Peder Juul: Om Københavns belejring - Jeg end ville til min død
for faderlandet stride (1665) samt senere tilføjelse hertil af Poul Rogert.
[…]
Der dannerkongens hovedby
belagt var af en fjende,
hvoraf der gik så stort et ry,
vi fik deraf en tiende.
I stedet for Apollos kunst,
og musers lærde svenker,
blev efterstræbet Martis gunst
og træske ræverænker.
Den pen, som efter gammel skik
vi plejed med at prille
blev da forvandlet til en pig,
med den vi skulle drille.
Vi lærte mange gloser nye
til rechts, til linchs at svinge,
og hvad det havde at betyde
med højre og venstre vinge.
Nu tværs, nu langs, nu krum, nu ret
og andre slige lader.
Nu gik vi langt fra, dernæst tæt,
doubleret vore rader.
Så der vi mente at være fri,
og ville mester spille,
da først af alle måtte vi
på ny os lade drille.
De på mig lagde en lang musquet,
som vel til måls kunne drage,
men til fru mutters en piquet
skulle bedre, tænkte jeg, smage.
En bandelerer jeg og bar
med lunte, taske og bytter,
der allehånde knas i var
for fjendens knægt og rytter.
En ulveklinge skarp og skøn
hængte og til gode rede,
den skulle være deres løn,
som mig for nær ville træde.
Men dette var kun idel skæmt
mod det, som efterfølger.
Endnu har jeg det ikke glemt,
jeg det ej heller dølger.
Man trak os ned til den vold
med piber, tromme og fane.
Ved Kongens Have stod en stald
did monne man os mane.
Der os befalet blev en post
mod fjenden at forsvare.
Den skulle vi i tø og frost
med vågent øje vare.
Men her var ikke brystværn sat
ej heller stormepæle,
hvor bag vi kunne dag og nat
for fjendens skud os fjæle.
Her manglet kurve fyldt med sand,
her manglet pallisader,
dem satte jeg med egen hånd
og mine kammerater.
Jeg var ej vandt til arbejd svær,
dog lod mig ej fortryde
at tage fat en trillebar
med den til måls at skyde.
End kommer mig en ting ihu,
som skete i samme dage,
hvoraf jeg må min sandt endnu
på smilebåndet drage.
Thi når officiarii
os stundom monne kalde,
vi skulle hist og her stå bi,
således de da talte:
Messiuers kommt hier und machet das,
Den Schufkar mit euch bringet.
Aa! Hvor sådan herlig svas
udi vor øre klinget.
Man må jo billig deraf le
vi blev kaldet herre,
dog gik i ler indtil vor knæ,
hvad skal man deraf lære?
Men der nu færdig var den vold,
herop vi måtte klavre
til skildervagt og nattehold
dog klæderne var magre.
Den lunte var vort sejerværk,
thi man ej hørte klokke,
og efter den måtte goden klerk
på volden stå og rokke.
Jeg holdt det ud så mangen nat
vel i tre stærke stunde.
Af kuld og hunger så format,
at jeg wer da? næppe kunne.
Ville jeg efter møde slig
mig lægge lidt og sove,
så monne straks opvække mig
en torden af cartove.
Her råbtes fluks: Bursch, Bursch hieraus
Der Feind vil uns besuchen,
Sie machten oft mein Kopfe krauss
Mit ihrem bösen Fluchen!
Mig ingenlunde dog fortrød
hvad jeg her skulle lide,
thi jeg end ville til min død
for faderlandet stride.
Helst efterdi jeg kongen så,
som landets fader milde,
han under åben himmel lå
og sig ej skåne ville.
Derfor o Herre Zabaoth
og alle herres Herre
opfyld din salvede med godt!
med visdom fred og ære!
Og såsom du den onde stund
ham vingebar og skjulte,
da han mod fjendens listig fund
udi din bolig hvilte,
så ville du din fyrstendom
endnu befaling give,
at de fra vores konning from
al plage bort må drive,
på det hans nådes undersåt
den gyldne fredens gave
må nyde, da var alting godt,
hvad ondt man end skal have.
Nu fredens Gud, vort fredsens lys
omsider lod oprinde.
For os, som stod i ufreds hus,
ham lov bør tusind sende,
vi lagde bort al vores bras
af våben og musketter,
man gav mig vidnesbyrd og pas
fra begge fakulteter.
Dermed jeg gav dem gode nat,
min afsked monne jeg tage,
thi mig havde ædet sat
af Sjællands pandekage.
Min attrå var til fynske grød,
did hen jeg måtte straks listet,
thi fødejorden er dog sød,
når alting ud er fristet.
Så tilig nu den fynske jord,
min fødder havde kysset,
så snart mig hver med venlig ord
omfavnet havde og grysset.
[…]
Dog medens jeg har liv og ånd
da vil jeg altid håbe,
omskønt mig håb derover kan
end gøre til en tåbe.
Jeg ved det gamle sprog er glad,
at den ej længe lenter,
som dog omsider på sit fad
en davrefed hjemhenter.
Imidlertid vel Gud jeg tror
opvækker nogle fromme,
som vores møje og arbejde stor
i hu vel skulle komme.
Og det for Majestæten god
med ydmyghed anmelde,
at vi som vovede liv og blod,
der kronen ville hælde,
vi måtte denne frihed få
før nogen at forfremmes,
så det vi skyldigst gjorde da,
ej ganske skulle glemmes.
Det fromme fyrstelige blod,
vor arvekonge blide,
han gerne nådigst det tillod,
fik han det kun at vide.
Thi landsens byrde, som han bær,
ham nok får at bestille,
så han ej mindes kan enhver,
om han det gerne ville.
Gud lad ham sceptret føre så
i disse tider onde,
at for hans arm, hans fjender må
forfærdes mangelunde.
Og når som han af dage mæt
engang skal heden flytte,
må kronen sin, jeg ønsker det,
med ærens krone bytte.
En fynsk student oplevelser under Københavns belejring - Peder Juul eller Peder Ørbæk: Studiosorum Duri labores et seri honores – Studenternes meget ondt og Sildig Godt, I: Danske Riim fremstillet, 1665 lin.297-436, 577-612 (Wielandts Samling Udaf smukke og udvalde Danske Vers, V (1726), s. 92ff.
tiende: andel
svenker: list, kunstgreb
Martis: krigsgudens, Mars´
prille: stikke, pirre
pig: spyd
drille: eksercere
vinge: fløj, flanke
lader: bevægelser
musquet: tungt luntegevær
til måls kunne drage: kunne ramme målet
mutter: kromutter
piquet: kortspil
badelerer: patrontaskerem
bytter: træpatronhylstrer
knas: lækkerier, godter
ulveklinge: tynd kårde
til gode rede: parat
mane: beordrede
stormepæle: skråt satte pæle
fjæle: skjule
lod mig ej fortryde: blev ikke ærgerlig
trillebar: trillebør
Schufkar: trillebør
svas: snak, vrøvl. Kommandosproget i hæren var tysk
billig: rimeligvis
den lunte…: der affyredes skud efter klokkeslæt
sejerværk: urværk
stærke stunder: stive timer
format: udmattet
møde: anstrengelse
cartove: kanoner
Zabaoth: andet navn for Jahve, hærskarernes herre
vingebar: jvf. 5. Mos. 32.11
fund: påfund
fyrstendom: gruppe af engle
at de fra vores konning: de – dvs. englene
bras: kram
sat: mæt
grysset: hilst på
lenter: venter
Tilføjelse af Poul Rogert (1652-1706)
Jeg også med i troppen gik
for kæk soldat passered
musket og sabel jeg da fik
hvor med jeg præsentered
så løvegrum, ret som et får.
God svecus jeg da agted
en sabelstreg, så hud og hår,
skulle ses, som han var slagtet.
Man skulle se mig på den vold,
behjertet at spadsere,
så bævende med spyd og skjold
alt fjenden at bravere.
Jeg fyred for og agter ud,
min sabel vidste at trække.
Vil han end gøre sig til knud,
hans magt, jeg dog kunne svække.
Som jeg da skrap i marken stod,
når fjenden var bortviget,
hvor [der] var mere skarn end blod
jeg hjelm og bytte figed.
Men hvad vi skæmter med slig snak,
vi aldrig dog må glemme
vor Gud og sige hjertetak,
som lod sig da fornemme,
med frelse, sær for kongens hus,
og ganske Danmarks rige.
Der slog den fjendes magt i knus,
at han måtte skamfuld vige.
Gud give! vi taknemmelig,
den frelse måtte kende:
at han fremdeles hjælperig,
sig ville til os vende!
Jeg takker Gud, som hjalp mig da,
med liv og sunde lemmer!
at jeg uskadt, så kom derfra,
hans godhed, jeg ej glemmer.
[…]
Nks, 355, 20 , IV. S.471ff
Svecus: svensken
behjertet: modig
gøre sig til knud: være trodsig
figed: hastede
|
