Ambrosius Stub: Om Poul Vendelbo Løvenørn - en dansk helt med kærlighed til konge og fædreland (1740)
Man har for nylig hørt kanoners hule torden
at rumle midt udi vor stille luft i Norden:
Man spidset øre straks, man så sig nøje om,
og blev på timen var at flygtig Fama kom.
Den kom bedrøvet frem med flor om fod og vinge,
den lod kun sin basun i douce toner klinge,
den holdt i venstre hånd et våben fuldt af det
som gør en kongens mand til rigets gavn komplet.
Man så forsigtighed på hjelmen at betragte,
igennem visdoms glas hvad tid og fremtid bragte,
i skjoldet stod af guld et hjerte som en glød
med denne underskrift: Vor Løvenørn er død.
Den brave Løvenørn (tog Farma på at melde)
til hvilken en monark sig kunne sikker hælde,
den mand, som stod i fred og fejde kæk og tro,
er alt i dag med sorg ledsaget til sin ro.
- Forsigtig klogskab gik ved ligets højre side,
og lod så salt en strøm sit klare øje bide:
Retsindighed gik næst og anket just der på,
at hendes ægtemand i denne kiste lå.
Den medfødte kærlighed til kongen og til landet,
brast ud ved venstre kant i gråd med blod beblandet:
Behjertighed gik næst, dog halv forsagt i sind,
den gik og grublet med sin tapre hånd ved kind.
Ja! næst bag liget kom en søn, én søn alene,
bebyrdet først og sidst med sorgens tunge stene;
Men før besvimelse bemestret sig hans barm,
kom kronet-Nåde til og ragte ham sin arm.
Jeg burde intet for posteriteten dølge,
af denne Flok og usædvanlig store følge;
Thi dannerkongens mænd med fler’ af stand og rang,
betegnet sorgen ved en suite, som var lang.
[...]
I herrer! [...] I kloge mænd og helte!
Som fører pen og sværd ved øre og ved bælte,
da hver af eder er jo dydens svorne ven,
så ved I selv her blev en ligemand lagt hen.
Hans dyd og dygtighed, forstand og skarpe hjerne
er, uden hykleri, en højanselig stjerne
som potentater selv på værdighedens pol
har flyttet op og op til deres egen sol.
Du stridbar Petrus selv lod verden se du yndte
hvad danske Vendelbo blandt russerne begyndte,
du tændte dette lys, i nåde velfortjent,
og overdrog det til sit eget firmament.
Du store Frederik! Du mester i at skønne,
hvor kongeligt det er, hver dyd især at lønne,
du muntred landets børn, og dydighed fik lyst,
da Løvenørn randt op, med stjernen på sit bryst.
Vor store Christian lod ingen skyer hindre
at brave Løvenørn jo skulle mere tindre,
her blev hans stjerne stor på værdighedens pol,
ved nådestrålerne af Nordens høje sol.
Hans støv er ære værd, hans navn fortjener minde
så længe færdig helt og statsmand er at finde,
hvis hjerte skælved ej, hvis hjerne aldrig sov,
når det nødtørftig land har haft det højst behov.
Så skal da dette sværd hver eftermand betegne
den brave herres mod og hjerte allevegne,
så viser denne pen, at og hans pen var værd
sin sejrkrans, så vel som noget sejrsværd.
I kan jo ej engang I Danmarks fjender nægte?
at denne helt forstod så fiks med pen at fægte,
så blod blev sparet ved blæk på valplads af papir
og stolthed knælet for monarkens arvespir.
I skal da ej engang, I Danmarks fjender flytte
langt mindre fælde ham sin faste ærestøtte;
men høres end et bjæf af avinds bidske mund,
så kendes just hans dyd på slig en følgehund.
[...]
(Gravskrift. Undersåtternes ønske.)
Her blev så dansk en mand lagt hen i denne kiste,
som Danmark nogen tid har ejet og mått’ miste,
han var en engel for monarken og hans land,
en LØVE i sit bryst, en ØRN i høj forstand.
Derpå fløj Fama op; men i den samme time
faldt undersåtterne således på at rime:
Gid fader CHRISTIAN blandt landets kække børn
må altid finde sin elskværdig LØVENØRN!!!
[»Gid han, der ene fik sit store navn at bære,
må blive stor og stor til stammens held og ære;
han svinge sig ved dyd til værdighedens top,
og stå som Fønix af sin faders aske op.]
Af Sl. Løvenørns Liig-Procession og Parentation samt Grav-Skrift, 1740 her efter H. Fonsmark (udg.) Ambrosius Stub, Samlede Digte. Kbh. 1961 s.97ff.
Poul Vendelbo Løvenørn: fremtrædende dansk officer, diplomat og statsmand (1686-1740)
Fama: det gode ry
douce: blid
posteriteten: eftertiden
suite: følge
firmament: himmelhvælving
|