Christian Michael Rottbøll: Tale om indfødsretten (1776)
Mere end én gang og til forskellige tider har fremmede gjort landets egne børn stien trang til næring, brød og lykke. Ikke at dem fattedes bekvemhed eller hurtighed så meget, som en vis fripostighed og tillid til egne kræfter. Den uforlignelige, skal jeg sige dristigheds, eller dumdristigheds, gave, som en del af nabofolkene, den belevenhed, tækkelighed og bøjelighed efter alle gestalter og skikkelser, som en del sydligere landes indvånere i højere grad besidde har i forgemakkerne giver dem fortrinet, og virket hos nogle mægtige, som det var betroet at åbne adgang til embeder, handelsgrene og næringsveje, den faste formodning, at de virkelig måtte eje de fuldkommenheder og færdigheder, som de prangede med, og tiltroede sig selv at have. […] Ved anledning af formælinger i det kongelige hus blev undertiden fremmede af første eller ringere, dog højanselig rang inddragne til hoffet. Disse havde igen yndlinge og yndlinges yndlinge, som siden kom efter. Således blev hofferne og armeerne fornemmelig, såvel som tildels kollegierne, handelskontorerne og manufakturanstalterne opfyldt med fremmede. Ej at tale om gesandtskaber og konsulater på fremmede steder. Undertiden sad sådanne i vigtige poster, som stedse havde draget fremmed luft, gennemset andre landes indretninger, studeret på fremmede steder, men kendte ikke så nøje fædrenelandets beskaffenhed og indretninger, ej heller indbyggernes art og tænkemåde. Dem kunne nu naturligvis intet smage, uden fremmed (thi vanen er den anden natur), følgelig foredrog de efter bedste skønsomhed de fremmede for landets egne, måske i det redeligste øjemærke, fulde af medlidenhed over vor medfødte dorskhed og der hørte både megen tid og lejlighed at få i forretninger med adskillige indfødte at gøre, inden de kunne forandre deres tanker, overbeviste af erfaring om det rigtigere. […] Undertiden bandt en utidig blufærdighed de danske munden, hvor de helst skulle tale, så velbelejlighedens uigenkaldelige øjeblik derover gik forbi. Ofte holdt en vis undseelse hos dette folk, som snarere lægger dølgsmål på sine dueligheder end brammer dermed, besiddere af fortjenester tilbage fra at vise sig med fordel, hvorover de selv blev skyld i deres udelukkelse fra de befordringer eller belønninger, hvortil andre med rette måtte anses at have mere frimodighed og bekvemhed. Vist nok svagheder på hvis forbedring der må arbejdes, men tillige svagheder, der kan fortjene nogen medlidenhed, om ikke aldeles undskyldning, som virkninger af temperament, eller en særdeles ømhed i nationens tænkemåde, helst den synes at komme dyden temmelig nær.
[…]
Hvor yndige udsigter giver dette glade håb [til indfødsretten] tillige om fremtiden? Hvad kan man ikke vente sig af et folk, der nedstammer fra så brave, trofaste, ærekære, sindige, tarvelige og ærbare forfædre, som det danske, nu de atter komme til at føle sig et folk? Snart skal det karakteristiske hos nationen ytre sig, som nogle mener forgæves at have ledt efter, og vi tør sikkert tro, at den så ofte anpriste gamle danske ærlighed eller retskaffenhed vil blive et hovedtræk i karakteren.
Ja det forekommer mig, som jeg allerede ser den gyldne tid komme tilbage, da dyd og danneshed udmærkede adelsmanden; hårdførhed og kækhed soldaten; flid og nidkærhed embedsmanden; kundskab og beskedenhed den lærde; vindskibelighed og agtbarhed borgeren; slæb med nøjsomhed bonden. Og da enhver satte den rette højhed og sande ære i at vise sig mand på sin post, og en god husholder over hvis ham betroet, til nytte, såvel for det almindelige, som efterslægten.
Af Tale i Anledning af Indføds-Retten, holden den Tolvte Februarii, paa den Latinske Skole i Viborg, af Christian Michael Rottbøll. Viborg 1776, s.30-33, 40f. Genoptr. hos Ole Feldbæk "Fædreland og Indfødsret. 1700-tallets danske identitet" i DIH I s.111ff.
|