Thomas Kingo: Til Charlotte Amalie om værdsættelsen af det danske sprog (1681)

Iblandt andre kongelige og kendelige nåder, med hvilke himlene, til alles fornøjelse og forundring, så overflødeligt haver beriget og kronet Eders Majest. med, er ikke denne den ringeste, at Eders Majest. med en fri og fuld kærighed ej alene elsker vort lands folk, mens også vort sprog. Disse lovlige kongerigers trolydige undersåtter bære det daglige, med allerunderdanigste og hjerte - meent berømmelse, på deres tunger og tale, at Eders Majest. haver nådigst ladet sig behage at sætte så nådigt et mærke på sit kongelige gemyts tilbøjelighed til os, at vænne sig til at tale med vort land, førend Eders Majest. tog kronen i vort land. Så haver vi samtlig lært at kende Eders Majest. hjerte af Eders tunge, førend vi havde den lyksalighed at kende Eders Majest. af ansigt eller øjne. Og efter at det haver behaget Gud at velsigne os med sådanne og dyd - fuldkommen en dronning, haver Eders Majest. ej alene, som en anden Esther, talt godt til alles tarv og for hver mands hus, mens også ladet se, at Eders Majest. hjerte drages til vor Guds hus, i det at Eders, Majest. ofte udi vore danske menigheder lader sig af ordets prædiken fornøje og forlyste, hvorover alle hjerteligen glædes, og besynderlig Guds tjenere, som daglig ønsker vort Jerusalem til lukke, fordi Eders Majest. sætter sit hjerte til dens mur, til at forbedre dens paladser.

Udi denne lyst, som Eders Majest. haver til at elske vort sprog, ser jeg at Eders Majest. på en sær heroisk og heltemåde, gør mange af dennem skamrøde, der haver (måske i tredive år) ædt fædernelandets brød i Hans Majest. tjeneste, og har dog ikke villet lære tredive danske ord. Enten det nu er vort gode gamle danske sprogs skæbne, at det skal agtes hånt om af dem, som vi agter højt om; eller og de indbilder sig (fordi de vil ikke forstå det) at det er et vadmels sprog, og derfor gid ej taget på deres silketunger, det lader jeg stå ved sit værd denne gang. Og som jeg, for min ringhed og det pund mig er betroet, tragter efter at lægge tilbørlig værd på vort kære og ældgamle moders sprog, sær udi i åndelige sange, og sær udi i andre måder, som tiden, næst Guds hjælp, skal udvise, så haver jeg taget mig den allerunderdanigste tillid, at jeg denne mit Åndelige Synge-Kors anden part landets moder, Eders. Majest. min allernådigste dronning ville tilskrive, til et udødeligt minde for efterkommere hvor berømmelig og dane-kær en dronning Eders Majest. er, og til et allerunderdanigste tegn, at jeg udi alt det jeg formår, og udi hjertens ydmygste bønner er og bliver Eders. Majest. allerunderdanigste tjenere og hjertelige forbedere hos Gud.

 

Af forordet til anden del af Kingos samleværk Aandeligt Siunge-koor, 1681. Læs mere om Thomas Kingo >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg