Jens A. Baggesen: Til mit fædreland (1797)
Du plet af jord, hvor første gang mit øje
fra vemods favn opstirred til det høje,
og i et smil, og skyens purpurbrud,
fortryllet så de første glimt af Gud!
Plet, hvor jeg vågned op af intets slummer;
fremkaldt af almagts underfulde bliv,
til livets korte fryd og lange kummer;
men og, algode Gud, til evigt liv.
O elskte plet! hvor første gang mit øre
henrykkedes af vårens harpers klang;
hvor himles harmoni jeg troede høre
i skovens lyd, og i min moders sang.
Hvor første gang min spæde læbe stammed
med kælen følelse det ømme navn;
hvor første gang mit tændte hjerte flammed
i kærligheds og venskabs hulde favn.
O fødeland! hvor fandt en plet min leden,
så vidt vor klode støvets slægt bebor,
så blid, så lystelig, så fuldt et Eden,
som du, for den, hvis bedste fryd herneden
er mindet af hans første fryd som nor?
Ak! ingensteds er roserne så røde;
ak! ingensteds er tornene så små;
og ingensteds er dunene så bløde,
som de, vor barndoms uskyld hvilte på.
Forgæves gød, i mindre brudte stråler,
ud over fremmed egn den milde sol
velsignelsernes væld i større skåler,
end over bæltet om vor kolde pol.
Forgæves hæver langt bag hjemmets hegne
sig højere mod himlen jordens bryst;
O! hvad var himlen selv, hvis ingen vegne
vort hjerte der fandt spor af svunden lyst?
Rejs kloden om, og smelt i kælne lunde;
og gys i hellig lyst på fjeldes is;
sku tusind dobbelt liv, og hør af tusind munde
naturen, glædens og dens skabers pris;
bemærk hvert fortrin der, hvor rene sæder
i ligheds tegn betrygger friheds glæder!
Dog savner overalt vemodigt glad
din ånd et saligt sødt jeg ved ej hvad;
Ved Arnos bred, er tvungen mod de lege,
hvori høgen vore duer vege.
Thi Heloises lund ser tornet ud
mod krattet, hvor, omsnært af brombærranken,
du favnede som barn din første brud;
og Skærkhorns himmelspids er dog ej høj som banken,
hvorpå jeg efter månen greb, og tanken,
den første tanke, tabte sig i Gud.
Nej, her! kun her, i den afsides have,
som Fredrik vogter, fredens engel lig;
hvor mine brødres slægter favne sig
i fælles held, fra Sarpen ned til Trave
Kun her, o Danmark! i dit stille skød
fandt det i fremmed lyst beruste hjerte
den hele fryd, det længselsfuldt begærte,
den ro, som langt fra dig det aldrig nød.
Her kalder jeg i mindet fro tilbage
min vilde vandrings underfulde dage,
og skuer dobbelt skøn og elskelig
hver svunden engel blandt den fjerne vrimmel,
hver stjerne på min gennemfløjne himmel,
min frydhavns stille havblik, spejlt i dig.
Til mit Fædreneland, i Charis 1797, optrykt i Nyeste blandede Digte, 1808. Læs mere om Jens Baggesen >
huld: hengiven
nor: lille barn
Sarpen: Vandfald i Norge
Trave: flod i Slesvig-Holsten
betrygger: beskytter, gør tryg |