J. S. Sneedorff: Patriotisk betænkning om det danske sprog (1760)

Det må billigen fornøje mig og enhver retsindig dansk patriot at fornemme den iver, hvormed så mange brave og berømmelige lærde mænd udi Dannemark i vore tider, mere end nogen tid tilforn, arbejder på at forbedre det danske sprog og at bringe det i anseelse, såvel hos vore egne landsmænd som iblandt fremmede, hos hvilke det hidindtil har enten været såre ringe agtet eller aldeles ubekendt.

Man må vel tilstå, at skylden mest kan have været hos de danske selv, at deres sprog tilforn hos fremmede nationer ikke har været i større anseelse, ja at det hos os selv ikke har opnået den fuldkommenhed, som en del andre polerede nationers sprog. De har med større patriotisk iver befordret deres eget sprogs opkomst og vedligeholdelse hos deres egne landsmænd, samt udbredelse og bekendtgørelse hos fremmede folk.

Derimod har de danske, enten af en alt for stor føjelighed imod fremmede eller af en alt for utidig lyst og begærlighed til det fremmede og afsmag for deres eget, forsømt og tilsidesat deres eget modersmål. De har lært og talt fremmede sprog, ja skrevet det, ret ligesom de skammede sig ved at være født i Dannemark og at forstå deres eget fædrenesprog. Eller de har dog i det mindste fordærvet og forstillet sproget med en ufornøden og væmmelig blanding af franske og andre fremmede ord, hvormed de har udstafferet det, skønt man dog har haft lige så gode og bekvemme ord i vort eget sprog til at udføre sin mening med. Af disse ord er mange, formedelst sådan efterladenhed, efterhånden kommet af brug. Derfor er det danske sprog uden grund blevet udråbt af fremmede, og tillige af mange af vore egne landsmænd, for et fattigt og ufuldkomment sprog, der må låne sig frem.

At bringe vort sprog til sin rette modenhed og fuldkommenheds spids har været os forbeholdt, som lever i denne tid. Vi kan ikke alene med fornøjelse høste frugterne af vore arbejdsomme forfædres nyttige arbejde, der har brudt isen for os, men vi kan endog gå videre med at rense, raffinere, forbedre og udpynte vort fædrenesprog, at det må få sin rette glans. Så at de gode gamle danske ord, som vi allerede har, men som ved manges forrige forsømmelse en tid lang har ligget skjult i forglemmelsens mørke, igen bliver bragt frem for lyset. Så at smagen i vort sprog må blive gjort finere, endog ved at udrydde adskillige ubekvemme, nedrige og plumpe talemåder. Og således at vort fædrenesprog mere og mere, både blandt os selv og andre, ikke giver andre polerede nationers sprog efter i skønhed og fuldkommenhed.

Skulle ikke enhver velsindet dansk have årsag til at glæde sig over at se sit modersmål skinne frem med en sådan glans af de mørke skyer, hvorunder uvidenhed og forsømmelse så længe har holdt det skjult? Skulle man ikke ønske sig til lykke med denne skæbnens lykkelige forandring for vort sprog, og yde dem al tak, som har lagt hånd på dette priselige arbejde?

Men hvor må man tillige ønske, at vore forfædres skrifter, af hvilke vi endnu kan lære meget, ikke aldeles skal blive tilsidesat, eller at den veltalenhed, som vi kan spore i mange af dem, ikke kommer i foragt. Og at sproget ikke skal blive gjort uforståeligt for danske ører ved selvgjorte, ubekvemme ord eller ved alt for højt opskruede, tvungne og uforståelige talemåder af sådanne personer, som til sprogets forbedring ikke besidder nogen tilstrækkelig kundskab og indsigt. [...]

Så er vores danske sprog lige så bekvemt som noget andet af de mest elskte sprog, uden stort lån af fremmede ord til at udtrykke og betegne allehånde ting og at udføre alle sine tanker. Det falder i udtalen aldeles ikke besværligt eller ubehageligt. Ordene udtales som de skrives. Vi har overflødighed af ord til at udtrykke mange ting, så at sproget er meget bekvemt til poesi. Ordenes sammensættelse og orden er naturlig og utvungen, og verbum bliver sat på sit rette sted, og ikke langt borte, ved enden af sætningen, så at man ikke kan forstå, hvad der skal siges med ordene, førend man kommer til enden af helmeningen.

Dette er uden tvivl en fuldkommenhed i det danske sprog, hvori det kommer overens med det franske og har et slags fortrin både for det latinske og tyske sprog, hvor verbum gerne sættes til sidst i en sætning og hvor man ikke ret kan gøre sig noget begreb om, hvad der skal siges, førend man kommer til enden. Ligeså er det også en fuldkommenhed i det danske sprog, at det ikke skrives anderledes end det bør udtales. Ingen overflødige bogstaver, som bliver udeladt i udtalen.

Af artikel i Berlingske lærde Tidender, nr. 33, 1760; her efter Sneedorffs Samtlige Skrifter, IX, 1777. Genoptr. DIH Kildebind s. 282. Læs mere om Jens Schielderup Sneedorff >

billigen: rimeligt nok

polerede: dannede, kulturelt højtstående

forstillet: forvrænget

udstafferet: pyntet

formedelst: på grund af