således, at han] i alle ting og i alle måder, af al min kraft og styrke, at stå på den danske side og stride mod alt det vildtyske og vildfremmede, som enten vil trænge eller liste sig ind, hvor det ikke kan gøre andet end ondt, så de fremmede, vi har herinde, kan lære at stikke fingeren i jorden og lugte hvor de er, lugte at de er i DANMARK, og at DANSKEREN, skønt vi kun er et lille folk, danskeren lader sig endnu ikke lumpe, men er, som hunden, djærv for sin dør, og som hanen, kry på sin egen mødding, trods nogen tysker eller andre udlændiske folk, som når de ikke er nøjet med at have det ligesom vi, jo kan rejse og se, hvor de får det bedre.

Af lovarbejde og indlæg i Rigsdagen marts 1850, i Rigsdagstidende 1850. Læs mere om N. F. S. Grundtvig >