Klagedigt over forsvenskningen af den skånske kirke (omkr. 1682)

I skønne Skåneland; alt det som kristne år
så længe holdt i flor; nu i forvirring står,
Thi går man i Guds hus, i skoler og i kirker,
da der man intet ser, ja meget mindre virker
til Guds behag og lyst; et Babel er der bygt,
hvor i det ene folk bær for det andet frygt,
man hører vel en lyd, men intet kan man fatte,
som hjertet værdigt kan for råd og redning skatte.

[...]

Har du [Knut Hahn] det aldrig læst, at Israel var fangen
og under Babylon, til mange år var gangen,
mått’ sidde der i frygt. Hvem veed, om Skåne ej
kan ha sin visse tid, indtil det går sin vej
hen til sin egen slægt, sit alter, mål og tale,
hvor du og al din magt slet intet har at prale.
Det står i Guds behag; sligt bør du tænke på
og ej så skammelig med kirkens folk omgå.
Om du nu råder lidt, hvo sige kan, hvor længe?
Dog dette ved jeg ved, at herrer, som er strænge,
ej længe bliver ved; Gud kender bedst det år,
i hvilket Skåne hjælp med sin forløsning får ...

Fra digtet Hodomoria Hahnia (Hahns dårskab) vendt mod biskop Knut Hahn og forsvenskningen af den skånske kirke. Muligvis forfattet af Hans Eriksen Mand med hjælp fra flere skåninger.

Eriksen Mand var præstesøn fra Ærø, student ved Københavns og Lunds universitetet og 1675 arresteret af svenskerne pga. et oppositionelt digt, derefter indrulleret i major Nicolaus Hermansens friskyttekompagni og efter Skånske Krig præst Lolland. Her citeret fra Alf Åbergs Kampen om Skåne under försvenskningstiden, 1995, s. 158 samt Knud Fabricius: Skaanes overgang fra Danmark til Sverige IV s. 119. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard