Adam Oehlenschläger: Hjemve (1805)
Underlige aftenlufte!
Hvorhen vinke I min hu?
milde, lune blomsterdufte!
Sig, hvor hen I bølger nu?
Går I over hviden strand
til mit elskte fødeland?
vil I der med eders bølger
tolke, hvad mit hjerte dølger?
Matte sol! bag bjergets stene
luerød du daler ned;
og nu sidder jeg alene
i min dunkle ensomhed.
Hjemme var der intet fjeld:
ak! så er jeg ude vel?
skal i nat ej barnligt blunde
i min Herthas grønne lunde.
Norges søn! jeg tror at mindes,
du har sagt med smeltet bryst,
at i hjemmet ene findes
rolighedens stille lyst.
Schweitzer, som på klippen bor!
du bar talt de samme ord.
Sælsom længsel drev med vælde
Eder til de vante fjelde.
Tror I da kun klippen ene
præger sig i hjertet ind?
Ak, fra disse nøgne stene
vender sig mit bange sind.
Synger fyrrens, granens lov!
Hvor er Danmarks bøgeskov?
Gustne flod, som mat sig krummer,
dysser ej min sjæl i slummer.
Stille! stille! hisset gynger
båden mellem siv og krat;
sødt en mø ved citren synger
i den tavse, lune nat.
Hvilke toner! milde lyst,
hvor I kvæger sødt mit bryst!
Men hvad savner jeg og græder,
mens hun dog så venligt kvæder?
Det er ej den danske tunge,
det er ej de vante ord,
ikke dem, jeg hørte sjunge,
hvor ved hytten træet gror;
bedre, skønnere måske,
ak, men det er ikke de!
Bedre, tror jeg vist, hun kvæder;
men — tilgiver, at jeg græder!
Tager ej min sang for andet
end et ufrivilligt suk!
Længselsfuldt heniler vandet,
aftnen er så blid og smuk.
Mangen sådan aftenstund
sad jeg i min kære lund;
mindet vender nu tilbage,
det var årsag til min klage.
Tidlig misted jeg min moder,
o, det gjorde mig så ve’!
Danmark er min anden moder,
skal jeg mér min moder se?
Livet er så svagt og kort,
skæbnen vinker længer bort.
Skal jeg med den sidste varme
trykke mig i hendes arme?
Hjemvee, trykt i Charis, dec. 1805. Læs mere om Adam Oehlenschläger > |