Ove Malling: Kærlighed til fædrelandet (1777)
Naturen selv har kaldet os til at elske vort fædreland. Allerede i den unge alder begynder vi at føle noget mere end almindeligt for det hus, den egn, den luft, hvori vi er vante, for de personer, blandt hvilke vi bliver opfødt. Vi vokser til, og rundt om os finder vi en mængde mennesker, der har samme sprog, samme sæder, samme kirker, samme øvrighed. Vore følelser selv gør os også dem kære, fordi de er os lig.
Efterhånden som vi tænker videre, mærker vi snart, at både vi og de er medlemmer af et langt større selskab; at den plet, vi opfødes på, er kun en del af et større land. Vi hører tale om dette land, om landsmænd, om forfædre: "Her boede dine fædre," siger den gamle far til sin unge søn, "de var duelige folk, de vågede for landet, og landet bar frugter for dem; de stred tappert mod fjender. I vort folk har været store mænd; vi har haft konger, der har elsket os, arbejdet for os, kæmpet for os."
Sønnen hører det; gider han røres nogensinde, røres han her. Dette land, dette folk bliver ham vigtigt og får hans ønsker. Når vi frem til den modnere alder, hvor mange ærværdige grunde forener sig da til at oplive og vedligeholde vore følelser for fædrelandet! Nu ser vi, at dets lykke og ulykke er vores; at vor velfærd, vor sikkerhed trues, når det er i fare; reddes, når det frelses, og kan stige, når det er i velstand.
Nu erfarer vi, at det er her, hvor vore forældre, sikre under loves og øvrigheds varetægt, har kunnet give os liv og opdragelse; her, hvor vi med medborgeres hjælp har fået religion, kundskab, evne til at nære os selv og undertiden tjene andre. Nu mærker vi, at vi nyder godt af indretninger og stiftelser, anlagt af kloge forfædre. Alt dette er stort, bør være os vigtigt.
Også er det kærlighed til fædrelandet, der er grunden til al dyd, styrke og lyksalighed i det borgerlige liv; ved den har små stater hævet sig til hæder og vælde. Men ikke så snart aftog den hos et folk, førend det igen begyndte at tabe dyd, mod, velstand og anseelse.
Aldrig lunknes da så ædel en drift hos borgere i de danske stater! Fødested, fædreland skal være os dyrebart, som det var for disse vore kække forfædre, der talte til dets ære, kæmpede for dets frelse, arbejdede til dets velstand.
Lad os aldrig tro, at nogen er patriot, fordi han kan sladre om fædreland og dets bedste. Den alene elsker det, der tænker, våger og arbejder til nytte i den kreds, hvor han er sat; der er villig at tilsidesætte egne fordele for det almindelige, og færdig at opofre liv og gods, hvor det gælder.
Af bogen Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, 1777. Genoptr. DIH Kildebind s.23
selskab:samfund
bar frugter for:gav udbytte (rigdom) til
gider:kan, er i stand til
almindelig: almen, fælles
færdig at: klar til at |