Gengivelser af middelalderfolkevisen Kong Valdemar fangen - om de danske glæde ved kongens frigivelse (omkr. 1580 / 1610)

[Ifølge Karen Brahe omkr. 1580:]

1: Jeg vil eder en vise kvæde,
den færreste, I lyster at høre.
Herre Gud give, landet må stå i fred,
og kongen vilje at gøre!
I rider ej!

2: Der råde en konge over Danmarks land,
han var både mild og god,
og nok da havde han borrig og fæste,
både land og rige i vold.

3: Vel syv kongeriger havde han i vold,
som jeg vil eder nævne.
Så ilde gjorde sorte grev Henriksen
han skilte dem ved sin evne.

4: Det ene var Danmark, den anden var Sverige
det måtte den herre ikke nyde.
Det tredje var Holsten og Angerborg
Deres tro så monne de bryde.

5: Det fjerde var Valland ude ved å,
som ligger ved Elbens næste,
det femte var England stor og stærk,
de tjente den herre allerbedst.

6: Det sjette var Norge, det syvende Skotland,
det måtte den herre ikke nyde.
Til Brunsvig førte de den kronede konge,
det måtte de danske fortryde.

7: Til Brunsvig førte de den kronede konge,
som hed kong Valdemar,
og det stod så i otte år,
det land i våde står.

8: Det stod så i otte år,
den herre tog til at lange,
så sendte han bud til venner sine,
om guld og sølv at låne.

9: Det lidde fast at det niende,
den herre tog til at lange.
Sender han bud til Danmark,
Og bad sig løse af fange.

10: Og sende han bud til Danmark,
til kæreste sønner sine,
og bad dem gøre for ære sin
og løse deres fader af pine.

11: De for dem til stævne
og så til herredsting,
om guld og sølv at låne
og løse deres fader hjem.

12: Og de red dem til tinge
og så til hver ene tinge,
de var den herre alle fuld tro,
de lod ham ikke blive elendig.

13: Tak have fruer og stolte jomfruer,
for de var tro og huld,
så løset de ud den kronede konge
alt med deres sølv og guld.

14: Syv tønder guld var der på vægt,
med syv hundred øksen skønne,
de løste den konge af fængsel ud,
sendte ham i landet hjemme.

15: Kongen stander i fremmerstavn,
hans øjne randt al i tåre:
"I danske hovmænd, lægger årer fra bord!
Vi vil til Danmark fare"

16: Dronningen stander i højeloft,
og ser hun ud så vide:
"Nu ser jeg min ædelig herre,
som landet beder for kvide."

17: Så glad var alle de danske hovmænd,
deres konge var kommen til lande,
som englen var på påskemorgen,
der Kristus monne opstande.

18: Så glad var alle de danske hovmænd,
deres herre var frelst af nød,
som englen var på påskemorgen,
der Kristus stod op af døde.

19: Nu haver denne vise fået ende,
som jeg haver for eder sagt,
Herre Gud unde os freden god
Og giv os af synd nåde!
I rider ej!

DgF 144 A

3: han skilte dem ved sin evne: andre har – han førte dem fra deres "øffne"
4: Angerborg: andre har Meklenborg
5: Valland: Venden, under ø

Variationer

[Rentzel / Svanning /Anna Urop, omkr. 1580-1610:]

[…]

7: Fangen så blev vor kronede konge,
han hed kong Valdemar,
så stod det i otte år,
at landet stod al i fare.

[…]

11: Syv hundred pund sølv, syv hundred pund guld,
syv hundred ørs belagte,
nu takker kongen alle danske mænd,
der ham både lånte og gav.

12: Det var sorte greve Henriksen
han hændte så ondt i hov:
"Jeg haver for snymen en tidende spurgt
jeg vil gerne med eder råde."

13: Kongen han stander i fremmerstavn,
hans øjne runde som strømme:
"I danske hovmænd, læg årer for bord!
Tro ikke den forræders drømme!"

[…]

15: Så glade var alle danske mænd,
deres herre var løst af møde,
som englen var på påskemorgen,
vor herre stod op af døde.

DgF 144 C

12: han hændte så ondt i hov: han havde ondt i hu
for snymen: for nyligt

[Anna Basse omkr. 1610:]

[…]

13: Kongen stander i fremmerstavn,
og ser han ud så vide:
"I danske hovmænd, læg årer fra bord!"
Grev Henriksen bad dem bidde.

[…]

15: Kongen han standet i fremmerstavn,
hans øjen de runde så såre:
"I danske hovmænd, læg eders åre fra bord,
tro ikke den forræders ord!"

[…]

DgF 144 D

13: bidde: blive