Ove Høgh-Guldberg: Om det danske sprog (1763)

Vort sprog bør være os kært og dets ære hellig. Men selv foragter vi det og overlader det næsten til almuen. Vore fleste fornemme fornedrer sig når de taler det: disse, som burde tale det bedst, taler det ikke: man kunne være dansk og leve i landet og af landet uden at forstå landets sprog. Adskillige af vore lærde bruger det arme danske sprogs styrke for at beklage dets mangler: og, da det ved deres flid først skal nå sin skønhed, må det endnu være groft, stift og fattigt. Intet under, at et sprog har tabt sin ære, som kernen af folket ikke bruger. Intet under, at det foragtes, når vi - ved at nedtrykke det - vil ophøje vigtigheden af vore fortjenester mod det. Men det fortjener vor forundring, at et sprog, der således er i lang tid begegnet, har endnu så megen rigdom, smukhed, højhed. Det danske sprog er endnu Europas bedste, skønt de store danske har udvalgt sig et andet til deres og de lærde danske i lang tid hellere brugte det latinske.

 

Fra fortalen til Guldbergs oversættelse af Plinius´ lovtale over Trajan, 1763. Læs mere om Ove Høgh-Guldberg >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg