Orla Lehmann: Tale ved Casinomødet 20. marts (1848)
Det er ikke som taler, jeg her tager ordet, men som dansk mand, der føler varmt for sit fædreland – som den, der fra barnsben har vidst, at én stærk vilje er mægtigere end tusinde viljeløse mennesker – og der nu mere end nogensinde føler, at det ikke er "begavelse", men vilje – – – som nu kan frelse os.
Slesvigholstenernes program er klart og sikkert: Slesvig og Holsten suveræne stater, uadskillig forbundne, og som følge deraf Slesvigs optagelse i det tyske forbund. [...] Vilje kan ikke gendrives med fraser, men kun med vilje. Det, hvorpå det nu kommer an, det er ikke argumenter, men viljer.
[...] Vi står overfor et oprør, hvis vedkendte formål er det danske riges opløsning. Handsken er kastet, og det danske folk måtte være en fej og vanslægtet yngel, om den ikke frejdig optog den. Terningen er kastet, og hvor store end de farer er, som fra alle sider omlejrer os, så er det dog med jubel, jeg hilser afgørelsens stund. Ja, mine herrer, med jubel, fordi den uvishedens og rådvildhedens kvalme lummerluft, der har søvndysset det danske folk, var dødbringende, og fordi det alvorsfulde kald, der nu ruller henover vore hoveder, vil vække os til live, til dåd, til sejr og hæder.
Dette er altså stillingen: hist en stærk og velorganiseret folkevilje med kløgtige, dristige, vel adlydte førere, båret af tidens medbør, støttet af det revolutionære Tysklands vildt gærende kræfter. Således hist; men her? En ung, uprøvet konge, som nys med kronen har arvet et splidagtigt rige på opløsningens rand, og som nu, medens omvæltningens storme farer hen over hele Europa, så at selv de mægtigste mænd taber besindelse og fodfæste, og selv de fasteste indretninger synker i grus, står overfor en opgave så overvældende tung, at selv den stærke derunder kunne synke i knæ.
Sikkert har kongen intet højere ønske end rigets frelse og folkets vel; men når en konge under ingen omstændigheder kan undvære kraftige og dygtige rådgivere, hvor meget mindre da under forhold som disse. Hvem er det da, hos hvem kongen skal søge vejledning og styrke? Hvem er de, som nu skal besværge den frembrydende storm? Det er mænd, som er blevet gamle og grå under det daglige slid med at fyldestgøre forvaltningens små daglige behov ved hjælp af reskripter og resolutioner, men hvis hele statsmandsvisdom har indskrænket sig til at lukke øjnene for den fare, de selv har opammet. [...]
Fædrelandets frelse er en for alvorlig sag til at godmodige personlige hensyn her kunne komme i betragtning. Det er da endelig ikke noget så uhørt, at en ny tid og nye opgaver fordrer nye mænd. Men sagen haster, og tiden trænger, thi de slesvigholstenske udsendinge tør ikke ved kongens side forefinde de mænd, med hvilke de nu i en menneskealder så forargelig har trukket omkring. Sagen haster og tiden trænger; thi det danske folk står nu ansigt til ansigt med en opgave, hvor det gælder liv og død, og det kan ikke betro sig til en regering, som er forladt af guder og mennesker, på hvem ingen tror, ikke engang – de selv.
Det, som stillingen kræver, er ikke blot nye ministre, men et nyt ministerium. Hidtil har vi egentlig aldrig haft et sådant. Den, som var udnævnt til minister, han blev i embedet, indtil han døde eller blev så affældig, at han ikke længer på en bærebør kunne bringes op i statsrådet; kom der så en ny, så kom der rimeligvis lidt mere ungdomskraft, måske lidt større dygtighed, men systemet blev det samme, og enten han ville eller ikke, måtte efterfølgeren ned i sin forgængers spor. Det er derfor sjældent, at sådanne delvise personforandringer har haft store virkninger; nu ville de være aldeles utilstrækkelige. Det er et brud med det gamle system, tiden fordrer; et nyt system, båret af et ministerium, som er gennemtrængt af en fælles tanke og har magt og myndighed til at gennemføre den. – – –
Det er den sidste gang, slesvigholstenerne spørger det danske folk, hvad det vil. Det er den første gang, det danske folk selv kan svare. Hvad udgangen vil blive, ved intet menneske; men det ved jeg, at skal den nuværende regering svare for os, så går det ilde. Hvis det danske folk ikke nu i denne sidste time mander sig op til en modig, en endrægtig, højsindet beslutning, så vil Danmark gå til grunde – så vil det ikke blot falde, men falde uden ære.
Fra Lehmanns Efterladte skrifter, II, 1872. Genoptr. DIH Kildebind s.187. Læs mere om Orla Lehmann >
besværge: mane til jorden, stilne
opammet: givet næring til
tør ikke: må ikke
|