Knud Lyhne Rahbek: Drikkevise (1790)
Nu bort med alskens politik,
Og lad os passe vores drik!
Man ærgrer dog ej tysken bort,
Om man sig ærgrer fort;
Ej heller rejse vi herfra
Med Nordenskjold til Afrika;
Den rejse er os lidt for lang,
Og her er vin og sang.
Skønt nok en kejser nys sov hen,
De vælge dog knap mig igen;
Så kommer det mig ud på eet,
Hvo ellers bliver det.
Om tyrken nu fik last og skam,
Så var det jo tilpas til ham;
Han holder kønnet i arrest,
Og hader vin, som pest.
I Brabant er der borgerkrig,
De nappes tæt i Frankrig;
Det tager jeg mig lidet nær,
Når vi forliges her.
Men gid den krig dog ikke nå
Til Medoc, Pontac og Bordeaux,
Til Epernay, Chalons, og Rhin,
Hvorfra vi får vor vin.
Hvad går os stakkels Polen an?
Vi det dog ikke hjælpe kan.
Lad ingen polak tåles her!
Det meget bedre er!
Vær tro i ord, og tro i drik!
Var vore fædres politik,
Nu vise hver ved dette bord,
Han går i deres spor!
Poetiske Forsøg I, 1794 p.107. Venligst indsendt af Adam Wagner. |