Jacob Langebek: Digt om en national politik (1771)
[…]
Når kongen og hans folk ej vel forstå hinanden,
når landeplager, had, mistro, indbyrdes banden,
forfølgelser, og mer, får overhånd og lov,
hvor let at blive da for fremmed et rov.
[…]
Gør, konge, at vor trang og længsel får ende,
giv, at vi dog engang din egen røst kan kende,
lad ingen fremmed lyd forvilde vort gehør,
så lever op vort håb, så går det som det bør.
En fremmeds kærlighed er kun til vore penge,
med landets velfærd han sig ej vil stort bemænge,
en indfødt derimod ej sviger hus og land,
en søn og bedre end en tjener tros kan.
Gør, danske konge, at det gamle suk ophører,
at fremmede med os i ring dog altid kører:
men skal vi plages, da tag dansk og norsk dertil,
så bruges landets ris, som landets børn helst vil.
Så spares pengene, som derfor gives andre,
lad lejesvendene, hver med sin lov hjemvandre,
skriv tyske til på tysk, lad danske høre dansk,
lad løbende franzos affærdiges på fransk.
[…]
Hjælp videnskaber op, mest dem, som landet røre,
ej en, men alle, som til gavn og visdom føre,
løn dyd og stræbsomhed, bring skolerne i flor,
sæt pris på dansk og norsk, som kunsters finhed når.
Dit riges gode sprog sæt ikke rent til side,
tal, skriv og hædre det, giv det sin gamle vide,
sig til dets fjender: Jeg og mit hus dog må
på fjerde hundred år det danske sprog forstå.
Dit smukke tænkesprog kast aldrig ud af minde,
ved dit eksempel stræb engang at overvinde
det forfang fremmede og store gør vort sprog,
dansk brød det smager dem, så burde sproget og.
Bort franske og valske kram, som dig og os undsuer,
Nu sliges højre hånd, de store, mænd og fruer,
ej mere findes her, hvem nytter sådan flok;
vi danske dårer har jo danske gække nok.
Af Nye Prøve af Skrive-Frihed, 1771. (Luxdorphske Samling af Trykkefrihedsskrifter I:14). Genoptr. hos Ole Feldbæk "Fædreland og Indfødsret. 1700-tallets danske identitet" i DIH I s.111ff. Læs mere om Jakob Langebek > |