Johannes Ewald: af Fiskerne (1779)
O elskte hav! din ånde tænder
sin raske gæring i vort blod
din bølge hærder bryst og hænder,
din luft udvider håb og mod.
O Nord-hav! du vor ros og lyst,
du sprudler ild i danskens bryst.
[...]
KOR.
Fiskerne
Havets mægtige betvinger,
tal til bølgen i din harm!
Almagt, grib orkanens vinger
med en vældig udstrakt arm!
Folkene i båden
Lige slag!
Dvæl ej længe!
seje tag,
danske drenge!
Fiskerinderne
Bøj, du livets milde fader,
bøj dir øre til vort skrig!
Byd, at håbet ej forlader
dem, som håbe kun på dig!
Folkene i båden
Nu er tid;
odder, sno dig!
Træk med flid,
rask og modig!
Fiskerne
Kække sømænd, Hornbæks ære,
Dannemænd! det gælder nu.
Brave slægt, dit navn skal være
danskes ros, kom det i hu!
Folkene i båden
Alle mand,
rask og lige!
For mit land,
for min pige!
Fiskerinderne
Elskte hob, fornem vor klage,
Stil den, kvæl den snart i lyst!
Stræb og vind og il tilbage!
Nyd din sejr ved vort bryst!
Folkene i båden
Stærke tag!
Danmarks krone!
Danmarks flag!
Christians trone!
Båden som for modvindens og bølgernes skyld har måttet slå
et slag tæt forbi det omtalte næs, tabes nogen tid af sigte, og
folkenes råb kan ikke høres mere, førend de på hjemvejen
igen har nået den samme pynt.
Fiskerne og fiskerinderne
O himmel, som bød os at elske vor næste,
o, frels dem, de ædle! Beskærm dem, de bedste!
Dit bud gav dem kækhed, dit vink gav dem håb.
Beskærm dem, som selv på den rasende bølge,
på afgrundens veje så villige følge
din kærligheds røst og de lidendes råb!
O Nordhav, vor moder, vor – Danmarks veninde,
o, skån dem, som daglig fortrolige finde
liv, mæthed og lyst i dit frugtbare skød!
Vort Nordhav, vor stolthed, vor bane til ære,
o, skal dine skummende bølger da være
vor skræk og de modigste dannemænds død?
Båden begynder igen at blive set.
Fiskerne
Himmel! skuffer ej vort øje?
Tør vi tro det glimt af håb?
Sejr! Glæde fra det høje!
Han har hørt vort svage råb!
Folkene i båden
Hver som jeg!
Nidding svige!
Sømænds leg!
Alle lige!
Fiskerinderne
Himlen så til vore tårer:
sejrfulde ro de hjem,
hurtig slå de raske årer,
held og glæde følge dem!
Folkene i båden
Sømænds lyst!
Verdens riger!
Sjællands kyst!
Hornbæks piger!
Fiskerne
Ædle hob, vor ros og glæde!
Held dit stolte fødested!
Held dig, ven, som kan betræde
Sjællands lykkelige bred!
Folkene i båden
Nok et strøg!
Sømænds glæder!
Slæb og spøg,
kamp og hæder!
Fiskerinderne
Il, du raske helte helteskare!
il, vor ven! il til vor arm!
Glem din overvundne fare,
glem den ved vor ømme barm!
Folkene i båden
Frisk i land!
Sejr lønner!
Alle mand!
Dannesønner!
De springer i land og hjælper den afmægtige skibbrudne af båden.
Gunild, Lise og Birthe omfavner ham på det kærligste, griber ham
derpå under armene og ledsager ham langsomt til deres hytte.
De fem, som har reddet ham, følger efter. Imens dette går for
sig, synger fiskerne og fiskerinderne:
O sejr! han lever. Hans rolige øje
kan smile til jorden, og prise den høje;
hans hjerte kan svulme af håb og af fryd.
Omfavner ham, Danmarks værdige sønner!
O, føler det hjerte, hvis banken belønner,
hvis varme gengælder den ædleste dyd!
Fiskerne og fiskerinderne går.
Fra Fiskerne. Et Syngespil i tre Handlinger. En Priisdigt, 1779. Læs mere om Johannes Ewald >
odder: poetisk tiltale til båden
Christians trone: Kong Christian den syvende
slå et slag: gøre en vending udefter og tilbage igen
strøg: åretag
|