Thomas Kingo: Om Christian d.5's erobring af Wismar 1675 - Hyldest til den danske bondesoldat (1676)
[…]
Stormægtige monark, du fulde manddoms kærne,
jeg ej vil stille frem din fødsels himmelstjerne,
men vise hvor gudsfrygt og så retfærdighed
med hånd i hånd udi din fødestund opskred!
Det hellig tvillingtegn stod hos din fødselsvugge,
din kongelige sjæl med nåder at bedugge,
og dig berede til en sådan krone at få,
hvis lige Danmarks folk og fyrster aldrig så.
[…]
Du lod udråbe straks en bønnefest og faste,
at folket skulle bedringsaske kaste,
randsage sine trin, opspore Gud igen
at bøde landsens flig han rev i vrede hen.
Der på du da brød løs og blottede din klinge,
din krigshær ordre fik at lade fanen svinge
hen mod den tyske bund, hvor undervejs du dog
begyndte med et sært og velbegrundet tog.
At Holsten ikke dig passen skulle snøre,
og for dit rejsemål en hindre sten opføre,
du Tønningen tog ind, så selv hertugen ved
hvad nu dit alvor er og hvad din kærlighed!
Med al din orlogsmagt du straks derpå lod stande,
og tog dit stade i de mekelborgers lande,
og, efter given tro til dine forbundsmænd,
blev fort de danskes mod og lunte tændt.
[…]
Den gamle Wismarstad, hvor stolten bælt indflyder,
og af det faste land fuld drut et favntag nyder,
som gør en sikker havn, hvis mund og minde sig
ud af skanse kan forfægte mægtelig,
den stad, den faste stad, hvis høje mur og volde
er vel så bringestærk en fjende ude at holde,
hvis fod omringet er med en belejlig plads
af limet hængesej og rødedynds morads,
den stad, som var forset med velbehjertede helte
der haver hjerter som ej lette var at smelte,
til den blev staks vendt dit kongelige mod,
at sætte på prøve på det ærlige danske blod.
Her holdtes våbenting, til strid blev alting lavet,
den danske landsknægt sig vel snart fik nedgravet,
og den kanin-kunst, i jord at bore sig
med mangen krinkelkrog, blev øvet mesterlig.
Så med en huj og hast blev staden rundt omringet
og blodfanen om de væbnede volde svinget,
trompet og trommeslag de buldred døden ud,
det var din bejlersang for denne trodsige brud.
[…]
Der så du da hvordan de danske bondedrenge
ej sky for trommen er, hvor ej de lader trænge
sig fra stand og post, når man dem bruge vil.
Som flinten skjult i jord i mange år og dage,
der ingen værdiges i hånd engang at tage,
hans knive-hvasse kant og gniste-rige krop
endog blandt trøske-træ sig selv ej tænder op:
Men vil man ham kun mod jern og stålet bruge,
man hundred funker da skal af ham støde og knuge,
han viser da sin kraft, at om han slides hen,
han er dog ever, mens der noget er igen.
Så, så din bondesøn, om end hans slette kofte
den skjuler hjertet og hans knogelføre hofte,
giv ham kun gevær, før ham i marken an,
han tør sig bilde ind, hans slægt er af kong Dan,
han skal i gerning det lade se og kende,
hans tarvelige sind af ivrighed kan brænde,
og hvor han tør sin mand i marken vel bestå,
når han haver den, der ham vil hidse på.
Hvor ofte ønske han på fjenden løs at gange,
og grandt lod se det han for døden ej var bange.
Den jaskede regnesky hun var ham dog imod
og nægted ham at få fuld fæste for hans fod.
Mens , o du kongers ros, vor tids navnkundig ære,
den sejrs æreskrans dig sømmer ret bære,
som Gud selv rakte dig ved sin almægtige hånd,
der han dig styrked med så uforsagt en ånd.
[…]
Du dine hulde råd og stærke stridekæmper
arbidte af bøssemund i mange dødsulemper
du med et øjevink kun dem nikker på
med største majestæt tiltaler dem så:
"I krigens sønner, I ret æretørstige sjæle,
I dødsforagtere (dog dødsens skydepæle)
I degenfærdige folk, stridbare jætteblod,
brystfulde af intet kun af idel hjerte og mod,
I ser hvad himlene har os i hånden føjed,
I ser hvordan mit sind med eder er fornøjed,
I ser hvor hård en hals var voldede uven er,
I ser hvordan tand imod vor trussel skær
I ser hvor dagligen at de morads-svampe
ophæver sig ud af de skynedsældede dampe,
I ser soldaten sig at ælte dagligen ned
i sejen dyndelim til knæ og bæltested.
Frem, giv eders råd om vi skal nu forlade
det rundt belejrede folk, og gøre dem glade
med vores hån og spot, og ryggen vende mod
det sår, som i vort os meget bedre stod?
Nej, nej! Jeg ved I ej skal her udi samtykke,
jeg ved I eder ej herfra skal lade trykke
for nogen fjendevold, ej skyens havsleregn,
skal skylle bort vort navn og evig æretegn!
Her drypper rygte ned med disse regnedråber,
en frugtbar æresol vi gennem dem håber
med sejr at bese, hist på hin ranke vold
der skal I hente ned en evig æres sold.
Er nogen fej og falsk, han vige kun tilbage!
Det hjerte som der vil sin konge nu forsage
det dømme himlens Gud! Vel an! Jeg går der på!
Og ved min Gud han mig her i sin hånd skal få."
Den tale næppe var endt, før hine våbenføre
navnkundige ledingsmænd begyndte sig at røre
hver til sit folk og post, som hver i hu var høj,
man ved ej om han gik på fødder eller fløj.
Fast ligesom man ser dyrekongen løven brøle
når han er bleven harm og blodet ej kan køle,
hvor løveungerne de tværre hist og her
med ildefunked syn, og tænker: Hvad er der!
Kan de da blive var udi de risede buske
en avinds dyreflok og noget sligt utyske,
straks vil de lade se sit usky myrdemod,
og at de har i sig oprigtig løveblod.
[…]
Du sukked til din Gud, så fjenden svandt som dug
din bøn den dybere end sværd i ham hug
at om endskønt det skarp tre timer holdt at bide,
dog slet ingen flugt de danske ville vide
kathændede de kom i fjendens fordel op,
og fik ham endelig så til at holde trop.
Da fredsens hvide flag man ud af tårnet hængte,
og hver i staden sit gevær hen fra sig slængte,
om nåde bad da den som før gik på tru,
og den som før var vild da simpel blev og blu!
Da døden stod beredt for alle stadens døre,
ild, mord og brand med gråd man kunne ej aftørre,
om ej din mildhed dem midt i din vrede fik
en frelses tilsagn og et nådigt kongenik.
[…]
Af Dend Stoormægtigste og Høybaarne Monark og Enevolds Herre, Christian dend Femte etc. Hans Majestæts første og lyksalige Ledings-Tog til Ævig Hukommelse etc., 1676 (Kingo SS.II, 29ff.) lin. 9-16, 33-48, 57-76, 133-160, 168-212, 247-260. Læs mere om Thomas Kingo >
Wismar: den svenske hovedfæstning i Nordtyskland. Efter et overraskelsesangreb sommeren 1675 på svenskernes allierede, det gottorpske Holsten, rykkede danskerne under Christian d.5 ned i Nordtyskland og belejrede byen fra 23 sept. Belejringen vanskeliggjordes af sumpet terræn og klima, men Wismar stormedes dog 13.dec.
fulde manddoms kærne: fuldmodne manddom
tvillingtegn: dvs. Christians d.5s valgsprog, Gudsfrygt og Retfærdighed
udråbe…faste: afholdelse af bods-, bedrings- og fastedage
landsens flig: dvs. den flig af landet, der var gået tabt - de skånske områder, det var meningen at generobre
bund: grund
Holsten…hertugen: hentydning til overrumplingen af Holsten, hvorfor hertugen af Gottorp måtte åbne sine fæstninger for Christian, slutn. juni 1675
passen: gennemmarchen
Tønningen: den holstenske hovedfæstning, overleveret til danskerne 4. juli
orlogsmagt: krigsmagt
de merkelborgers lande: de svenske områder blev angrebet i august
forbundsmænd: Danmark indgik en alliance med Brandenburg i september
bælt: Østesøen
drut: kraftig
mund og minde: munding og udløb
faste: befæstede
limet: klæbrigt
hængesej: hængedynd
rødedynd: jernholdigt dynd i moser
forset: forsynet
velbehjertede: modige
våbenting: mønstring af krigsrådet
blodfanen: rød fane, tegn på kampens begyndelse
trøske-træ: ved
funker: gnister
ever: skarp
knogelføre: knoglestærke
tarvelige: nøjsomme, beskedne
bestå: stå sig, klare sig
lod se det…: lod se at…
jasket: våde
hulde: trofaste
råd: rådgivere
dødsulemper: dødsulykker
øjevink: blik
skydepæle: skydeskiver
degenfærdige: dygtige med kården
jætteblod: jætteafkom, kæmper
voldede: bag volde
skynedsældede: nedfalden fra skyen
dyndelim: klæbrig dynd
rundt belejrede: omringede
og ryggen vende mod det sår…: vende ryggen mod de mulige sår, som…
hvasleregn: skylregn
forsage: svigte
i hu var høj: var modig
tværre: skuler
ildefunked syn: lynende blik
rised: kratagtige
usky: modige
kathændede: smidige som katte
i fjendens fordel: i forhold til fjenden fordelagtig position
holde trop: dvs. føje sig
tru: truede |
