Jens Baggesen: Om sprogets vigtighed (1791)

Der er imidlertid en synspunkt, hvorfra alle læsere kunne betragte hele indholdet af den mest blandede samling, den nemlig, hvorfra forfatteren betragter alle sine læsere: sproget, det eneste han har tilfælles med alle, og alle med ham. Men hvor lidet er deres antal, som læse bøger for sprogets skyld, uagtet det upåtvisteligen i alle digterværker er det vigtigste! Der hører måske den yderste grad af forfinelse i kultur og smag til at danne dette skarpe logiske øje, hvis blik opdager mere end hovedtrådene i slutningers og ideers sammenbindelse, og dette kælne musikalske øre, hvis nerver rystes ved den sagteste zefirånden og mildeste henrislen i perioder og tonefald. Og dette smagens jeg ved ej hvad, denne fine formtakt er vel næppe uddannet endnu hos os, uagtet vort modersmåls overordentlige, måske med intet andet sprogs lignelige, naturynde gør denne dannelse lettere, end hos noget andet folk, hvis tungemål jeg kender.

Tyskland ejer en Lessing, en Wieland og en Voss, og i disses udødelige værker denne finere sprogfølelse, denne gratiernes kritik, denne sjældne urbanitet, som man troede nedgravet under Athens ruiner, men man glemme ikke, at Tysklands genius vælger sine mestere til opførelsen af smagens tempel mellem hundrede, medens Danmark leder iblandt ti. Med lige antal af arbejdere, under lige heldige omstændigheder, ville den hyperboreiske Apollo måske have fået sit tempel fuldendt før enhver anden, thi næppe kunne nogen gøre sikrere regning på alle musers understøttelse.

det er derfor, at jeg i alle mine ubetydelige forsøg meget mindre har set på hvad end på hvorledes - mindre på materien end på indklædningen af det jeg ville sige. Jeg aflægger med inderlig fryd den oprigtige tilståelse, at det er sproget, man har at takke, hvis samlingen af alle disse ikke skulle være uden al værd - og måtte følgen af deres gennemlæsning blive den, at man blev ligegyldig mod deres forfatter, men, uden at mærke det, varmere for det sprog, han skriver, ville jeg finde mig mere end lønnet for den møje, hvormed jeg har udarbejdet dem.

Måtte alle vore danske skribenter, og især de digtere, hvis evner så langt overgår mine, besjæles af den omhu for sproget, som jeg ene skylder den ære, en og anden gang at være bleven talt iblandt dem! Måtte de blive mere og mere opmærksomme på den skat, de besidde i deres modersmål, og måtte de efter sange, som vor Tåstrups Hymne, finde sig belønnede i dets taknemmelighed!

Man tilgive mig denne lille udsvævelse af en virkelig lidenskab, der aldrig - trods alle de uvenlige falske beskyldninger man har gjort mig - kølnes i mit hjerte. Måske elsker jeg derfor ikke mindre mit fædreneland, fordi jeg kun elsker det elskværdige deri, og ikke finder at en dansk mangel er ikke mindre en mangel, fordi den er dansk. For i korthed at aflægge min troskabsbekendelse i denne materie, må jeg tilstå, at jeg holder sproget for det eneste væsentlige, hvorved naturen skiller én nation fra en anden - og fra denne naturside betragtet finder jeg mit fødeland elskeligere end alle dets naboriger. Jeg holder sproget for et lands sjæl, og finder derfor, at man aldrig noksom kan befordre dets dyrkelse, så meget mindre, da man derfra umuligen kan afsondre indflydelsen på alt det øvrige. Hvor let, hvor behagelig, hvor belønnende ville denne sjæls dyrkelse blive hos os! O! når man engang i alle landets skoler lærer dansk! Når man engang lærer overalt at udtale det! Når almindelig oplysning engang fremviser det i al dets ynde! O! Jeg er vis på at gratierne selv, hvis de af Europas levende sprog skulle vælge sig et til morgendragt, efterat have spejlet sig med alle de andre, da ville beholde det danske, og vor Schulzes dom om dets musikalske fortrin fuldender min overbevisning, at alle sanggudinder i det ville vælge ord i deres melodier.

 

Forerindring til Ungdomsarbeider II, 1791. Læs mere om Jens Baggesen >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg