Anonym: Glæde over sprogforordningerne (1772)

Hvor stor en glæde må det derfor ikke være for enhver ærlig og dansksindet mand, at kunne høre af sin egen konges mund: Alting skal være dansk. Disse er jo hans majestæts egne ord udi forordningen af 13. februar […] Og hvo ville være så formastelig at tvivle om, at en konges ord jo helligen skulle vorde holdt! […]

Intet er mere naturligt, intet mere billigt, end at de, som ville æde dansk brød, også bør vænne deres tunge til det danske sprog […] Dette onde [fremmede der ikke vil tale dansk] forekommes aldrig bedre end ved at bringe landets sprog i anseelse; thi da kan ingen fremmed så let gøre sig håb om nogen forfremmelse eller fordel, uden i forvejen at have opholdt sig en tid lang i landet, og derved at være bleven så godt som naturaliseret. […] Ligesom vi nu, kære landsmænd, på den ene side have årsag til at glæde os over at fremmede og ukyndige ikke herefter skulle få så stor indflydelse udi vores stats forfatning som hidindtil, og at fremmede følgelig ikke heller så lettelig skulle blive præfererede til offentlige (end ikke militære) embeder frem for landets egne børn, når disse er bekvemme dertil, så er det og på den anden side vores pligt både at forskaffe os selv, og bibringe vores tilvoksende ungdom de indsigter, som kunne gøre os og dem, ligeså vel som (om ikke bedre end) fremmede, skikkede til at tjene fædernelandet, og at forstå de embeder, som Gud og kongen måtte værdige os og dem.

Af Det forvandlede Danmark, eller U-partisk Tanker over nyere Forandringer, 1772 (Luxdorphske Samling af Trykkefrihedsskrifter II:15) s.2f., 6. Genoptr. hos Ole Feldbæk "Fædreland og Indfødsret. 1700-tallets danske identitet" i DIH I s.111ff.

jo: ikke