Peter Frederik Suhm: En englænders tanker om de ledende danske kredses xenofili (1771)

[En engelsk kritik] Den fredelige danske er den eneste, som approberer alt, undtagen sit eget land, måske at den danske regeringsform bidrager noget hertil, da det er en sandhed, at frihed opløfter sjælen, og at slaveri nedtrykker den. Det danske folk er en af de nationer, som er enten foragtet eller ubekendt, ikke alene af os, men endog af deres egne naboer. De franske i besynderlighed foragte dem, og det, som mig synes, uden årsag, da de stedse er velkomne hos denne nordiske nation, som deres ældste brødre, og blive opløftede over og foretrukne for landets egne børn. […]

[Professorer ved universitetet] Cramer, Kratzenstein og Schlegel er ikke indfødte danske, men tyske, som er blevne omplantede i en fremmed jord. De danske elske i almindelighed de fremmede lige indtil galenskab, besynderlig de tyske og franske; derfor give de hr. Klopstock pension, som er en indfødt tysker, og meget stor poet i sit sprog. Jeg roser dem, hvis de antage de fremmede for at lære af dem ting, som de ikke ved; men jeg laster dem, dersom de har selv sådanne folk, som er dygtige til at lære dem, og som måske, fordi de ikke bliver anseede, henleve i mørke og i elendighed. Man må dog gøre forskel: De store, ministerium, elske og ære de fremmede, og mene, at den danske nation duer til ingen ting. Nationen tværtimod, og de som kalde sig patrioter, som dog er temmelig tyndt såede, hade de fremmede, og have fast afsky for dem. Det synes mig dog, at de endnu i mange ting have de fremmede nødig, og at deres had undertiden er ubillig og uden grund.[…]

[Om forholdet mellem Helstatens enkelte dele:] Man kan heller ikke dadle regeringen, fordi den befordrer holstenere i Danmark, omendskønt de er tyske, siden de er kongen af Danmarks undersåtter ligeså vel som de danske og norske. Men almuen ved ikke at gøre forskel, og enhver, som taler et andet sprog end den, er fremmed for den. [...]

[Charlotte Dorothea Biehl, hvis teaterstykker næsten ikke opføres] lever [derfor] også ubekendt, imens man ærer de fremmede. Se dette er tænkemåden ved det danske hof, og blandt de store, iblandt hvilke jeg endog har hørt en sige, at det danske sprog var plump, og kunne aldrig blive hverken godt eller smukt, og at de danske var dumme og uden smag. […] Bør man altså forundre sig, at de danske ikke gør en skinnende figur i verden? Imens man giver pensioner til fremmede lærde, som er naturaliserede i landet, imens man gør foræringer til andre uden for landet, lader man landets egne lærde vansmægte, man kender dem ikke, man foragter dem, man læser ikke deres værker. Det som på nogen måde kan undskylde de store, er, at de ikke forstår landets sprog. Man har ladet bortdø i armod, eller i det mindste, uden at ære deres fortjenester en Tullin, den største poet, som Danmark nogen tid har haft, en Treschow, der var en meget dybsindig teolog, jomfru Lange, lærd i sprogene, nu omstunder lader man hr. Lodde og jomfru Biehl fortæres i mørket. […]

[Den største hindring for udvikling af et dansk kulturliv er] den modbydelighed og foragt, som de store i riget, som fremmede har for nationen og sproget, hvilken går så vidt, at endog krigsøvelserne, uden noget andet eksempel i det hele øvrige Europa, sker på et fremmed sprog, det er at sige, det tyske. De stakkels nordmænd, som aldrig have hørt uden deres eget sprog, lærer det tyske i København ved mange stokkeprygl.

 

Af Forsøg at beskrive den nærværende Tilstand af de grundige og skiønne Videnskaber samt smukke Konster I Dannemark og Norge, 1771. (Luxdorphske Samling af Trykkefrihedsskrifter I:12), s.4f. 27f. Genoptr. hos Ole Feldbæk "Fædreland og Indfødsret. 1700-tallets danske identitet" i DIH I s.111ff. Læs mere om Peter Frederik Suhm >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg