J. Lauridsen Wolf: Om Valdemar Atterdags genrejsning af Danmarks rige - fædrelandets befrier (1654)

I kong Christoffer den Andens tid [1326] var der en stor tvist og uenighed mellem ham og undersåtterne her i riget, hvorfor han og hans søn blev fordrevne. Da er de grever af Holsten [1336] udi sådan uenigheds- og urolighedstilstand indfaldet her i riget og blandt andet indtog de Skåne, Halland og Blekinge, og efter at de havde bemeldte lande under sig på nogle års tid og derover rådet og regeret som de lystede, formente de med tiden ikke at kunne dem beholde og forsvare, da pantsatte eller solgte de landene til kong Mogens [Magnus] i Sverige, som antog dem, hvorefter Gud tilskikkede højlovede kong Valdemar den fjerde (1361) som indbefriede sit forstyrrede fæderneland af fremmed herrevold og med bevæbnet hånd det indtog og samlede bemeldte lande og flere igen under den danske krone, og kendte de holstener, sakser, vender og hansestæder at tjene til Danmark. Og endog at Halland er til en forsagt [forud bestemt] tid nu den svenske krone pantsat til forsikring på hvad i freden [1645] indgået er, hvor på igen er tilsagt og forlovet [givet løfte om], at de gejstlige såvel som også borgere og bønder i Halland skulle imidlertid blive ved alle deres gode velbeskikkede danske privilegier, under den danske lov, ret og rettighed og under den danske kirkeordinans uturberet, og enhver derefter at blive regeret, beskyttet og beskærmet ikke mindre nu end tilforn og enhver sit eget mægtigt at være og sig det nyttigt at gøre: Om her med nu anderledes tilgår eller forholdes end som den højeste øvrighed derinde vide af, da har Gud alligevel ikke forskudt dem, og som og (som Levitic. 25. og 26. skrevet står) væmmes ikke ved dem, at de skulle ødelægges, og hans pagt være ude med dem, men ligesom han tænkte på at frelse Israels børn, der de var udi Ægypten og udi det babylonske fængsel dem deraf at udføre og befri, så kommer og Gud visselig, når det er hans tid, ihvor længe det synes at vare og det ham behager hans time (Johan. II.) at være kommen at gøre en ende og forløsning derpå, thi han er Herren, hvis ord (Efai.40.) bliver bestandig evindelig. Og ligesom kreaturerne der er imod sin vilje (Rom 8.) under forfængelige væsens tjeneste og banghed, de forlænges og sukkede inderligt efter at blive engang forløst, så tvivles der ikke på, at der går jo også mange Guds børns hjerter hemmelig store vemodige dybe suk, når de er udi enerum. Skulle da Gud (Luc. 18.) ikke redde dem, som råbe til ham dag og nat, endog han har tålmodighed der over ? Jeg siger Eder, han skal redde dem. Himmel og jord forgå (Luc. 21.) men Guds ord forgå ikke.

Fra Jens Lauridsens Wolfs Encomion Regni Daniæ, Det er: Danmarckes Riges Loff oc dets høyloflige Konge Riges tilhørige Provinciers, Øers, kongelige Slotters oc Festningers, Herre Sæders oc andre Præctige Bygningers Beskriffvelse. (Kbn. 1654). Genoptrykt 1977 ved Dansk-Skaansk Forening. s. 660-61. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard.