Thomas Kingo: Samsøs korte beskrivelse - Hyldest til det danske land, historien og folket (1675)
[…]
Lad solen ingen sky op fra din vandings drage,
som med urolig vind kan i dit fortov age,
o giv dig dog til tåls, gråhårede danske flod,
at ej på dine vand mig isne skal mit blod.
Lad himlen runden om forsølve dig og slette
med blianted blik, lad solen oversætte
dit store spejlebryst med gyldne stråler, så
at du mod himlen og mod landet smile må.
Så vil jeg vove det mig ud til sejls at give,
at jeg til Samsø-land kan lykkelig opdrive.
Man og vel finder der, så vel i fordums tid
som end på denne dag, det som er været min flid
o store Gud, jeg må det underværk først kende,
før jeg min tanke må til fyrste vende,
som haver ejet det land der jeg nu sigter til,
du, du den første ros, som billigt, have vil.
Du, der du verden først af ganske intet gjorde,
og bød det første lys fra mørket skilt at vorde,
derpå du da blev ved at skabe ting
vi med forundring ser i hele verdens ring.
[…]
Her skød sig jorden ud i mange miles længde,
sit krydderis tapet mod solens ansigt hængde,
hvor folk i tusind tal sig kunne nære på,
og udi hendes skød livs op- og nedgang få.
Nu tog hun grænsemål til land og kongeriger
udaf det store hav, nu lod hun bugted viger
indkrumme sig udi sin grødefulde favn,
til sejlingsmandens og til hver mands tarv og gavn.
Nu lod hun elv og å til landedeling glide,
og på sin sorte ryg med evig fart omride.
Nu blotted hun en sten, et mærketegn og pæl
for land og land, og en jordbegærig sjæl.
Nu aksled hun sig op, midt i de dybe strande,
og lod sit hoved se udi de vilde vande
med øer her og der, som ynglinger ud af
den store moders liv, midt i afgrundens grav.
Du Samsø, kom og frem tillige med de andre,
der vandets herskab fik sit herrebud at vandre
bort til sin grænsested, dit hoved frem du skød,
og dine skuldre af den våde dynge brød.
Du ej den ringeste blandt havets øer findes,
hos dig er og de ting som verden bør at mindes,
vor Nordensø den ej så ised er og kold,
at for navnkundig folk den aflægs er og gold.
Ophæv dig Samos, i de verdens middelstrande,
tag krumme knæfald af Ægeums sejlevande,
ros af Pythagoras den vise hedenmand,
og af Sybilla din, som fødtes på dit land.
Vort Samsø spotter dig med sine helte og herrer,
ja hendes fyrster dig med al din ære dærrer.
Vor dronning Dorothe, som Samsø havde at åe,
kan slet og ret mod din spåkone stå!
Vor danske Griffenfeld din lærde græker skæmmer,
med pythagoriske stiltienhed ham klemmer,
hans himmelhøje vid i Kristi rene tro,
kuldkaster hedningen ud af sin prammebro!
Er der stor frugtbarhed! Her vokser korn og kærne!
Her, her er flæsk og kød, det danskmand æder gerne!
Kan hønen malke der (som Thomas ej kan tro).
Her fråder malkespand af den nybærre ko!
Kan hun af nabolag og genbo-øer prale!
Vort Samsø kan med ros om sine også tale!
Ser hun til Tenedo, hvor grækerne de stod,
der de helhesten sig for Troja efterlod.
Vil hun til Lesbos og Chio øjne sætte,
Nicaria og Pammossa vandbesprætte!
Skt. Hans på denne ø Guds åbenbaring så!
Mens Samos ville dog Guds kundskab ikke få.
Vort Samsø derimod af Kristi rene lære
og af Skt. Hans´ bog har lært sin Gud at ære,
og hvor hun vender sig, da har hun brødreland
som drikker hendes skål i bæltets salte vand.
Vort kroned Sjælland hun som overherre kender,
det frygtfine Fyn med havhest hun oprender,
den store Kimberø navnkundig jyske land
sin gamle nabo hun vel snart besøge kan.
I Kalundborg hun sig med verdslig ret forsvarer,
mens udi Århus hun de gejstlige sager klarer,
så er hun lænkeknyt med rettens stærke snor,
til begge naboland, som hun imellem bor.
Men sig mig, Samsø, sig, om du kan ellers minde
hvor af du har dit navn, hvor skal jeg det vel finde!
Det er (desværre) forvist at megen drift
er skreven op udi forglemsels bog og skrift.
En del vil mene, at dit navn du haver taget
af samling, og fordi at kongerne har draget
sit store danehof i gamle dage did,
og holdet herredag på dig i fordum tid.
Men andre synes det mer rimeligt at være,
at ud af Samo du dit rette navn skal bære,
han som var fader til de stridbare kimbermænd,
der ymped fra hans liv og stærke kæmpelænd,
thi som at verdens folk fik båden lært at følge
med himlen runden om, op på den slibrig bølge,
da hvor de fandt en ø, vandsvælget runden om,
den straks i deres magt og herredømme kom.
Thi der var lejlighed at søge rov og bytte,
og snekken fuglesnar med sejlevinger flytte,
der var mand mined om af bølgens løbegrav,
og delt fra andre folk ved det utæmmede hav.
Af dem fik stæderne deres navne,
ja skove, mark og eng og havets bugted havne,
så er og (uden tvivl) med Samo hændet sig,
hvoraf man Samsø end i dag mon nævne dig.
Og det er uden nej, at mægtig mand og store
de har behersket dig og dine fjorde,
forfaldne herreslot af tidekræften ædt
vil til den sidste sten ej have det forgæt.
Det vidner Brattingsborg, hvor danske kæmper stode,
der de red ud fra Hald og holdte deres møde.
Et ord jeg røre må, hvorledes da gik til
i dette sælsomme tog og strenge kæmpespil.
En Sigvard Snarensvend fik ordre fra sin herre,
som Samsø havde da i hånde at regere,
at se, hvad væbned mænd og kæmpesønner dér
i hu så djærve var hans borg at komme nær.
Han – uforsagt i mod – med sværdet sig ombælter
og triner strunk i sind udi de jættetelter.
Han finder dem ved de græsomgroede borde,
han hilser hver for sig, og så fik han til orde:
"I våbenfærdige mænd, stridkære, klippehårde
kampbydere, brystværn og volde i kongens gårde,
i løvehjertede og usky kæmpesæd,
som jeg i brynjer og i jern her finder klædt!
Hvad er dog eders hverv, hvorfor vil I gæste
vort faste Brattingsborg, det vidtberømte fæste?
Er det fordi I vil landshøvdingen bete
den ydmyge ære, som ham bør med rette ske?
Er og I komne hid at gunst og ære vinde
med dyst og ridderspil? Vil I og eder finde
som fjender på vort land? Et ord! Så er det klart!
Her står jeg! Møde sig, hvo der tør møde snart!"
Det ord er næppe talt, før terninger de rinde
(med hvilke guderne særdeles plejer at vinde)
de slumpeøjne skal på mande fælde dom,
der skal Snarensvend i marken dyste om.
Det lodner Humle på, han straks en hest mon låne
af Vidrik Vilandssøn, født i de danskes Skåne.
Han dermed færdig gør og la´r ad marken stå
i håb og frygt, at han den sejrkrans skal få.
Så mødes disse to. De fyrigt sammen rendte
og ildefunker fra hinandens harnisk tændte.
Hver vender brystet til, hver holder stand og form
som tvende klipper i en mægtig himmelstorm.
Omsider kneb det så, at Humles saddelringe
og skjold i marken fløj, og selv han måtte springe
fra sin så raske hest. Der Sigvard sejren så,
da blev han vel til mod, og så tog han oppå:
"Forsag ej, kæmpesøn! Omskønt din hest er vunden,
den sol er dog ej skændet, der lidet ned er runden,
den bølge rejses tit, som lægges ned i strand,
der tabes ej med skam for ædelhjertet mand.
Sig mig dog, hvo du er, hvad ædel slægt og stamme?
Din ære jeg heri skal vide vel at ramme!"
Den anden vider straks sin sejrherre bøn,
hvoraf han mærker, at han er hans søstersøn.
Her går han med sig selv til værks, hvad han skal gøre,
om han skal sejren hjem, som han har vundet, føre?
Han slutter ved sig: "Nej, det går med eller mod,
jeg vinder, taber dog udi mit eget blod!
Kom Humle!" siger han, "tag palmen, jeg har vundet,
og lad den være dig omkring dit hoved bundet,
her står jeg af min ret, vær du min overmand,
og bær den pris hjem til dit folk og fødeland!
[…]
Af Samsøes Korte beskrivelse, Dend Høy og Velbaarne Herre Her Peter Grefve til Griffenfeld etc., 1675 (KingoSS.II.199-213) lin. 13-32, 49-192. Læs mere om Thomas Kingo >
vanding: vandsamling
slette: gøre glat
blianted: sølvblankt
oversætte: fylde
billigt: rimeligt
tapet: dække
pæl: mærke, grænsepæl
aksled…op: skød skuldrene og hovedet op
vandets herskab: havguderne
at vandre: at vige bort
du…findes: du anses
aflægs: gold
middelstrande: farvande mellem to lande
krumme: ydmyge, underdanige
Ægeums sejlevande: Ægæiske hav
ros af…: ros dig af…
Pythagoras: græsk filosof stammende fra Samos
hedenmand: hedning
Sybilla: spåkvinde
dærrer: håner
Dorothe: dronning Dorethea, der i 1449 fik Samsø i gave af Christian d. 1.
åe: eje
skæmmer: beskæmmer, gør til skamme
pythagoriske stiltienhed: Pythagoras´ elever var under tavshedsed
klemmer: piner, driller
vid: forstand
prammebro: pontonbro ~ usikkert grundlag (Pythagoras´ tillid til den menneskelige erfaringsevne)
hønen malke: oplysning hentet fra Strabons rejseskildringer
Thomas: apostelen Thomas. Den tvivlende Thomas, der ikke ville tro uden efter selvsyn.
nybærre: som nyligt har kælvet
Tenedo, Lesbos, Chio, Nicaria, Pamossa: græske øer
helhesten: den trojanske hest
vandbesprætte: bestænke med vand
Skt. Hans: Johannes, forfatteren til Johannes Åbenbaringen
kroned Sjælland: kronet p.g.a. residensstaden
havhest: skib
oprender: når
forvist: sikkert
drift: bedrift
forglemsels bog: glemmebogen
danehof: der blev holdt stormandsmøder (rigsmøder, herredage), danehof, på Samsø 1186, 1215
herredag: rigsmøde mellem konge og stormænd, yngre betegnelse for danehof
Samo: sagnhøvding
ymped: skød frem, nedstammede
slibrig: glatte, usikre
vandsvælget: havdybet
sejlevinger: sejl
flytte: flyede, flød, sejlede
mined om: forskanset
det er uden nej: det kan ikke nægtes
tanged: tangfyldte
Brattingsborg: voldsted på Samsø, der sattes i forbindelse med folkevisen om kong Didrik og hans kæmper
der de red ud: dvs. fjender der ville erobre Samsø
jættetelte: kæmpetelte
kampbydere: krigere
usky: ikke bange
kæmpesæd: ætlinge af kæmper
fæste: fæstning
bete: vise
møde sig: lad ham give møde
slumpeøjne: tilfældigheds-øjne, terningernes
lodner…på: det falder i Humles lod
tog…oppå: begyndte at tale
forsage: tabe modet, opgive
vider…bøn: opfylder hans bøn
går…værks: overvejer med sig selv
slutter: beslutter
står …af: afstår |
