Adam Oehlenschläger: Om Johannes Ewald - Gipsbilledet (1805)

Men hvo er da den, som står
på skabet her, i dette kammer?
Når tændt af poesiens flammer
hid til mit skriverbord jeg går,
så ser betydningsfuld til mig
den gulne buste, dækt med støvet,
snart veltilfreds og snart bedrøvet,
alt som min Musa ytrer sig.

Den gipsfigur, som hisset står?
Ja, himlen ved, hvem det kan være!
Jeg tror de kalder ham Voltaire.
Han solgtes os, for nogleår.
Til døren kom en tysk soldat,
man køber let hvad armod byder.
Her sattes han, fra den tid bryder
man sig kun lidt om den krabat.

Så talte husets søn, og gik.
Ha! skulle det i sandhed være
den frosne spottefugl Voltaire?
Han skal ej møde mer mit blik.
Den tomme sjæl! han skal herned,
som ville kunst og fromhed døde,
og troede, fræk, på alt at bøde,
med usle stumper vittighed.

Jeg busten tog, dens klang var hæs.
Jeg tørte støvet af, og osen,
for ret engang at se franzosen,
ind i sit abekatte-fjæs.
jeg busten frem for dagen tog,
dens åsyn jeg betragted nøje -
da trængte tåren i mit øje,
og øjet brændte, hjertet slog.

O himmel! hvad er det jeg ser?
Dig, elskte! kunne jeg miskende?
O lad min angsttåre brænde
fromt på dit billeds døde ler.
Johannes Ewald! Det var dig?
Som smilte, når min Musa smilte,
som standsed mig når ånden hvilte,
som styrked og som hæved mig?

O stå bestandig hvor du stod,
og styrk din ven, din yngre broder.
Vi fødtes af den samme moder,
thi dansk er begges digterblod.
Når folket om sin unge skjald
en broget blomsterkrone vikler,
af roser, liljer og aurikler,
han en cypres dig flette skal.

Poetiske Skrifter, 1805. Læs mere om Adam Oehlenschläger >