Gengivelser af middelalderfolkevisen om Dronning Margrethe - Forsvarer af Danmarks ære og frihed (omkr. 1580 / 1591 / 1610 / 1620 / 1690´erne)
[Ifølge Hans Svanning omkr. 1580:]
1: Der ganger ord i Sverige,
alt over al Sveriges krone.
Kong Albret og hans gode mænd
de ville ind til Skåne.
Fordi ligger svenden udi bøjen.
2: De sparede hverken kirker eller kloster,
og ikke det Gud tilhører.
Det undgælde så mangen mand,
som aldrig ville ilde gøre.
3: Kong Albret svor om den øverste Gud,
han skulle ikke hætten bære,
før han havde vundet al Danmark,
de svenske til stor ære.
4: Kong Albret sidder i Sverige,
og lader det lønbrev skrive.
Sender han dem dronning Margrethe til Helsingborg
og lader hende striden tilbyde.
5: Det svared dronning Margrethe,
det første hun brevet så:
"Hjælp Gud Fader i Himmerig,
det måtte end bedre gå!
6: Det forbyde den øverste Gud,
den sorrig skulle mig hænde!
Vil Gud og de ædelig danske mænd,
det fanger en bedre ende."
7: Hører du, tyske hr. Paril!
Vil du hjælpe mig af vånde.
Vil du drage i Sverige,
i striden for mig stande?"
8: Det svared hr. Paril,
han var en mand så falsk:
"Ikke vil jeg udi Sverige fare
og føre striden i mark."
9: Det var dronning Margrethe,
hun lod det lønbrev skrive.
Sender hun dem hr. Iver Lykke,
at han skulle komme til hende.
10: Sildig om den aften
fik han dronningens brev.
Årle om den morgen
hr. Iver til hende red.
11: Ind kom den herre Iver Lykke,
stedes han for bord:
"Vil I mig noget, min nådige frue?
Jeg fik fra eder ord."
12: "Hør du, herre Iver Lykke!
Så kærlig beder jeg dig.
Vil du drage i Sverige,
og stande i striden for mig?"
13: Det svared hr. Iver Lykke,
han var en mand så fast:
"Jeg vil drage i Sverige,
skulle det end koste min hals."
14: Hun skrev kong hr. Albret til,
som Gud gav hende til råde:
"Udi Vestergylland i Sverige,
der skulle I finde vor nåde."
15: Da svared kong hr. Albret,
han agtede hende skrivelse ringe:
"Aldrig skal det nogen spøre,
at jeg skal ræddes [for] en kvinde."
16: Det var om en hellig søndag,
messen var god at høre,
dronningen for til Øresund,
sit folk lader hun overføre.
17: De drog over ad Axelvold
med atten tusinde heste.
da tænkte alle de svenske mænd,
at jorden skulle under dem briste.
18: Det meldte Ficke van Fintze,
der han de danske så:
"De danske vinder stor pris i dag,
de svenske stor skade få."
19: Det meldte kongen hr. Albret,
ham lyste da først at stride:
"Er du ræd, tør du ikke bide,
så rid du over en side!"
20: De pile de stak så højt i sky,
de glavinde ginge i stykke:
"I drager nu frem, I ædelige danske!"
Så råber hr. Iver Lykke.
21: Den første strid, de sammen rende,
de var helled stærke.
Fangen blev kong hr. Albret
og ført til Danmark.
22: Fangen blev kong Albret
udaf så fattig en svend.
Sende de ham til Helsingborg,
for dronning Margrethe ind.
23: Det meldte dronning Margrethe,
der hun kong Albret så:
"Er det ikke en anderledes mand,
de store ord går fra!
24: I være velkommen, kong hr. Albret!
Jeg haver fast efter eder langet.
I skulle være fader ad dette barn,
jeg haver ved munken fanget.
25: Jeg bød eder til munkebarsel,
da ville I ikke komme.
Nu er I kommen til kirkegang,
eder selv til liden fromme.
26: I kaldte mig en munkedeje
og gjorde mig slig uære.
Det sømmet fuld ilde en fattig kvinde,
end sige en dronning at være.
27: I haver svoret en kongelig ed,
I skulle eder hætte ikke bære,
før I havde vundet al Danmark,
de svenske til stor ære.
28: Den kongelige ed, som I haver svoret,
den skal I ikke bryde.
I skulle gæste på hvert det slot,
vi haver udi Danmarks rige."
29: Så tog hun femten alen vadmel,
hun lod ham skære en hætte:
"I sender eder kærest den til Meckelborg,
lader hende struden tilsætte!"
30: Hun lod slå over ham kåben af bly,
den var alt for svær:
"I sidder der under, kong Albret,
til døden over eder går!"
Fordi ligge svenden udi bøjen.
DgF 159 B
15: spøre: mærke
rædes: blive bange for
Variationer:
[Karen Brahe omkr. 1580:]
[...]
2: De ville hverken spare kirker eller kloster,
og intet, de danske tilhørte.
Det måtte undgælde så mangen mand,
som der kunne lidet til gøre.
[...]
5: Kong Albret taler så store ord,
for hovmænd klager han sin vånde:
"En munkedeje af Danmark
hun vil mig drive af land.
6: Vi vil forlove vor klædesæd
og aldrig binde sværd ved side,
førend vi får vundet Danmark til Sverige
og sovet hos dronningens side.
7: Vi vil forlove vor klædesæd
og aldrig hætten at bære,
førend vi får vundet Danmark til Sverige
de svenske til stor ære.
[...]
26: De danske drog ud fra Helsingborg,
de var atten tusind i skare.
Dronningen stod og så derpå,
hun bad dem alle vel fare.
27: Det meldte dronning Margrethe,
og hende rend tåre på kind:
"Herre Gud fader i Himmerig
unde mig den sejr at vinde."
28: De danske hørte alle messe
og gav dem Gud i vold.
Så tog de alle de blanke spær
med deres forgyldne skjold.
29: De red ud fra helsingborg,
de var i hov´den så trøst.
Der stod folk og undred derpå,
det jorden ikke under dem brast.
30: Det meldte Fecke Fynd Olufsen,
han så de danske komme:
"Strider vi imod den skare i dag,
det bliver os lidet til fromme.
[...]
35: De danske red de svenske imod,
deres glavind gik alle i stykke:
"I træder fast frem, i danske hovmænd!"
Så råber hr. Iver Lykke.
36: "I træder fast frem, I danske hovmænd!"
Så råber hr. Iver Lykke:
"Kong Albret han bliver fangen idag,
her skader ret aldrig et stykke."
37: Kong Albret han så sig op i sky,
han så sit folk monne falde.
Han råbte på Gud i Himmerig,
stor sorrig havde han med alle.
[...]
44: "I haver forlovet eders klædersæd.
Ivil aldrig binde sværd ved side,
førend I fik vundet Danmark til Sverige
og sovet hos min side.
45: I skal ret aldrig Danmark vinde,
det skal blive eder stor kvide.
Men aldrig skal I love den dag,
det I skal sove hos min side."
[...]
DgF 159 A
[Anders Sørensen Vedel, 1591:]
[...]
8: Han skrev hende et andet igen,
som han fik i hu og sinde:
"Det skal aldrig min landsmænd spøre,
jeg ræddes for nogen kvinde."
[...]
DgF 159 F
[Anna Basse omkr. 1610]
[...]
6: Det var dronning Margrethe,
hun lod di breve udskrive.
Sende hun dem al Danmark over,
både ridder og gode mænd at give.
7: Hun sendte bud til rigens råd,
de skulle til hende komme
og råde med hinanden om rigens bedste,
det måtte dem meget fromme.
8: Dronningen sidder i højeloft,
og ser hun sig så vide.
Så glad blev hun i hjerte sin,
hun så de danske kom ridende.
[...]
10: "Hør det, I danske mænd,
jeg lader eder det forstå.
Kong Albret haver mig undsigelse sendt,
han vil mig drive af land.
[...]
11: Han haver mig kalded en munkedeje,
og driver mig meget spot.
Jeg beder eder, alle I danske hovmænd,
I giver mig et godt råd!"
13: Det svared Iver Lykke,
det var en mand så vis:
"I byder den herre striden til!
vi vinder både ære og pris."
[...]
15: Det da svared de ædelige danske,
de svared et ord dertil:
"den skal I have til høvedsmand,
den folket vil."
[...]
26: "Er du ræd alt for dit liv,
og tør du dem ikke bide,
så rid du dig i skoven ind,
du holdt dig over en side!"
27: "Jeg er ikke ræd alt for mit liv,
fuld vel tør jeg dem bide.
Kende I de danske så vel som jeg
I holdt vel over en side."
[...]
30. Det meldte kong Albret,
han så de folk så flade:
"Krist give, jeg var på Stockholm,
og porten var løst med alle!
31: Havde jeg det før vidst,
de danske var så hårde i strid.
Det sige I Vorherre forkert
jeg skulle have kommet hid!"
[...]
34: Det meldte dronning Margrethe,
der hun så de danske komme ridende:
"Lovet være Gud Fader i Himmerig,
som os haver sejren givet!"
[...]
46: Tak have de danske hovmænd,
de ville ikke for deres fjender fly.
Lovet være Gud fader i Himmerig,
som dem flyede til bi!
DgF 159 E
[Sofia Sandberg omkr. 1620:]
[...]
32: "I henter mig femten alen vadmel,
lader skære den herre en hætte!
Så fører vi ham til Meckelborg,
vi lader der struden tilsætte."
33: Kong Albret han går at Københavns gade,
ham sømmer både pris og ære.
Femten af de svenske ridder
de på en stang struden efter ham bære.
DgF 159 C
[Dorothea Thott, 1690´erne:]
[...]
4: "Det forbyde Vorherre,
den sorg skulle mig hænde!
Vil det Gud og de gode danske,
vi vil det bedre vende!"
[...]
28: Det var dronning Margrethe,
hun var så glad i sinde:
"Jeg takker Gud og mine danske mænd,
de lod ham ikke vinde.
29: Havde han Danmark vundet,
og gjort os al spot,
da måtte vi alle rømme fra land."
DgF 159 D
|
