Eiler Hagerup: Af Brev om kærlighed til fædrenelandet (1767)
Ved fædrenelandet forstår man i almindelighed tvende ting: det naturlige fødested og land, som ved fødselen beskikkes os til leve- og opholdssted, og dernæst det selskab, hvori vi straks bliver indsatte som medlemmer. […]
Vi skal være nyttige og gode borgere, og i vore handlinger så meget som muligt vise, at vi foredrager det selskab og dets fordele, hvori vi fødes alle andre. [Men] da er det selskabets pligt at betale os med sin genkærlighed og skønsomhed. Disse pligters indbyrdes fuldbyrdelse, og deres forhold imellem hverandre, er den rette grund til vores kærlighed til fædrenelandet, og fædrenelandets kærlighed til os. […]
Skal man elske sit fædreneland, så må de som er indfødte ikke selv blive fremmede deri. De følelser som skal gøre os til patrioter må stedse underholdes, og vi må være overbeviste om at det er fædrenelandet vi lever udi. [Mod Tyge Rothes verdensborgerlige fædrelandsbegreb:] Dertil er ikke nok at nyde den udvortes borgerlige sikkerhed, thi hvilket selskab nægte nogen den endog også som fremmed? Kan man elske det land hvor fremmede skulle nødes til at være patrioter, og indfødte til at være fremmede? Hvor fremmede skulle nyde, jeg vil ikke tale om ligeså store, men undertiden langt større fordele, end nogen indfødt tør tænke på eller tragte efter. […]
Nyttige fremmede [bør] forundes borgerrettighed. [Udover fremmede projektmagere, er der så] den tredje slags fremmede [som] er de som søger at tage del i landets luksus og overflødighed, eller som derved søger at fortjene. Til denne klasse kan henføres de som agter at gøre deres lykke ved hoffet og krigsstanden, lærde og kunstnere, og endogså de som søger andre embeder […] De som hører herunder, er de som gemenlig i alle lande er mest forlegne, mængden er gerne større end publici virkelige nytte udfordrer, og da de som er fattige nyde ringe fordele i landet, og sjælden er forbundne med familie eller noget som holder tilbage, da kan de let forandre bopæl og fædreneland, og holde sig til ordsproget: Patria est ubicunque bene; Man har derfor sjælden derpå mangel, men destomindre burde man handle som om man virkelig trængte til dem [Om hoffet:] Hvorledes? Skulle vi behøve fremmed adel til at omringe vore fyrsters personer, til at nyde landets herligheder, og at fortære bondens og borgerens sved, til at beklæde de vigtigste embeder. Embeder, hvorpå landets ære og velfærd beror? Skulle den indfødte adel ikke være både talrig nok og anselig nok eller skulle den ikke være duelig nok dertil? Skulle den ikke med en mere naturlig iver og kærlighed til fædrenelandet forrette det som undertiden betros fremmede? Skulle der ikke også gives retskafne og brave mænd foruden adel?
[Om de militære forhold:] Jeg kan begribe at når man længe har nydt en bestandig rolighed, og naboernes mange uroligheder har givet dem en mængde af erfarne og kyndige mænd, man da forsyner sig hos dem med brave og retskafne kommanderende officerer og generaler; men når det kommer an på at fastsætte det rette forhold imellem statens økonomiske og militære styrke, som med det nøjagtigste bånd er forbundne, og deraf at uddrage en bestandig regel, skulle man deri vel lade sig underrette af fremmede, eller skulle man lade det komme an på dem? […]
Men lærde, skulle man endnu søge dem hos fremmede? Til hvad ende har vi universitetet? [Når] vores universitet både har haft og har endnu brave mænd, som vi ikke blive fremmede skyldige; og kan vort fædreneland ikke i proportion fremvise ligeså mange store og berømmelige helte og mønstere i den lærde verden som andre? [Men vi har overladt] fremmede vore store mænd [og Tyskland har] en temmelig lang tid [...] forsynet vort fædreneland med tyske hofmestre til vore store folks børn [skønt der fandtes mange velegnede danske.]
[I stedet] lad os opmuntre vore egne lærde, som har fortjeneste, de skal da sikkert vise sig. Når vi belønner tyske poeter, så lad os i det ringeste tro, der også kan gives poeter iblandt os, og kan de gives der, hvilket vi nu ikke længere kan eller bør tvivle om, så lader os ikke glemme at ære dem. Vil vi at andre skal ære os, så lad os ikke begynde med at foragte os selv. […]
[Drøftelse af kunsten i Danmark:] En patriotisk skribent fornøjer sig over, at kunne opregne en Sally, Jardin, Preisler, Pilo med flere som fremmede der danner vores smag. [Men Danmark havde haft kunstnere før dem.] Vist er de brave fremmede som vi ære og er vel fornøjede med, jeg tror de kan og bør også være vel fornøjede med os. Men det er nu tid, vi begynder snart at rose os af en Harsdorph, Wiedewelt, Stanley, Als, Ericsen, Cramer med flere, hvilke som indfødte kan have den ære at danne deres landsmænds smag. Lad os blive ved med at opmuntre vore egne, vi vil få flere, som skal endnu måske langt overgå dem. […]
Skulle de [fremmede] vel behøves? Jeg ved ikke om dette spørgsmål behøver engang at besvares, uden måske i henseende til visse embeder, hvortil fremmede mest synes at have været berettigede; og da tror jeg at intet betager mere en nation modet, og intet kvæler mere dens kærlighed og tilbøjelighed til fædrenelandet, end når den ser sig foragtet af dem som sidde ved roret, når disse ingen tillid har til den, og når de føres stedse af fordomme om den, at den ikke har bekvemhed nok, og at der kun gives få opvakte hoveder man kan betjene sig af, så den derover sættes til side i henseende til embeder som fører til ære. Er en sådan nation endda i undervægten i henseende til fremmede, så den endda må beundre dem, da bliver den undseelig og derover lettelig uduelig ved at foragtes, men begynder den at indse hvorvidt de fremmedes fortrin for den strækker sig, og den begynder at føle den selv også kunne have fortjenester, da føder dens foragt let had og fortrydelse af sig mod fædrenelandet. […] Uduelige indfødte kan vel ikke påstå meget, men skal fremmede foretrækkes dem bør de næsten have dobbelte fortjenester, særdeles i henseende til embeder som er vigtige enten at forrette eller af indkomme [...] Selskabet er sine egne alle tider mest skyldig.
[Fremmede i dansk udenrigstjeneste har] intet andet bånd [der] forbinder med det land, de fører navn af, uden netop det, hvormed deres embede forbinder dem, de er ofte kun lidt opvandte med nationen, og følgelig har kun liden tilbøjelighed til den.
Store konge! Millioner tilbeder sig dit venskab og kærlighed, og millioner står igen færdige til at opofre alle ting for at vise deres skyldighed og genkærlighed. Når kongen elsker fædrenelandet, hvem ville da hade det? […]
Af Brev om Kierlighed til Fædrenelandet, 1767 s.4, 7, 13-22, 25-26, 31f. Genoptr. hos Ole Feldbæk "Fædreland og Indfødsret. 1700-tallets danske identitet" i DIH I s.111ff. Læs mere om Eiler Hagerup >
selskab: samfund
Patria est ubicunque bene: mit fædreland er der hvor jeg har det godt
En patriotisk skribent…: hentydning til Tyge Rothe (1731-95), der netop i sit værk fra 1759 Tanker om Kiærlighed til Fædernelandet havde hyldet det kosmopolitiske ideal Patria est ubicunque bene |