"Degn fra Bornholm": Patriotiske tanker over fædrenelandet (1771)
Ak! Mon da den retskafne patriot uden rørelse kan se på, at hans kære fædreneland, det land, han så højt elsker, og ganske har opofret sig, skal lide så hårdt et stød? En retskaffen patriot, siger jeg, som ikke lader sig indbilde af det almindelige pøbelsnak, at vi intet forstår, uden at det skal læres os af fremmede, han som anser dem for landets forrædere, i det mindste for landets narre, som forkaster landets eget, og intet bifalder, som ej har smag af Tyskland, lugt fra Frankrig og ser engelsk ud.
Det er naturligt, at en udenlandsk [Struensee] ikke kan råde til landets sande bedste, i hvor højt man end ophøjer ham. […] Man behøver ikke bevis på det som så ofte sker, hvor udenlandske indsniger sig i riget, og enten nyder Hamans sæde, eller i det ringeste får plads inden slotsporten, at jo mange af hans landsmænd bliver også antaget blandt rigets indfødte. Man spørger just ikke, om samme må forlade deres land for umådelig gæld eller anden ulovlig behandling, nok er det, de er i landsmandskab med den udenlandske minister, følgelig kan intet hindre, at de jo må antages. Deres velbårne landsmands recommendationer, deres egen medfødte praleri, hykleri og gesvassighed, giver dem anseelse og forskaffer dem de vigtigste og fedeste embeder i riget. Til rigets største skade sker det da, at disse, når de har proppet sig vel mæt, og af deres indtrader samlet store midler, får de dimission, og forlader tjenesten og riget med skabene, kisterne og lommerne fulde af indenlandsk mønt. Det er ikke at undre over, at de indfødte selv må mistvivle deres egen troskab imod fædrenelandet, når de ser, hvorledes man vrager og forkaster dem, de ser, at de embeder, som de af natur, fødsel og egne fortjenester var værdige, tages fra dem, og gives fremmede, som oftest sådanne, som enten ikke er det værdige, eller forestår det med troskab og redelighed. […]
Man kunne nu let tro, at betragtning over disses utroskab, og erindring om udelukkelsen fra alt det gode af fædernelandet, betager de endnu stående indfødte [de danske soldater] modet, at de ikke viser sig tro, så nidkære, så standhaftige, som de ellers havde vist sig, at det endelig som tragedien, får et sørgeligt udfald.
Fra Patriotiske Tanker om Fædrenelandet, til nøiere og nærmere Undersøgelse og Eftertanke, 1771 (Luxdorphske Samling af Trykkefrihedsskrifter I:7) s. 18f, 23-25. Genoptr. hos Ole Feldbæk "Fædreland og Indfødsret. 1700-tallets danske identitet" i DIH I s.111ff
Haman Den persiske vicekonge Haman, der blev hængt i den galge, han havde rejst for en af Guds udvalgte folk. Esters Bog, 7. kapitel, vers 8-9.
|