Vise om Tyge Krabbe i Skåne 1510 - de danskes forsvar for konge og land (omkr. 1610)
[Anna Krabbe, 1610:]
1: Hr. Aage sidder i Sverige,
ham kom så meget i sinde.
"Vi vil ride til Danmark,
og Skåne vil vi vinde.
De skånske herrer de vandt den sejr med ære.
2: Vi vil ride til Danmark,
og Skåne vil vi tage.
Kongen sidder i Jylland,
Han monne det så ilde behage."
3: Det var Aage Hanssøn,
han sanked sit folk til sammen.
Han tog med både rytter og knægt,
Han gjorde deraf godt gammen.
4: Han sanked sammen både rytter og knægt,
han lod det så stille udgå.
En halv mil inden den svenske grænse
Mon han sit natteleje tage.
5: Hr. Tyge Krabbe han sidder på Helsingborg slot,
han monne de tidender spørge:
"Vil det Gud , jeg leve må,
det anslag skal jeg forstyrre."
[…]
7: Det var Hr. Tyge Krabbe,
Han lod de breve skrive.
Sende han dem alt skåneland over,
Den skånske adel at give.
8: Han skrev til alle de skånske adel,
så mange som våben kunne bære.
De skulle ham møde ved Helsingborg
Om de deres ære havde kær.
[…]
10: De skånske adel de var til rede,
de lod sig ikke forsømme.
Deres tro tjeneste lod de det,
Deres land så ville de gemme.
[…]
12: Hr. Aage drog af Sverige,
ham fulgte så fager en re.
Han bød sin fæstemøg godnat,
De sås ret aldrig mere.
13: Det meldte jomfru Karenlil,
og hende rendt tårer på kind:
"Drager I eder i Danmark,
I kommer her aldrig igen."
[…]
16: For red Hr. Tyge Krabbe,
hans skjold det skinned af guld.
Efter red alle de skånske adel,
De var deres konge så huld.
17: For red Hr. Tyge Krabbe,
og ham skinned guld på bryst.
Efter red alle de danske hovmænd
De var i huen så trøste.
[…]
19: "Hisset ser jeg den svenske hob,
mig tykkes som de vil bie,
I danske hovmænd træd mandelig frem!
Så bliver Gud på vores side".
20: Det var Hr. Tyge Krabbe,
han red Hr. Aage imod.
Ham fulgte så mangen stolt helt,
Både til hest og fod.
21: Det var om en tirsdag morgen,
man så de fenniker fly.
Slagen blev Hr. Aage Hanssøn,
Han lod sit liv der blive.
22: Det var Laurizt Pederssen,
Han var sin herre ikke vel.
Han rendt derfra og så dertil,
Hans herre blev slagen ihjel.
23: Det var Hr. Brynte bertelssøn,
han var en velbyrdig mand.
Han førte det svenske hovedbanner
I sin højre hånd.
24: Han førte det svenske hovedbanner,
og det var gult og rødt.
Ham mødte Hr. Tyge Krabbe,
Han slog ham til sin død.
25: Det var Brynte Bertelssøn,
han faldt af hesten ned.
Det var Hr. Tyge Krabbe,
Han tog det hovedbanner til sig.
26: Hr. Tyge han tog det hovedbanner,
og vende han toppen ned.
Alt den ganske svenske hof
Gav de sig derved.
27: "Borte er vort hovedbanner,
og så vor høvedsmand.
Nu er på tide, vi tøver ikke længere,
Vi drager, imens vi kan".
28: Så der rende den svenske hof,
og hver som de kunne bedst.
Efter fulgte den danske hær,
Både til fod og hest.
29: De bød de danske godnat,
at Sverige tog de hen.
Der var så magen stolter helt,
De blev på stedet igen.
[…]
31: Tak have alle de skånske adel,
de var deres herrer så tro!
De førte det banner til København,
Den danske konge imod.
32: Tak have Kong Hans den ædelige herre,
han gjorde dem så mangen ære!
Han ledte Hr. Tyge Krabbe under sin arm,
Der han monne det banner indbære.
33: Det gjorde danerkongen,
han gjorde dem det til ære.
Han førte det banner i vor Frue Kirke,
Hr. Tyge Krabbe monne det indbære.
De skånske herrer de vandt den sejr med ære.
[Anna Krabbe, 2. version:]
[…]
15: Hr. Tyge han tog det hovedbanner ved,
han vende roden op og toppen ned.
16: Han vende roden op og toppen ned,
den svenske magt hun gav sig derved.
[…]
23: De svøbte Hr. Aage i hvide lin,
de begravede ham i klosterkirken ind
24: Havde han blevet i Sveriges land,
det havde ham ikke så ganget i hånd.
I vinter hr. Aage aller til Sverige!
[Dorothea Thott, 1690´erne:]
[…]
11: "Når jeg får vundet alt Skåne,
og slaget de danske til jord,
og kommer så hjem til landet igen,
lader vi vor bryllup bo".
[…]
14: Hr. Tyge sidder på Helsingborg,
han er både glad og fro.
Da fik han tidender at høre,
Så mange ville gøre uro.
15: Ind der kom den bondemand,
han var både hastig og mod:
"Hr. Tyge i fanger snart gæster,
de bliver ikke alle gode.
16: Jeg drog igennem Sverige,
der så jeg så stor en hær.
De drog fluks imod Skåne,
Drost Hr. Aage monne dem føre."
[…]
21: Hr. Tyge sender de kundskaber ud,
de skulle til vise for fare,
hvad fjenderne tog sig for,
og hvad vej de monne drage.
22: De kom igen og sagde så,
at de imod landemærke mon ile.
De danske blev både glad og fro,
Ville byde dem til gilde.
23: Hr Tyge han tog de herrer til råd,
hvor de det bedst skulle begynde.
Om de nu straks skulle rykke op
Og sig mod dem skynde.
24: De blev da alle så til råd,
de ville dem på landemærke møde,
og udi hans egen land
der ville de ham støde.
25: Han lod da straks i trommen slå
og lod da blæse til hest.
Det var så stadig i deres sind,
De svenske ville de gæste.
[…]
27: De redde igennem skåneland,
de var både glad og fro,
at de den svenske på sletten kunne finde,
det var i deres hu.
28: Der de nu fik de tidender vist,
at svensken ikke langt monne være,
de faldt alle sammen på deres knæ
og bad til Gud og Vor Herre.
29: At han ville give dem lykke og sejr,
mod deres fjender alle,
som uden alt billig årsag
mon dem i landet indfalde.
30: Der det var sket som I haver hørt,
monne han sin slagorden gøre.
Han talte dem alle så mandeligt til,
Som I skal få høre.
31: Han bad dem alle stride mandeligt,
dem og deres konge til ære,
at de kunne få en lyksaglig sejr,
deres land til gavn at være.
[…]
34: Så drog de sammen de herre to,
ingen af dem ville vige,
der faldt så mangen ærlig mand,
både af fattig og rige.
[…]
38: Der de svenske så deres øverste faldt,
monne modet på dem falde.
Deres banner blev dem nederslaget,
med mesten af dem alle.
39: Så faldt de svenske så tyk som hø
som høsten for leen mon falde,
hvorfor de lod ad Sverige stå
og turde ej længere dvæle.
[…]
46: Hr. Tyge sanket de herrer til hobe,
monne dem så storlegen takke,
for de havde været deres herre tro,
deres liv våget med umage.
47: De havde holdt dem mandeligt,
deres fædrene land at forsvare,
som han deres herre ville beredte,
og de vidst skulle forfare.
48: Det var Tyge Krabbe,
han beder lægge sadel på hest:
"Vi vil ride til København,
Kong Hans så vil vi gæste".
Så vog de den ædelige Hr. Aage.
DgF 171, efter Anna Krabbes Hdskr. Nr. 49 og 50,
Dorethea Thotts Hdskr. Nr. 46 |
