Peter Frederik Suhm: Om trykkefrihed og det danske sprog (1770)

[Trykkefriheden vil] gøre os igen til et folk, som vi har afladet at være, berige, udvide vort sprog, uden hvilket at holde i agt og ære intet folk kan kaldes et folk. Thi det folk, som ej dyrker sit eget sprog, kan og bør anses for intet folk, såsom det er et af hovedkendemærkerne, at et folk forestiller et vist folk, er et folk skilt fra andre, at det taler, skriver, højest agter sit eget sprog, og ej noget fremmed, det være tysk, fransk eller noget andet. Men herudi er just vor tilstand bedrøvelig. De store tale ej vort sprog, læse ej skrifter, som udkomme på det, så at mange kunne være deres hele livs tid i vort land, og dog aldeles ikke forstå vort sprog, eller og forstå det ilde. Ja, de kunne endog besidde embeder, høje embeder. […] Så længe dette onde ej hæmmes, så nytter skrivefriheden lidet, så forestille vi intet folk, så få vi ej nogen national karakter, så blive vi stedse fremmede i vort eget land, så er og forblive vi foragtede, såvel i vore egne, som i andres øjne, ja så er vi og i sandhed foragt værdige. […] Da vor allernådigste konge har rådet bod på det ene onde, nemlig pressens tvang, så er det ej at tvivle på, at han jo og råder bod på det andet, følgende sit tænkesprog, nemlig at søge ære i kærlighed til sit fæderneland.

I Samlinger, Udgivne af Peter Friderich Suhm, I:1 s. 47f. Genoptr. hos Ole Feldbæk "Fædreland og Indfødsret. 1700-tallets danske identitet" i DIH I s.111ff. Læs mere om Peter Frederik Suhm >