W. Abrahamson: Om tyskeriet (1790)
Ilde var det, om man tillod at indføre i skrifter det forkvaklede sprog, som vi tale til dagligt brug i København. Det var dog vel engang tid, at i det mindste skriftforfattere holdt over den liden sprogrenhed vi have tilbage. [...]
Ilde var det, nok og tilgavns, om disse udanske i deres egne cirkler beklikkede nationen og landet, hvor de lide så vel, men utåleligt, ja rent utåleligt er det, når de til denne ufornuft og uskønsomhed føje den grovhed, den ublu grovhed, uden al sky og skam at deklamere deres ensidige nedsættelse af alt, hvad vi er og have, i overværelse af danske mennesker, stolende på den mageløse beskedenhed og høflighed, som hindrer disse ikke at besvare grovhed med grovhed. [...] Det var ikke vanskeligt at bevise, hvorledes denne og hin, og atter denne, have levet 20, 30 år i landet, i residensstaden, og næppe forstå, mindre tale landets sprog, så den indfødte mand må bekvemme sig til den ydmygelse at tale deres sprog til dem, hvis han vil forstås eller få svar. Holdt sådanne mennesker sig endda en tolk, så kunne det være, som det var; men så da kun deres magelighed eller ubekvemhed at lære et fremmed sprog; men at forlange, man skal lære et fremmed sprog for i sit eget fødeland at tale med en medborger: det er med oprejst hoved at håne det folk, som sligt bydes. Og alt dette går på regningen af, at i kongens stater menneskene i en og en tredjedel provins tale tysk.[...] Her kunne anføres en mængde eksempler af egen og nærmeste venners enkelte erfaringer på foragtende grovhed, man har været vidne til, hvor de forvorpne talemåder hørtes: das ist hier nicht anders; hier sind ja die Strassen nie rein; Sie wissen ja, wie die dänischen Frauenzimmer sind; Pfui, das ist ein dänisches Gericht; sind die Leute denn Hier gar rasend vor Brotneid; ohne die Deutschen können die Dänen mit nichts zurecht kommen; das ist ja wunderlich hier; draussen bei mir ist´s ganz anders; ich glaubte hier angesetz zu werden, aber es ist kein Auskommen, wo man komt, ist es überall so voll Dänen, og tusinde andre. [...] Og så komme de og klage over ondt nabolag, ligesom manden over et ulykkeligt ægteskab, når han daglig ved selviske luner og adfærd bedrøver og opirrer konen. [...] Man kunne sige: hvi blive I ikke i et bedre nabolag, eller hvi gå I ikke hjem og forlade dette, som gør Eder ulejlighed? Ja, svare de så, vi er indkaldte. Og hvem kaldte dem? Deres blandt os boende landsmænd, som igen var indkaldte af deres landsmænd, og så fortfrem. Men det er ikke engang fuldelig sandhed med denne indkaldelse: imod en, der kaldes, kommer ti og atter ti på spekulats, da de have hørt så meget om, at det danske brød skal være så nærende, og at de danske så gerne dele med den fremmede. Ville bare disse blive kede af de onde nabolag og tage til deres fødestavn igen, hvor alting skal være så over al tanke ypperligere end hos os, så fik vi sandelig et skønne rum for vore albuer. [...] Tyskheden findes i høj grad hos disse vore kære holstenere; al den uskik, krontyskerne lade se, vise de allerfleste af dem også; al den lumpne ringeagtelse mod danskhed og alt, hvad hos os danske findes, høres idelig af holstenere med ligeså stor uhøflighed, som en sakser eller brandenborger, en brunsviger, hesser eller meklenborger kunne bruge; Hovedstadens sprog, som gælder fra Nordkap til Sliefjord, er dem ej alene ligegyldig, men væmmelig endog ...; Holstenerne klubbe sig gerne sammen eller søge selskab med tyske, og omstændighederne må nøde dem dertil, hvis danske folk skulle være så lykkelige at nyde deres selskab.
Fra anmeldelse af Myndlingerne af A. W. Iffland i Nye Kjøbenhavnske Efterretninger om Lærde Sager 1790, s.687, samt fra Gudmund Schüttes Sønderjylland kalder, 3. udgave s..104-108, København 1943. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Werner H. F. Abrahamson > |